Tom Kristensen, som er ambassadør for Copenhagen Historic Grand Prix, har i år inviteret de tidligere Formel 1 piloter, Damon Hill og Mika Salo, til at deltage ved racet på Bellahøj, der finder sted den kommende weekend (4.-5. august) i København.
Foruden de mange historiske løbsklasser, den historiske Formel 1-serie og den moderne racerklasse Mascot DTC, bliver et af højdepunkterne til dette års Copenhagen Historic Grand Prix det spektakulære Royal Pro/Am race, og det er her de to tidligere Formel 1-piloter skal køre i teams med amatører, som stiller deres biler til rådighed i det såkaldte Pro/AM-løb.

Damon Hill
Damon Hill's "amatør"-kører er dog langt fra en novice. Han skal nemlig kører sammen med H.K.H. Prins Joachim, der tidligere har vundet Pro/Am-løbet i sin Lotus Cortina.
For mange er Damon Hill bedst kendt for sine otte sæsoner i Formel 1 fra 1992 til 1999.
Efter en svær debutsæson i en Brabham skiftede Damon Hill i 1993 til Williams Renault, og scorede allerede i sit første år hos det engelske team en tredjeplads i slutstillingen.
I 1994 og 1995 blev det til to andenpladser, og succesen kulminerede i 1996 med det individuelle verdensmesterskab i Formel 1, som blev vundet foran rivalen Michael Schumacher.

Mika Salo
Mika Salo er ligeledes kendt fra både Le Mans og Formel 1.
Den finske racerkører kørte Formel 1 fra 1994 til 2002, og hans bedste placering i VM-stillingen var en tiendeplads i 1999, hvor han erstattede Michael Schumacher i Formel 1, efter at tyskeren brækkede benet i et uheld i det engelske grand prix.
I 2008 og 2009 vandt Mika Salo GT2-klassen på Le Mans i en Ferrari indsat af Risi Competizione og den succesfulde finne har også stået øverst på sejrsskamlen i det legendariske 12-timers løb på Bathurst i Australien i 2014.

Michael Christensen
Fra Porsche Motorsport kommer den danske fabrikskører og klassevinder på Le Mans i år Michael Christensen, og han har desuden medbragt sin vinderbil, "Den lyserøde gris", som vil køre opvisningskørsel søndag formiddag på Bellahøj Park.
Også den forsvarende DTC-mester Lasse Sørensen er til start i Royal Pro/Am. Royal Pro/Am køres både lørdag og søndag i CHGP-weekenden, den 4-5. august.
CHGP 2018 Royal Pro/Am - Startliste
Pro Am Racerbil
Damon Hill H.K.H. Prins Joachim Lotus Cortina
Tom Kristensen Oscar Siesbye Lotus Cortina
Mika Salo Martin Berner Lotus Cortina
Lasse Sørensen Jan Struve Lotus Cortina
Christoffer Nygaard Peter Elgaard Lotus Cortina
Patrick Watts Christian Hope Austin Cooper S
Johan Schwartz Jac Nellemann Lotus Cortina
Michael Christensen Jesper Blom Porsche 911
Lars Kern Andreas Rolner Porsche 911
Nanna Hald Gøtsche Lars Leed Volvo Amazon 122 S
Martin Hald Gøtsche Nikolaj Leed Volvo Amazon 122 S
Benny Rasmussen Klaus Bodilsen Ford Escort
Jacob Kristensen Ole Klitgaard Alfa Romeo Giulia Ti Super
Startrækkefølgen bestemmes efter en traditionel tidtagning over 25 minutter, og såvel lørdagens præ-finale som søndagens afgørende finale er et todelt sprintløb.
Det er altid amatørerne, der starter løbene, og den rækkefølge, som de slutter, bliver efterfølgende den rækkefølge, som de professionelle racerkørere starter i. Slutresultatet af lørdagens heat giver startrækkefølgen til søndagens afgørende finale.