Nybilsalget faldt med 19,9 pct til 148.295 solgte nye biler i Danmark i 2022 i forhold til året før. En del af forklaringen er formentlig økonomisk afmatning og frygt for usikre tider, men meget tyder på, at der også er en anden væsentlig årsag, især når det gælder én biltype.
Af statistikkerne fra De Danske Bilimportører kan man nemlig læse, at der er importeret et stort antal næsten nye elbiler, uden om de autoriserede, danske importører. Opgørelsen gælder biler, der er under 12 måneder gamle - det man normalt betegner som demobiler.
100 gange så mange elbiler
I alt er der importeret 13.161 biler, der er under 12 måneder gamle, primært fra Tyskland. Det svarer kun til knap ni pct. af nybilsalget i Danmark. Men af de 13.161 biler er 11.966 elbiler, og da der blev solgt 30.828 nye elbiler i Danmark i 2022, udgør parallelimporten af næsten nye elbiler 27 pct.
Til sammenligning blev der i den samme periode kun importeret 127 almindelige benzin-biler, der var under 12 måneder gamle.
Udsigt til prisfald på Tesla
Importørernes manglende levering af elbiler, og de deraf følgende lange leveringstider, er således delvis blevet kompenseret med parallelimport. Det antyder, at det store fald i nybilsalget i høj grad skyldes leveringssituationen.
En af de mærker, der har oplevet stor parallelimport er Tesla.
Noget tyder dog på, at parallelimportørerne har været lidt for ihærdige, for der er nu over 1.000 Tesla 3 og Model Y til salg på biblasen.dk. De skal formentlig nu prisreguleres, efter at Tesla har meddelt, at man sætter priserne ned på de to modeller.
Nybilsalget 2022 top 20
- Peugeot 208 3.918
- Ford Kuga 3.761
- Citoën C3 3.111
- Toyota Aygo X 3.109
- Toyota Yaris 2.796
- VW T-Roc 2.760
- Hyundai i10 2.504
- Mercedes C-klasse 2.460
- Skoda Enyaq 2.431
- Kia Ceed 2.322
- VW ID4 2.322
- Tela Model Y 2.316
- Nissan Qashqai 2.181
- Toyota Yaris Cross 2.104
- VW ID.5 2.023
- Volvo XC40 2.014
- Hyundai i20 1.922
- VW Polo 1.875
- Audi Q4 e-tron 1.780
- Opel Corsa 1.780
- I alt 148.295