© FDM

Biludlejere i udlandet tager overpriser for leje af autostole

FDM-undersøgelse viser, at udlejningsselskaber tager op til 1.000 kr. for leje af en autostol i en uge. De danske biludlejere er trætte af historierne: Vi behandler vores kunder ordentligt, lyder det

3. juli 2018 af Steen Bachmann

Alt, alt for høje priser og mangelfuld instruktion. Sådan lyder kritikken fra FDM, når det gælder udlejning af autostole til børn.

De hårde ord kommer, efter at FDM igen har undersøgt prisniveauet, udvalget og produktbeskrivelserne af autostole i forbindelse med leje af bil hos fire af de største biludlejningsselskaber; Avis, Hertz, Sixt og Budget.

Det er anden gang, at FDM undersøger leje-markedet for autostole. Første gang var i 2016. Og igen viser den, at forbrugerne stadig betaler overpris for en uges leje på fire udvalgte feriedestinationer. 

Overpriser fra Hertz

Dyrest er Milanos Malpenza lufthavn, hvor Hertz tager 132 euro (990 kr.) for en uges leje af en autostol. Dermed kan prisen på leje af to autostole nemt overstige, hvad det koster at leje selve bilen.

”Det er skuffende, at biludlejningsselskaberne stadig tager så ublu priser for at leje en autostol. Som vores seneste undersøgelse viser, nærmer prisen for en uges leje sig prisen på en helt ny autostol. Det er ikke rimeligt og gør det svært ikke at få en mistanke om, at selskaberne udnytter situationen, hvor børnefamilier har brug for autostole. I værste fald kan det få nogle til at gå på kompromis med sikkerheden og vælge en dårligere løsning eller helt undlade at leje autostol, fordi prisen er så høj,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Tag din egen autostol med

Vil man undgå at betale de høje lejepriser og være sikker på, at ens barn sidder i en sikker autostol, anbefaler FDM, at man tager sin egen autostol med på rejsen. 

Hos de fleste flyselskaber er det på lige fod med klapvogne ikke noget, der koster ekstra. 

Man bør dog altid undersøge, hvordan reglerne er på flyselskabets hjemmeside, og man skal stadig sikre sig, at stolen passer til bilen.

Sådan gjorde FDM

FDM har undersøgt, hvad det koster at leje autostole til et barn på halvandet år og et på 4 år i hos hhv. Avis, Hertz, Sixt og Budget.

Destinationerne er Milano, Malaga, München og Mallorca.

Priserne er for en uges leje i uge 29 og uge 42 (efterårsferien).

Udover priser undersøgte FDM også selskabernes produktbeskrivelser og udvalg af autostole.

Danske biludlejere er trætte af dårligt ry

”Det kan godt være, der er nogle selskaber, der kan tjene lidt ekstra på at snyde intetanende turister i Sydspanien. De skal aldrig se dem igen. Men hvis du lejer en bil i Danmark hos et af de etablerede selskaber, så tør jeg godt udtale mig bredt for branchen og sige, at vi behandler vores kunder rigtig godt. Derfor er det ærgerligt, at de historier der komme op i de danske medier fortæller at ”..biludlejerne snyder..” Det får det til at lyde som det også er de danske,” skriver Christoffer Greenfort, sekretariatschef for Dansk Mobilitet (tidligere Danske Bludlejere), i en pressemeddelelse.

Dansk Mobilitet peger på, at kun ganske få klager over biludlejere ender hos det offentlige forbrugerklagesystem. I 2015 og 2016 blev der oprettet 43 klagesager hos Center for Klageløsning vedrørende billeje.

Kun få klager over biludlejere i Danmark

Til sammenligning blev der i 2017 ifølge Euromonitor udlejet 780.000 biler i Danmark hos de store selskaber som Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt, der alle er medlemmer af Dansk Mobilitet. 

Det er derfor under én promille af tilfældene, der ender som en offentlig klage.

"Selvfølgelig er der nogen, der klager over den service, de får. Det kan ikke undgås, men det er en forsvindende lille procentdel, der rent faktisk klager, så jeg håber, at sådan tal gør det klart, at folk trygt kan leje en bil i Danmark uden at få en dårlig oplevelse,” siger Christoffer Greenfort.

Måske er du interesseret i...