Den fem meter lange BYD Han er klar til dansk lancering i november med to elmotorer, 516 hk og firehjulstræk.

© BYD

Kinesisk bilmærke kommer til Danmark med TRE nye elbiler

Verdens største producent af lithium-batterier og verdens tredjemest værdifulde bilmærke arbejder på de sidste detaljer før en ambitiøs dansk lancering i november. Få første indtryk bag rattet af BYD's biler

22. december 2022 af Steen Bachmann

Hurtigt spørgsmål: Tesla og Toyota er de mest værdifulde bilproducenter målt på børsværdi i 2022, men hvem er nummer tre: VW Group eller Mercedes-Benz? Ingen af delene, for de er henholdsvis nummer fire og fem. Svaret er BYD.

Det står for Build Your Dreams (byg dine drømme, red.), hvilket ikke har noget at gøre med selv at bygge sin bil, men er navnet på en gigantisk kinesisk tech-koncern.

BYD er med en hidtidig produktion på 2,3 mio. batterier verdens største producent af lithium-batterier og sælger eldrevne biler, busser og lastbiler i 70 lande og 400 byer. De er allerede i Danmark med elbusser og lancerede sin første elbil i Norge i juli 2021, men ruller nu en ambitiøs plan ud for også at indtage det europæiske bilmarked.

BYD i europæisk offensiv

Bil Magasinet er inviteret til den officielle presselancering af mærkets personbiler ved en nedlagt lufthavn i Holland, hvor en lang række kinesiske ingeniører sammen med talrige europæiske instruktører står klar til at fortælle om mærket, bilerne og planen. 

De lader os køre en 4,5 km lang rute på en afspærret bane i en række uindregistrerede kinesiske biler med en instruktør i ­passagersædet. Her er der mulighed for at teste accelerationer, katastrofeopbremsninger og ­undvigemanøvrer, men vi må ikke køre på offentlig vej – det må vente til de første biler kommer til Danmark.

Der kommer tre modeller til Danmark: En 4-dørs coupé, en SUV i den store mellemklasse og en hævet hatchback.

Han er navnet på en eldrevet 4-dørs coupé, der lander i klasse med biler som BMW i4 og Mercedes EQE.

© BYD

BYD Han er nærmest en performancebil

Vi lægger ud i den lave, 4-dørs coupé med navnet Han opkaldt efter Han-dynastiet. Fronten er designet som en drage fra kinesisk mytologi og man må give designteamet, at der er et vist schwung over det visuelle udtryk specielt når bilen er i bevægelse. Der er tale om en 5-sæders elbil med et 85 kW batteri i bunden, en elmotor på hver aksel og firehjulstræk.

Effekten er 516 hk, og 0-100-tiden på 3,9 sek. får vi lejlighed til at opleve et par gange via den indbyggede launch control. Man holder en knap på rattet inde i fem sekunder, hvorefter bilen sætter den aktive undervogn og begge elmotorer i Sport, samtidig med at de digitale instrumenter skifter til tidtagning. Nu er det bare at sparke speederen i bund, så springer bilen fremad. 

Affjedringen justerer sig konstant til aktuelle forhold og forhindrer, at fronten letter, og den aktive elektronik udviklet af den tyske specialist ZF forhindrer krængning i sving og i undvigemanøvrer.

© BYD

De elektroniske systemer i BYD's biler er udviklet i samarbejde med Bosch, men batteri, chassis, kabine og drivline er udviklet inhouse og produceres i Kina. Det giver ifølge marketingchef Penny Peng en åbenlys fordel i den aktuelle forsyningskrise, og selv om BYD også har været ramt af manglen på chips, forventer man at kunne levere biler til de første danske købere omkring nytår. 

BYD Han opererer med et 400 volts-system lige som de fleste andre elbiler, men BYD's ambition er at fremtidige platforme skal anvende 800 volt-teknologi for at sikre en højere effektivitet, lyder det.

Læs også: Alt om Xpeng P7.

Kører op til 521 km på en opladning

Batteriet kan i 2023-årgangen lades i hjemmelader med tre faser og 11 kW, men kun med op til 120 kW i hurtiglader. Adspurgt om hvorfor den maksimale ladekapacitet er så meget mindre end hos for eksempel Kia/Hyundai forklarer chefingeniør Allen Yong, at BYD prioriterer brugbarhed frem for hurtige ladetider. Man garanterer, at de 120 kW er en mulighed ned til -30 ­grader, fordi den integrerede varmepumpe er udviklet til også at gøre bilen effektiv i koldt klima. Rækkevidden er 521 km (WLTP).

BYD Han

Opbygning 4-dørs, 5-sædes coupé, 85 kWh batteri, to elmotorer, 516 hk/700 Nm, aktiv undervogn, firehjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t 3,9 sek., topfart 180 km/t, rækkevidde (WLTP) 521 km, ladekapacitet hjemme/ude 11/120 kW.

Dimensioner L/B/H 500/191/150 cm, vægt ikke oplyst, bagagerum 410 liter.

Pris ikke oplyst

Dansk lancering november 2022

© BYD

BYD Tang sælger godt i Norge

BYD lancerede sin første model i Europa i Norge i juli 2021. SUV'en Tang har solgt over forventning, og har fra juli 2021-juli 2022 sikret en markedsandel på det norske nybilmarked på 3,3 pct. på trods af, at mærket kun har én model. 

Den gør et godt første indtryk med samme drivline som coupéen: To elmotorer, 516 hk, firehjulstræk og en rækkevidde på 400 km. Her er syv sæder som standard og en brugbar tredje sæderække for børn og voksne på kortere ture. Tang kommer også til Danmark i november.

Læs også: Polestar 2 får opdatering - ALT er forbedret!

BYD's store SUV har firehjulstræk, over 500 hk og syv sæder som standard.

© BYD

BYD Tang

Opbygning SUV, 7 sæder, 85 kWh batteri, to elmotorer, 516 hk/680 Nm, firehjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t 4,6 sek., topfart 180 km/t, rækkevidde (WLTP) 400 km, ladekapacitet hjemme/ude 11/120 kW.

Dimensioner L/B/H 487/195/173 cm, vægt ikke oplyst, bagagerum 235-1655 liter.

Pris ikke oplyst

Dansk lancering november 2022

Den høje hatchback BYD Atto 3 er på størrelse med Kia e-Niro og har en enkelt elmotor fortil med en effekt på 204 hk.

© BYD

BYD Atto 3 skal under 300.000 kr.

Det nyeste indslag i klassen for kompakte, høje biler er den eldrevne BYD Atto 3. Den er baseret på en nyudviklet platform til elbiler og chefingeniør Allen Yong fortæller, at det er lykkedes at hæve effektiviteten i drivlinen med 20 pct. i forhold til forgængeren ved at samle elmotor, styreenhed, omformer, varmepumpe og øvrige komponenter i én enhed, som samtidig er blevet 20 pct. lettere. Forgængeren der tales om, er aldrig blevet solgt i Europa.

Batteriet har en kapacitet på 60 kWh og kan lades i hjemmelader med tre faser og 11 kW, men kun med op til 88 kW i hurtiglader. Adspurgt om hvorfor den maksimale ladekapacitet er mindre end dagens standard i klassen forklarer Allen Yong, at BYD prioriterer brugbarhed frem for hurtige ladetider. Man garanterer, at de 88 kW er en mulighed ned til -30 ­grader. Rækkevidden er 420 km, og elmotoren placeret fortil yder 204 hk.

BYD skal forhandles og serviceres af Nic Christiansen Group med base i Kolding og bilhuse over hele landet.  Vi vender snarest muligt tilbage med danske priser og test på dansk asfalt.

Atto 3 har en funky kabine sammenlignet med konkurrenterne. Der er umiddelbart intet at udsætte på samlekvalitet eller materialevalg.

© BYD

BYD Atto 3

Opbygning 5-dørs, 5-sædes crossover, elmotor fortil, 60 kWh batteri, forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t 7,3 sek., topfart 160 km/t, rækkevidde (WLTP) 420 km, ladekapacitet hjemme/ude 11/88 kW.

Dimensioner L/B/H 446/188/162 cm, vægt ikke oplyst, bagagerum 440-1338 liter.

Pris ikke oplyst

Dansk lancering november 2022

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...