Chok! Sony vil sælge dig en elbil, og den ser overraskende fin ud

Sony er eksperter i at bygge elektronik, men nu vil de også ind på bilmarkedet, med denne nye model kaldet Vision-S. Læs alt om den hér!

7. januar 2020 af Anders Richter

Ny elbil præsenteret af Sony

CES-messen er i fuld sving i Las Vegas netop nu, og det er her at alle fremtidens gadgets bliver præsenteret. Sony plejer at have et nyt fjernsyn, en spillemaskine eller måske nogle anderledes højttalere med på messen, men i år, er de gået til ekstremer. De har nemlig medbragt en helt ny elbil, som de kalder Vision-S.

Indtil videre er det "kun" en konceptbil

Designet er meget diskret og gennemført i sit udtryk. Selv om det "kun" er en konceptbil virker det som et utroligt gennemarbejdet et af slagsen. Hvis Sony var klar til at sætte den i produktion i morgen, ville det ikke komme som den helt store overraskelse. Designmæssigt minder den lidt om en blanding af en Tesla og en Porsche Taycan bare i lidt mindre format. Størrelsesmæssigt svarer den til en Tesla Model 3. 

Sony Vision-S har en topfart på 240 km/t

Sony holder stadig mange detaljer tilbage omkring Vision-S, men de forklarede dog, at bilen har to 268-hestes elmotorer, hvilket giver en nul til 100 km/t-tid på 4,8 sekunder og en topfart på 240 km/t. 

Fuldt digital kabine

Præcis som det ydre design, ser kabinen også meget gennemarbejdet ud. Skærmen bag rattet strækker sig i bilens fulde bredde, hvilket giver fine muligheder for at personaliserer, hvad der dukker op af informationer. Sidespejlene er digitale præcis som på Audi e-Tron og den nye Honda E, og derfor sidder der en lille skærm i hver side af kabinen, hvor du kan følge med i, hvad der sker bagved dig. 

Hjælp fra Magna Steyr

Sony har dog ikke klaret udviklingen af Vision-S på egen hånd. I stedet har de teamet op med det østrigske firma Magna Steyr, som i tidens løb har hjulpet bilfabrikkerne med mange af de bilmodeller, der typisk ikke skulle produceres i så store styktal. Pt. bygger de bl.a. Toyota Supra, BMW Z4 og Mercedes' ikoniske G-klasse. 

Det er endnu uvist om Vision-S går i produktion, eller om du i stedet kommer til at skulle køre den i Gran Turismo-spillet på PlayStation.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...