Nu går det for vidt: Skal Bil Magasinet bringe en propaganda-artikel til fordel for gammeldags biler med fossildrevne forbrændingsmotorer?
Ja, det er lige, hvad vi skal! Hvis du kører langt og gerne vil gøre det i en fed bil, giver diesel nemlig mening. Især hvis du skal på brugtmarkedet for at købe bil.
Stil spørgsmålet: Hvad skal du bruge bilen til?
Forhandlerne parallelimporterer læssevis af Passat GTE’er, Kia e-Niro og VW ID.3.’ere til et sultent publikum i alle aldre, mens de dejlige Passat TDI’er, Volvo V60 D4’ere og Mercedes C 220 d dieselbiler er parkeret i kulden. Ensomme står de og venter på at blive beskattet ihjel.
Det er her, det er en lille smule interessant at stille spørgsmålet: Hvad skal du egentlig bruge din bil til?
Hvis du har brug for en bil, der kan trække et tungt påhængskøretøj, skal du have en diesel – sådan er det stadig.
Men hvad så, hvis du kører langt og ikke skal trække noget? Så er en diesel stadig det bedste bud. For køber er de gode nyheder, at diesel er talt så meget ned de senere år, at det nu kan ses på brugtpriserne.

En 4-5 år gammel Audi A6 3,0 TDI er et pragtfuldt lokomotiv til langturen. Lindholm Biler tilbyder en fuld service- og reparationsaftale til Audi’en ved 25.000 km om året for 850 kr. pr. måned.
© Marc ØstergaardHenrik Bollerslev er amatørracerkører og indehaver af Lindholm Biler. Han sælger omkring 4.000 nye og brugte biler om året fra sine forretninger i Viborg, Aarhus og Fredericia og har observeret en interessant ting:
Sælger færre dieselbiler i Aarhus
“Kunderne i Viborg og Fredericia er ens, men Aarhus bryster sig jo af at være verdens mindste storby, og det kan vi se ved, at vi sælger færre dieselbiler end i de øvrige butikker. Jo større by, des mere udskammede er dieselbilerne, selv om de leverer noget af det laveste reelle CO2-udslip af alle biltyper,” konstaterer han en iskold vinterdag foran butikken i Viborg, der er tvangslukket, men alligevel formår at levere 28 biler under Bil Magasinets visit den sidste fredag i januar.

Lindholm Biler køber, sælger, servicerer og reparerer alle bilmærker, og derfor er de en interessant og uafhængig kilde til at give et bud på tendenser på brugtmarkedet.
© Marc ØstergaardPolitisk korrekthed sniger sig ind
“Men den politiske korrekthed sniger sig ind. I dag er det ikke kun kultureliten, men også specialarbejderen, der gerne vil have de rigtige meninger. Så kommer han eller hun til os og vil gerne bytte bil for at få noget mere grønt at køre i, men så siger jeg: Hvis du vil tage hensyn til miljøet, er det så ikke bedre at køre videre i din dieselbil?"
"Det kommer bag på mange, at man kan se sådan på det. Jeg havde en kunde i telefonen den anden dag med arbejde i genbrugsindustrien. Han kører 120 km hver vej hver dag, og spurgte, om han skulle have en af de der hybridbiler. Nej, sagde jeg, du har to muligheder: Du skal have en nyere dieselbil, eller også skal du over på ren el. Det var han lidt overrasket over,” siger Henrik Bollerslev.
Diesel vil tabe mere i værdi end benzin
Hvad siger Bilbasen – vil en brugt diesel rasle ned i værdi?
“Afskrivningen på en brugt diesel kan være høj, især hvis bilen er købt for dyrt. Det gælder faktisk alle biler men er særligt problematisk med gamle dieselbiler. Den tendens vil blive forstærket de kommende år, af den årsag, at bilerne bliver sværere og sværere at sælge. Men det fjerner ikke det faktum, at de får en anbefaling, hvis man kører mange kilometer og vil have høj komfort,” siger Jan Lang fra Bilbasen.

3 x brugt diesel, der er faldet i pris
Hos Lindholm Biler i Viborg finder vi tre brugte dieselbiler med det til fælles, at de er markant billigere end de tilsvarende benzinvarianter (for fem år siden ville det have været omvendt).
Stort bagagerum og lavt forbrug
2018 Ford Focus 1,5 TDCI 120 Trend st.car, 78.000 km, pris 139.900 kr.
R4, 1,5-liters turbodiesel, 120 hk, angivet forbrug 26,3 km/l
Besparelse diesel: 25.000 kr.
TIP Den grå Focus stationcar fra 2018 har en stærk og sparsommelig dieselmotor, der kan køre 22-24 km/l i virkelighedens verden. Den er mindst 25.000 kr. billigere end en tilsvarende Focus 1,0 med 3-cylindret turbobenziner.
Hævet Volvo til relativt fornuftig pris
2018 Volvo V40 Cross Country D2, 85.000 km, pris 194.900 kr.
R4, 2,0 turbodiesel, 120 hk, angivet forbrug 27,0 km/l
Besparelse diesel 50.000 kr.
TIP Volvo’en har 2-liters diesel af egen avl og er baseret på samme platform som Ford’en, men var dyr fra ny og kan være en genvej til en lidt speciel bil i premium-klassen. Den er mere end 50.000 kr. billigere end en tilsvarende benzinvariant.
Nu bliver det interessant
Denne skribent liver op, da Henrik finder en 6-cylindret diesel-Audi. Den metalgrå A6 3,0 TDI er fra 2014 og i fin stand. Den ligner ikke en ny Audi udefra, men sæt bagdelen i det lyse læder, indstil stol og rat, og tryk på startknappen. Nu kommer den velkendte dieselbrummen fra en magtfuld motor med et serviceinterval på 30.000 km.
Den går gerne 15 km/l i snit, hvilket er ingenting i forhold til en 4-cylindret A6 diesel – eller en ny A6 plugin-hybrid – men lyden! Den er ubetalelig.
Den 3-liters diesel trækker på alle fire hjul og leverer et sundt moment på 500 Nm nede fra 1.400 o/min. S-tronic står for en harmonisk 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse.
2014 Audi A6 3,0 TDI quattro S-tronic, 136.000 km, pris 299.900 kr.
V6, 3,0 turbodiesel, 245 hk, firehjulstræk, 7-trins dobbeltkoblingsgear, angivet forbrug 16,9 km/l
Besparelse på diesel: Mindst 100.000 kr.

Audi’en er fra 2014. For tre år siden ville den have kostet lige så meget om en 3,0 TFSI benziner, men i dag er den mindst 100.000 kr. billigere.
© Marc ØstergaardDen grå Audi er dejlig, og det er meget godt, men hvad så, når den skal på værksted? Sart dieselteknologi vil jo koste mig en formue?
Ikke ifølge erfaringerne med alle mulige bilmærker fra Lindholm Bilers værksted. Her er konklusionen, at der i dag er identiske driftsomkostninger på diesel og benzin.
“Tidligere kunne der være bøvl med højtryksdyser og turboladere på dieselbiler, men i dag har benzinbiler samme teknologi, og begge har partikelfilter. Vi solgte flere hundrede af den forrige Focus-model med dieselmotor fra PSA. Det var Euro 4 og Euro 5 med problemer med tilsodning ved korte ture, men det er efterhånden mange år siden, og i dag har vi ingen generelle problemer med diesel,” siger Henrik Bollerslev.
Vidste du?
Standarder for emission fra dieselbiler besluttes af EU-kommissionen. Euro 5 gælder dieselbiler produceret 2009-15, mens Euro 6 gælder fra sept. 2015.