© M. Ovesen Photography og FotoFyn

Bøderegn til bilfest: Folkene bag anklager politiet for chikane

Tuning-/stylingmiljøets årlige bilfest, ”Danmarks Hurtigste Bil” blev hærget af en bøderegn fra en talrig, energisk politistyrke på stedet. Folkene bag mener, der er tale om en skadelig chikane. Flere lignende arrangementer er allerede aflyst. Politiet mener, de gjorde deres arbejde.

15. juni 2022 af Mikkel Thomsager

Klapjagt på entusiaster

Hvad der startede med en lovændring, som skulle rammer rockertyper uden respekt for færdselsloven, har udviklet sig til en decideret politijagt på bilentusiaster. Det mener mange i det danske tuning-/stylingmiljø efter at deres årlige bilfest, ”Danmarks Hurtigste Bil” eller DHB, der holdes hvert år i juni på Padborg Park, endte i en bøderegn fra en talrig. energisk politistyrke på stedet.

Allerede inden arrangementet startede, var rygterne om politiets nye nultolerance-politik tilsynelandende kommet arrangementet i forkøbt, hvilket reducerede interessen for arrangementet betydeligt. 

Ifølge arrangøren, Tom Pedersen fra Padborg Park, tiltrak DHB i år ca. 5.800 gæster. Ved seneste arrangement i 2019 kom der 7.000 gæster.

© M. Ovesen Photography og FotoFyn

Bøde for klistemærke i forrude

Og under arrangementet var politiet særdeles ihærdige. I 2019 skrev politiet ifølge Ekstra Bladet 170 sager. I år blev det 466 sigtelser ifølge tuning-/stylingsitet Boosted.dk, altså med udgangspunkt i betydeligt færre deltagere og ikke mindst betydeligt færre biler.

Tilsyneladende var ingen overtrædelser for små. Angiveligt fik en bilist bøde for at have to ”Wunderbaum”-duftepap hængende i bakspejlet, idet det ifølge betjenten spærrede for chaufførens udsyn. 

Politiet men dog ikke, der er udstedt bøder alene for at have noget hængende i bakspejlet, men det ligger fast, at Karin på 70 år, der er medarbejder på Padborg Park, fik en bøde på 1.000 kr. plus en synsindkaldelse, fordi hun havde et klistermærke i overkanten af forruden på sin Kia Picanto. Angiveligt spærrede det også for Karins udsyn.

High on Cars: Katastrofalt

”Det er en katastrofe og en helt urimelig og uforståelig fremgangsmåde fra politiets side. DHB er samlingssted for tuning-/stylingfolket. Det er her entusiaster mødes under sikre og ordnede forhold, og nu bliver de skræmt væk. Det er fair og kun rimeligt, at politiet overvåger arrangementet og griber ind over for indlysende ulovligheder, men bøder for petitesser, som i alle andre sammenhænge ville medføre en venlig påtale, giver denne fremgangsmåde karakter af chikane”, siger Niels Becker fra Youtube medie ”High on Cars”.

Politiet har fået flere muligheder for at beslaglægge biler, efter en lovændring initieret af en dødsulykke i København, hvor en påvirket rockertype påkørte en bil på Langebro i juli 2019, og dræbte en person. Men angiveligt skyldes langt de fleste af de sager, der blev optaget ved DHB 2022, ikke den eller andre nye love. Det undrer også arrangøren af DHB.

Aflyser træfs

”De love, der blev henvist til under mange af de sager, som blev optaget den weekend, er ikke nye. Her er der tale om en ny og tydeligvis strammere administration af kendte love. Hvorfor ved vi ikke, men det kan ikke passe, at Danmark er det eneste land i Europa, hvor man ikke kan dyrke sin bilhobby under fornuftige og kontrollerede forhold. 

Regler er regler, men der er også noget, der hedder sund fornuft. Den var ikke i brug fra politiets side ved DHB i år”, siger Tom Pedersen fra Padborg Park, som frygter at 2022 var sidste DHB nogensinde. 

High on Cars har allerede meddelt, at de ikke vil gennemføre nogle af de ellers planlagte træfs i 2022.

© A. Hansen

Politi melder hus forbi

Syd- og Sønderjyllands Politi kan dog ikke genkende hverken Tom Jensens eller Niels Beckers udlægning af begivenhederne, og politiet tilbageviser også Ekstra Bladets statistik om sager:

"Antallet af sigtelser i forbindelse med kontroller ved Danmarks Hurtigste Bil ligger stabilt. Arrangementet er ikke blevet afholdt de seneste to år på grund af corona. I 2018 blev 466 sigtet, præcis det samme antal som i år, mens antallet af sigtelser i 2019 var 421. Til gengæld blev langt flere biler kaldt til syn i 2019, hvor 98 bilejere fik en synsindkaldelse. 

I år blev 50 biler kaldt til syn, i 2018 var det 48. Så niveauet er stabilt. Man skal være klar over, at der er tale om mange alvorlige overtrædelser, hvor færdselssikkerheden er i fare. Vi har for mange alvorlige trafikulykker i Syd- og Sønderjylland og vægter hensynet til andre trafikanters sikkerhed meget højt", siger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som heller ikke vil vedkendes sig anklagen om at ”gå i for små sko”.

Også mange påtaler

”Uanset om en kontrol sker på landevejen, ved et arrangement eller på anden vis, så er det i nogle tilfælde et skøn, hvorvidt vi nøjes med en påtale eller vi uddeler en bøde. Vi lægger den samme vurdering til grund ved dette arrangement, som vi gør ved alle andre arrangementer. 

Ved kontrollerne i weekenden gav vi mange påtaler i stedet for bøder, og flere af de kontrollerede fik mulighed for at udbedre lovovertrædelser på stedet, så de kunne undgå en bøde. Havde vi ikke gjort det, ville der være givet en del flere bøder, end der blev. Så jeg synes ikke, at kritikken om at vi går i små sko, er rimelig”, siger politiinspektøren.

Han bekræfter dog, at han skal have et møde med Tom Jensen, med henblik på at diskutere forløbet.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...