audi q4 elbil levering brugt
Audi Q4 e-tron© Audi AG

KAOTISK brugtmarked: Nu falder antallet af brugte elbiler til salg

Audi Q4 og mange andre elbiler har været dyrere som brugte end som nye, men nu viger brugtpriserne samtidig med at det samlede udbud af brugte elbiler falder

3. november 2022 af Steen Bachmann

Brugtpriser på Audi Q4 falder

Brugtmarkedet har været kaotisk siden starten af 2020, hvor lockdown som følge af covid-19, forsyningskrise og senest krig i Ukraine har vendt op og ned på alt. 

Normale mekanismer med udbud og efterspørgsel er udsat for turbulens, blandt andet fordi mangel på nye biler har skabt en bølgeeffekt, som har skubbet priserne på brugte biler i vejret.

For første gang i 18 måneder faldt prisindekset for brugtbilmarkedet i september, og selv om faldet er marginalt, så er det åbenlyst, at prisrettelserne på lagerbilerne og prissætningen af de nye annoncerede biler understreger, at priserne er på vej ned. 

Priser fortsætter med at falde i oktober

I slutningen af oktober 2022 er der omtrent 6.300 brugte elbiler til salg efter en top på godt 6.500 for et par uger siden. Antallet falder altså i antal eksemplificeret af Tesla Model 3, hvor der nu er under 1.100 til salg efter en top på omkring 1.400, ligesom søstermodellen Tesla Model Y nu er under 400 i antal til salg.

Bilbasen skriver, at der er flere biler til salg (godt 400) end i foregående uge, liggedagene for de mest solgte biler er nu oppe på 42 i snit, besøgende droppede igen til under 700.000, og antallet af prisrettelser er fortsat højt, både i antal og nominelt.

Artiklen er opdateret den 4. november 2022.

Få en Q4 i morgen!

Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen har set på en af de mest populære biler lige nu, den eldrevne Audi Q4 e-tron, som er søsterbil til VW ID.4 og Skoda Enyaq.

Hvordan er leveringssituationen for en brugt Audi Q4?

“Der er over 150 brugte Q4 e-tron til salg i øjeblikket og nærmest alle til omgående levering. Der er enkelte af dem, der er med levering senere på året eller ind i 2023. Q4 e-tron er en af de biler, der har kendetegnet brugtbilmarkedet gennem hele 2022 i form af høj efterspørgsel, fordi de har været udfordrede på leveringerne af nye, hvor der har været op til et års leveringstid eller længere afhængig af batteristørrelse og udstyrsniveau. Det har fået forhandlerne til at tage biler hjem i stor stil fra Tyskland, og de kan derfor levere med det samme,” siger Jan Lang til Bil Magasinet.

audi q4 brugt elbil
© Bil Magasinet

Bilbasen: Prisboble er ved at briste

Skal man betale overpris for den?

“Ja. Indtil nu. Vi kan se, at priserne på de dyrere elbiler er på vej ned, og det er også tilfældet med Q4 e-tron. Ville du have en af de eftertragtede udgaver med det store batteri og højt udstyrsniveau for tre måneder siden, så var prisen på brugtbilmarkedet op i mod 70.000 kr. højere end den reelle nypris. Men det har Q4 e-tron ikke været alene om. Det så vi også på Skoda Enyaq, Kia EV6, Hyundai Ionic 5 og VW ID.5. Den gode nyhed for bilkøberne er, at prisboblen på brugtbilmarkedet for nyere elbiler er ved at briste.”

Er markedet mættet for elbiler?

“Nej, men det er udfordret. Der har været en massiv efterspørgsel gennem hele 2022 frem til starten af september, og så har forbrugerne trukket sig lidt tilbage. Det opfatter jeg som naturligt i forhold til såvel prisniveauer for de mest eftertragtede elbiler, som har været unaturligt høje, men også de udsigter som er for vores økonomi på kort og mellemlang sigt. Når økonomien har stabiliseret sig, vil der fortsat være en massiv efterspørgsel efter brugte, nyere elbiler, men til mere rimelige priser. Det er faktisk gode nyheder for elbilkøberne.”

Stagnerer brugtmarkedet lige nu, som det sker for boligmarkedet?

“Ja, både i forhold til august og september sidste år. Der bliver stadig handlet brugte biler, men forbrugerne afventer lige den økonomiske situation og derfor også, om de skal købe ny eller brugt bil.”

Der er ikke noget der hedder normalt

Bliver markedet normalt i 2023?

“Det kommer an på, hvad der er normalt. Først drev coronarestriktioner forbrugerne væk fra offentlige transportmidler og over i bilen, så der i 2020 og 2021 blev solgt et rekordhøjt antal brugte biler – i 2021 det højeste antal nogensinde med 446.000 salg. I 2022 er der sket opbremsning fra slutningen af juli. Når priserne har rettet sig fra det høje niveau, vi oplever nu, så kommer efterspørgslen langsomt tilbage. Men de seneste par år? Nej.”

Prisrettelser for elbiler på Bilbasen oktober 2022

300.000 - 399.999 kr: 166 (178)*

400.000 - 499.999 kr: 245 (311)*

500.000 - 599.999 kr: 191 (204)*

* antal rettelser i ugen før

Elbilerne blev i snit sat 25.809 kr ned i snit.

Nedsat i uge 43: 691
Nedsat i uge 42: 743

I korte træk: Der var 688.000 besøgende i uge 43. Udbuddet steg til 58.500 biler i alt, liggedagene steg til 42 dage i snit. Der var 2.912 prisrettelser med 11.912 kr i snit i nedsættelse.

Læs også: Elbiler i 2023.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...