Dansk racerikon stikker næsen frem i VANVITTIG video

Det amerikanske internetfænomen, Ken Block, er verdenskendt for at drifte gennem verdens storbyer i larmende rallybiler. Denne gang går turen til Las Vegas, men ikke alt er som det plejer. Og så er der ovenikøbet en dansker med.

27. oktober 2022 af Emil Winter

Elektrificerer amerikansk casinomekka

Ken Block er en kendt skikkelse i rallyverdenen, men han er endnu mere kendt for sine vanvittige youtube-videoer, hvor højlydte motorer får lov at spille første violin, mens Block fremviser sine nærmest overmenneskelige køreegenskaber, når han drifter gennem nogle af verdens mest kendte byer i "Gymkhana"-videoserien, der har flere hundrede millioner afspilninger på Youtube.

Tom K ser til

Denne gang må fansene dog undvære larmen fra motoren. Internetfænomenet udfordrer - og elektrificerer - nemlig Las Vegas' kringlede gader i en vaskeægte elbil.

Til gengæld gør det danske racerikon Tom Kristensen en kort optræden, da han måbende ser til, mens Block drifter forbi ham ned ad ‘The Las Vegas Strip' efterfulgt af en længerevarende donut-serie gennem den amerikanske casinohovedstad.

Enkelstående tysker skyder bekymringer til jorden

Bilen, Ken Block formår at rive rundt i det Las Vegas'ianske bybillede, er en Audi S1 Hoonitron, og det er den eneste af slagsen. Hvis du aldrig har hørt navnet før, er der måske en god grund til det. Audi S1 Hoonitron er nemlig en enkeltstående prototype, som er udviklet specielt til Ken Block.

Hvis navnet dog alligevel virker en smule bekendt, skyldes det sandsynligvis, at bilen er inspireret af den klassiske Audi Sport Quattro S1, som Audi blandt andet har kørt rally og løbet Pikes Peak International Hill Climb i i 1980'erne. Til forskel fra den benzindrevne klassiker er S1 Hoonitron udstyret med to elmotorer, firehjulstræk og en chassis støbt i kulfiber.

Dét Block og den elektriske Audi formår at præstere er nærmest overnaturligt.

Manden bag

54-årige Block har tjent sin formue gennem firmaet ‘DC Shoes’, som han var med til at stifte. Efter han havde nydt finansiel succes med skomærket, stemplede Block ind i rallyverdenenen, hvor han har nydt adskillige sejre.

Siden 2008 er Block også blevet et vaskeægte internetfænomen. Han har især tryllebundet sine mange millioner fans med sine “Gymkhana”-videoer, hvor han river sine rallybiler rundt på verdenskendte veje og bjergpas. Og det er netop som et led i Gymkhana-serien, at Block i samarbejde med Audi nu kan præsentere den såkaldte “Elektrikhana”, som du kan se nedenfor.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...