Dét har politikerne sagt om biler i folketinget!

Bilerne er på politikernes tunger, og siden 2015 er både elbiler, Lamborghini'er og dieselhakkere blevet omtalt i Folketingssalen. Læs hvad de har sagt.

12. juni 2019 af Victor David Kraft

Som konsekvens af det nyligt overståede folketingsvalg forhandler politikerne i disse dage, og vi må forvente, at de på et tidspunkt når til enighed om grundlaget for den politik, der skal angive en retning for landet.

Vi kan af gode grunde ikke spå om fremtiden, og derfor kan vi kun gætte os frem til, hvor den danske bilpark i de kommende år skal dirigeres hen. Vi kan dog se lidt nærmere på, hvad de folkevalgte allerede har sagt. 

Elbiler på politikernes tunger

Den politiker, der i folketingssalen har omtalt elbiler flest gange, er SF’s Lisbeth Dahl Poulsen. Hun har siden juli 2015 sagt ‘elbiler’ 144 gange.

På andenpladsen har vi Venstres Karsten Lauritzen, der i førnævnte periode har omtalt elbiler 127 gange.

Kun én gang har Simon Emil Ammitzbøl-Bille sagt ordet ‘elbiler’ i folketingssalen. I den forbindelse sagde han følgende:

“Jeg kender faktisk ikke Alternativets holdning til biler. Jeg ved godt, at I nok bedre kan lide elbiler end andre biler, men biler som begreb, det har jeg ikke sat mig ordentligt ind i, og det beklager jeg.”

På Bil Magasinet ser vi gerne, at de folkevalgte sætter sig ind i biler - også som begreb.  


‘Kun Tesla kan køre langt’

En af de elbilsproducenter, der er nævnt ved navn, er amerikanske Tesla, der er blevet sagt 37 gange i alt. Blandt andet af Karsten Lauritzen, der har nævnt producenten 11 gange i folketingssalen. Venstremanden har blandt andet sagt følgende:

“Den eneste elbil, der kan køre langt, er en Tesla, og den er til gengæld meget dyrere end en række andre biler. Så der er nogle markedsmæssige og teknologiske ting, som vi ikke kan aftale os ud af, og det forhindrer lidt udbredelsen af elbilen.”

Tesla'er har en fornuftig rækkevidde, ja. Men tyskerne kan også, Karsten.  

Dieselhakkere

Det mindre flatterende ord ‘dieselhakkere’ er også blevet sagt - dog kun én gang. Det var af Venstres Jakob Ellemand-Jensen, der d. 28. marts 2019 sagde følgende:

“Her og nu har vi indført en forhøjet skrotningspræmie på 5.000 kr. til de ældste dieselbiler, og bilejere får dermed en større gevinst ud af at skrotte de mest forurenende gamle dieselhakkere. Dermed sætter vi turbo på at få de ældste og mest forurenende biler væk fra vejene.

Hvilken plads får dieselbilerne i den danske bilpark, når de højest udviklede dieselmotorer forurener mindre en benzinbilerne?

‘Jeg under Pelle Dragsted at køre Lamborghini’

De folkevalgte har også haft øje for de mere eksotiske biler, som f.eks. Lamborghini. Blandt andet sagde Pelle Dragsted 16. december 2016 følgende:

“… som ordføreren siger, at man jo skal finde penge for at bruge dem. Man har på finansloven sidste år lige brugt, så vidt jeg husker, omkring 1 mia. kr., når man ser frem i tiden, på at gøre f.eks. en Lamborghini 100.000 kr. billigere.“

Til det svarede Jakob Engel-Schmidt:

“Jeg under hr. Pelle Dragsted at køre Lamborghini. Jeg bryder mig nødvendigvis ikke selv om den type bil.”

Én ting er sikkert - på Bil Magasinet bryder vi os bestemt om Lamborghini'er.  

Kilde: https://www.dr.dk/ligetil/indland/se-hvilke-politikere-der-taler-om-det-der-er-vigtigt-dig

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.