Har du adgang til en gulpladebil, kan det være fristende at låne den til en tur i Ikea eller på genbrugspladsen. Hammeren falder dog hårdt, hvis du bliver nakket af Skat i en bil på rent gule plader (hvor der ikke er betalt moms), som på billedet herover – mens biler på papegøjeplader med både gule og hvide felter på nummerpladen har betalt moms, og må bruges frit til privat kørsel.
Et stigende antal håndværkere og andre brugere af gulpladebiler har fået øjnene op for, at de kan benytte deres gulpladebiler til private formål.
Sådan kører du privat på gule plader
Det kan man, hvis man køber et dagsbevis gennem appen ”Dagsbevis” eller i Motorregistret. I 2018 blev der solgt ca. 63.680 dagsbeviser. Det er en stigning på ca. 80 pct. siden 2015, hvor antallet af solgte dagsbeviser var ca. 34.910.
Når eksempelvis en håndværker har købt et dagsbevis, kan man køre på ferie, en tur på genbrugspladsen med haveaffald eller flytte møbler i en gulpladebil.
"Dagsbeviser er et godt eksempel på en ordning, som giver rigtig god mening for mange af de danskere, der kører rundt i en gulpladebil til daglig og gerne vil bruge den lidt mere i dagligdagen. Antallet af solgte dagsbeviser vidner også om, at vores nye app er blevet taget godt imod af danskerne, fordi den gør købet af dagsbeviser nemmere. Det er vigtigt at have et dagsbevis, når man benytter sin gulpladebil til private formål, for det kan blive dyrt, hvis man ikke følger reglerne," siger direktør Jens Otto Størup, Motorstyrelsen.

Med et dagsbevis kan man lovligt køre privat i en bil på gule plader registreret til godstransport (erhverv) og med en totalvægt på op til 4 tons. Dagsbeviserne skal købes til det antal dage, bilen er til rådighed for privat brug.
Hvis man for eksempel kører på skiferien i en gulpladebil om fredagen og først kommer hjem den efterfølgende fredag, skal man købe otte dagsbeviser. Man kan maksimalt købe 20 dagsbeviser til samme bil i et kalenderår.
Dagsbeviset skal købes mindst fem minutter før brug og tidligst 45 dage før brug. Købte dagsbeviser kan ikke refunderes eller flyttes til andre dage.
Køb dagsbeviser i Motorstyrelsens app
Man kan købe et dagsbevis direkte på mobilen ved at downloade appen ”Dagsbevis” i App Store eller Google Play. Dagsbeviset gemmes i appen – i stil med mobile togbilletter - og skal fremvises ved en eventuel kontrol.
Man kan også logge på Motorregistret via skat.dk med NemId eller digital signatur. Her skal man huske at printe kvitteringen eller gemme et skærmbillede, hvis man vil medbringe dagsbeviset elektronisk.
Dagsbeviser kan købes til køretøjer under fire tons og koster 185 kr. pr. døgn.
Betaler en virksomhed sin medarbejders dagsbevis, skal medarbejderen betale skat af beløbet. Det er A-indkomst, og der skal trækkes A-skat og ambidrag, fordi det er en særlig beskatning af fri bi.
Regler for gule plader
Det kan få konsekvenser for både virksomheder og medarbejdere, hvis reglerne for privat kørsel i gulpladebiler ikke overholdes. Det kan for eksempel være, at:
• Man skal betale den moms tilbage, som man fik fradrag for, da bilen blev købt.
• Man skal betale privatbenyttelsesafgift (misundelsesafgift).
• Man kan blive opkrævet skat af fri bil for de år, bilen har været i virksomheden.
• Man kan få en bøde for ikke at have overholdt skatte- og afgiftslovene.
Læs mere om dagsbeviser eller køb et dagsbevis på skat.dk/dagsbevis