Mercedes-Benz C 220d 4Matic aut
Mercedes-Benz C 220d 4Matic aut

Dieseludgave af Mercedes-Benz C-klasse imponerer i den seneste Green NCAP-test ved at have så godt som ingen udledning af skadelige stoffer som NOx og partikler.

© Green NCAP/FDM

Dieselbiler opnår fornem score i ny miljøtest af grønne biler

Både diesel- og benzinbiler udleder næsten ingen skadelige stoffer i ny Green NCAP-test

15. august 2019 af Steen Bachmann


I maj testede Teknologisk Institut i Aarhus det reelle partikeludslip fra to identiske bilmodeller med henholdsvis benzin- og dieselmotor.  Målingen blev udført på en Peugeot 308 BlueHDi (diesel) og en Peugeot 308 PureTech (benzin), der begge gennemførte en 76 km teststrækning under virkelige forhold på en rute rundt omkring Aarhus. 

Resultatet var, at dieselbilen havde under 2,1 pct. af benzinbilens partikeludledning i udstødningsgassen.

Læs om testen fra Teknologisk Institut i Aarhus

Moderne dieselbiler er renere end benzinbiler

en større tysk undersøgelse fra 2019 viser ADAC, den tyske pendant til FDM, at moderne dieselmotorer er renere end benzinbiler, når det kommer til udledning af skadelige partikler.

Nu bakker en test fra det nye uafhængige europæiske Green NCAP-program op om resultaterne. Organisationens mål er at guide forbrugerne til de mest miljø- og klimavenlige biler uanset drivmiddel.

Hvad er Green NCAP?

Green NCAP er skabt af europæiske bilklubber og forbrugerorganisationer, der sammen med en række nationale europæiske myndigheder har lavet en uafhængig test af bilers miljøegenskaber og klimaaftryk. Også EU-Kommissionen støtter Green NCAP. 

Testen tildeler biler samlet fra 0-5 stjerner, helt som vi kender det fra Euro NCAP’s sikkerhedstest. Eneste forskel er, at stjernerne her er grønne.

"I første omgang tester Green NCAP bilernes forbrug og dermed også CO2-udledning samt udledning af emissioner som partikler og NOx’er. Konkret sker det ved en laboratorietest ved forskellige temperaturer, da den har betydning for bilers forbrug. På samme måde testes bilernes udledning ved forskellige temperaturer i både et laboratorie og ved kørsel på vej. Det man også kalder Real Driving Emissions. I begge test måles bilerne på en index-skala fra 0-10. I det endelige resultat omregnes det til skalaen med de 0-5 stjerner," forklarer præsidenten for FIA Region 1, Thomas Møller Thomsen, der også er adm. direktør for FDM.


Der er fem biler er med i den seneste pulje. Fem grønne stjerner bliver det til for 2. generation af Nissan Leaf, der scorer den de maksimale 10 point i den del af testen, der omhandler udledningen af skadelige stoffer, det såkaldte ’Clean Air Index’.

Dieselbil overrasker med lav forurening

Mere bemærkelsesværdigt er det, at en dieselbil som Mercedes-Benz C-klasse (220D 4Matic) opnår samme resultat. Også den scorer således 10 i testens Clear Air Index, mens testens anden dieselbil, Renault Scenic (Blue DCI 150), opnår 8,6 ud af 10 mulige point. 

Til gengæld kniber det lidt mere, når det gælder de to dieselbilers CO2-udslip, og derfor lander de begge på samlet tre Green NCAP-stjerner.

”Der er god grund til at være kritisk over for ældre dieselbilers miljøegenskaber, som i den grad hører fortiden til. Men som Green NCAP’s test og andre uvildige test på det seneste har vist, har producenterne fået bugt med udledningen af skadelige stoffer, der nu er tæt på nul. Det er naturligvis positivt,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, der dermed ikke ser grund til at dømme den moderne dieselbil ude her og nu.

At elbiler fortsat er de grønneste, understreger den nye Green NCAP-test. Her er der fem grønne stjerner til 2. generation af Nissan Leaf.

© Green NCAP/FDM

Arbejder på vugge-til-grav miljøaftryk

Også rundens enlige benzinbil, Opel Corsa, med den lille 1.0-motor, klarer testens Clean Air Index-del med bravur. Samlet lander den på fire Green NCAP-stjerner, testens næstbedste resultat.

”Men ser man på bilernes udledning og energieffektivitet, er der ingen tvivl om, at elbiler i dag er det grønneste valg. Bilers samlede miljø- og klimaaftryk over tid er dog et mere kompliceret regnestykke end som så. Derfor arbejder Green NCAP på at udvide testen, så forbrugerne kan få et klart billede af hele den enkelte bils samlede miljøaftryk fra vugge til grav. Det vil give forbrugerne et mere retvisende billede, når de står ude hos forhandlerne,” siger Søren W. Rasmussen.

Læs mere om Green NCAP-testen

De 5 testede biler

5 Green NCAP-stjerner
Nissan Leaf (elbil)

4 Green NCAP-stjerner
Opel Corsa (benzin)

3 Green NCAP-stjerner
Mercedes-Benz C220D (diesel)
Renault Scenic Blue DCI 150 (diesel)
Audi A4 g-tron (CNG gas)

Den næste Green NCAP-test offentliggøres i november 2019.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.