© Patrick Boje Jensen

Clever indfører STOR prisstigning: "Det her er en ekstraordinær situation, og vi er nødt til at tilpasse os"

Det bliver meget dyrere at være hos kunde hos Danmarks største ladeoperatør fra den 1. juni 2022.

21. april 2022 af Patrick Boje Jensen

Priserne stiger kraftigt hos Clever

Clever er Danmarks største ladeoperatør for ejere af plugin-hybrider og elbiler. Og her til morgen fik abonnenterne en grim besked fra Clever: De indfører et midlertidigt “energitillæg”, der gør løsningen voldsomt meget dyrere.

Har man abonnementsløsningen Clever Unlimited, hvor man kan lade sin elbil ubegrænset derhjemme og ude, lægges der et energitillægget på 345 kr. oven i abonnementsprisen, så løsningen i alt kommer til at koste 1.094 kr. pr. måned - en stigning på over 46 pct.

Har man derimod en plugin-hybrid, er energitillægget på 195 kr. pr. måned, der lægges oven i abonnementsprisen på 369 kr., og den samlede pris bliver 564 kr. pr. måned.

Du kan se prisstigningerne for Clevers andre pakker her.

Stigningen skyldes ifølge Clever, at prisen på el er eksploderet, især på grund af krigen i Ukraine. Clever oplyser, at de oplevede en prisstigning på indkøbsprisen på strøm på næsten 170 pct i marts.

Energitillægget træder i kraft den 1. juni 2022 og varer foreløbigt i fire måneder, hvorefter det genberegnes. Er du kunde hos Clever, har du nogle forskellige muligheder, hvis du ikke er tilfreds med energitillægget. Du kan skifte dit abonnement, sætte det gratis i bero eller opsige – også selv om du er i bindingsperioden. Du skal blot opsige det inden 1. juni. Læs mere om dine muligheder her. 

Er du Clever-kunde? Så vil vi gerne snakke med dig. Send gerne en email til [email protected]. På forhånd tak.

5 spørgsmål til Clevers direktør

Vi har snakket med Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller, for at spørge ham, hvorfor Clever pålægger kunderne et energitillæg.

Hvordan har kundernes reaktion været på indførelsen af energitillægget?

Jeg har siddet i kundeservice hele dagen og snakket med kunder for at få deres tilbagemelding. Det er min oplevelse, at der grundlæggende er en god forståelse for baggrunden. Vi var selvfølgelig allerhelst foruden et tillæg, men vi er nødt til at forholde os til virkeligheden. Vi har arbejdet på at finde en fælles løsning, hvor vi blandt andet har givet kunderne mulighed for at sætte deres abonnement i bero gratis. Jeg snakkede med en, der sagde, at han overvejede at begynde at cykle til arbejde i stedet for at køre, mens priserne var ekstraordinært høje.

Hvorfor er det kundens problem, at indkøbsprisen stiger for jer?

Priserne er steget voldsomt, siden krigen brød ud. Forbrugspriserne er historisk høje, og prisen på el er mere end fordoblet. Vi har gjort, hvad vi kunne for at holde ro om priserne. Men det her er en ekstraordinær situation, og vi er nødt til at tilpasse os. Vi gør alt, hvad vi kan, for at det skal være tydeligt og transparent, og vi må hjælpe hinanden med at komme igennem denne energikrise, og derfor tager Clever også størstedelen af omkostningerne.

Har I ikke et ansvar for at overholde den abonnementsaftale, I har lavet med kunden?

Der er tale om et løbende abonnement, hvor vilkårene kan ændre sig – også prisen. Det er nødvendigt for, at vi kan følge med virkeligheden. Vi har virkelig talt om, hvordan vi bedst kan hjælpe. Vi giver muligheden for, at man kan sætte i bero uden omkostninger, så man kan være med igen, når tillægget er væk, og vi ser bort fra bindingsperioden, hvis man vil finde en anden løsning.

Risikerer Clever-kunder yderligere prisstigninger, når der genberegnes i sensommeren?

Vi kan ikke spå om priserne, men vi følger energimarkedet meget tæt. Vi drømmer selvfølgelig om at fjerne energitillægget helt eller delvist til oktober, men det er påvirket af så mange faktorer, hvor vi ikke har nogen indflydelse. Vi håber selvfølgelig at finde en løsning - ikke mindst fordi det så også betyder, at der er kommet en bedre situation for menneskene i Ukraine.

Skulle elprisen teoretisk falde til et historisk lavt niveau - giver I så kunderne rabat på deres abonnement?

Ja, hvis vi tror på, at priserne forbliver ekstraordinært lave, så sænker vi dem naturligvis. Vi skal vi naturligvis altid være relevante og konkurrencedygtige.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...