Porsche 911 RSR Pink Pig Le Mans 2018


"Den lyserøde gris" kører i København i weekenden

Den danske Le Mans-vinder Michael Christensen kommer til Copenhagen Historic Grand Prix med sin spektakulære vinderbil fra Le Mans i år.

2. august 2018 af Mikkel Thomsager

Michael Christensen vandt sammen med franske Kevin Estre og belgiske Laurens Vanthoor 24 timers løbet på Le Mans i GTE-Pro klassen i år.

Den danske Le Mans vinder fra i år, Michael Christensen, skal ikke blot selv deltage i Copenhagen Historic Grand Prix den kommende weekend, han medbringer også årets Le Mans vinderbil, som han vil køre opvisningsture i på banen omkring Bellahøj.

Michael Christensen vandt sammen med franske Kevin Estre og belgiske Laurens Vanthoor 24 timers løbet på Le Mans. 

Det skete i en lyserød Porsche 911 RSR, som var bemalet i det karakteristiske ”Pink Pig” udtryk i anledning af Porsche 70 års jubilæum. ”Pink Pig” bemalingen skabte enorm opmærksomhed, da den blev anvendt på Porsche 917 Le Mans-raceren fra 1971.

Med beskidt bil

Når Michael Christensens Porsche 911 RSR kommer til København, bliver det i samme stand, som da den, med Michael Christensen bag rattet, passerede målstregen på Le Mans på førstepladsen i klassen den 17. juni - hvilket vil sige møgbeskidt, og opvisningen i København bliver bilens sidste optræden, inden den køres på Porsche’s museum i Zuffenhausen.

Michael Christensen, der er fabrikskører for Porsche, er i gang med en fantastisk sæson. 

Sejren på Le Mans bragte ham ikke alene i føring af GT-serien i FIA’s officielle Verdensmesterskab for sportsvogne WEC, men gjorde ham også til en af få racerkørere, der har vundet de tre klassiske langdistanceløb 24 timer på Le Mans, 24 timers løbet på Daytona og 12 timers løbet på Sebring. 

Sideløbende med verdensmesterskabet i sportsvogne, deltager Michael Christensen også i den stærke amerikanske GT-serie Pirelli World Challenge, hvor han vandt på Road America ugen efter Le Mans og er treer i mesterskabet.

Michael Christensen Porsche

Sjælden chance

Ved Copenhagen Historic Grand Prix deltager Michael Christensen også i Royal Pro Am, hvor han sammen med Jesper Blom skal køre en Porsche 911. Det flotte felt får deltagelse af den tidligere Formel 1 verdensmester Damon Hill, tidligere Ferrari Formel 1 kører Mika Salo, 9-dobbelte Le Mans vinder Tom Kristensen og en masse andre danske racerstjerner.

”Jeg er rigtig glad for, at Porsche har givet mig muligheden for at vise Le Mans vinderen frem i København” fortæller Michael Christensen. 

”Det er ikke hver dag, man får chancen for at vise sin racerbil frem på dansk grund, så jeg glæder mig til at køre på banen og lave lidt hjulspin og larm, så publikum kan se og ikke mindst høre den fantastiske bil. 

Og så bliver det sjovt igen at køre med i Royal Pro Am. Helt ærligt, så har vi nok ikke de store chancer, da vi stiller op mod nogle store og etablerede teams med stærke biler, men det er dejligt, at komme hjem og køre lidt ræs på dansk grund”.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.