Ny sportsvogn fra Kina: Corvette-kopi med Ford-motor

Songsan Dolphin ligner en Corvette fra 1960, men motoren er fra Ford

21. oktober 2020 af Frederik Hauschildt


Det oprindelige geni bag Chevrolet Corvette har længe har været død og borte, men hans eftermæle inspirerer stadig. Det er Songsan Dolphin SS bevis på. Kopi-bilen er netop præsenteret på biludstillingen i Beijing.

Om man så synes, at den er et mareridt eller en drøm, så er den altså allerede blevet til virkelighed: Songsan er begyndt at levere bilen til kunder i Kina, og leveringstiden er i øjeblikket på omkring 6 uger.

Hybrid-amerikaner

Bilen har beholdt sit ophav som sportslig: Et aftageligt tag og 312 hestekræfter, der sender Dolphin til 100 km/t på bare 4,9 sekunder. 

Men i stedet for en buldrende V8 som i tidernes morgen bruges en 1,5-liters turbomotor koblet til en hybriddrivlinje, som Songsan hævder er udviklet i samarbejde med Toyota og Ford. 

Modsat V8-motoren har den brændstoføkonomien på sin side: Dolphin er nemlig en hybrid, og Songsan forventer, at du kan køre 33 kilometer på en liter benzin.

Interiøret er også inspireret af originalen, men betjeningen er moderne med skærme til både instrumenter og sekundær betjening og multifunktionsrat med airbag. 

Songsan skriver, at de har fokus på sikkerheden i bilen med skivebremser på alle fire hjul samt ABS-bremser og ESC-stabiliseringssystem.

Den grimme ælling

Én ting, der er svært at diskutere, er den originale Corvettes succes: Umiddelbart er der også mange ting, der er identiske mellem de to: Rørhalerne er skjult i kofangeren, og de farvede sider går igen. Corvette blev lanceret i 1953, men Songsan har valgt at kopiere modellen fra 1960, hvor den blandt andet fik fire forlygter.

Men sætter man luppen foran øjet, ser man hurtigt de steder, hvor Songsan ikke har gjort deres hjemmearbejde. Proportionerne passer ikke helt, arealerne med kontrafarve på kasseriet passer ikke helt og LED-forlygterne er også iøjnefaldende små.

Hvad siger de voksne?

Kevin Kelly, som er seniorchef hos Chevrolet, mener ikke, at Songsan kommer i problemer, og udtaler, at bilen hverken er en virkelighedstro kopi eller bærer nogle former for GM-varemærker. Han undrer sig dog over, at Songsan hverken har notificeret eller spurgt GM om lov, inden bilen blev lanceret.

Ikke en billig kopi

Med et stigende antal kinesiske fabrikanter på det europæiske marked, er fremtiden potentielt åben for, at mærker som Songsan kan få fodfæste i Europa og dermed Danmark, og ved præsentationen gjorde producenten klart, at de gerne vil eksportere til vort kontinent.

Selv om der er tale om en kineser-kopi, bliver Songsan dog ikke billig.

Songsan Dolpin SS introduceres på hjemmemarkedet til 570.000 kinesiske yuan. Det kan oversættes til omkring 530.000 danske kroner, og så kommer moms, told og registreringsafgift oven, hvilket vil bringe bilens pris tæt i nærheden af 1,9 mio kr. i Danmark. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...