Hyundai Ioniq Plug-in og Toyota Prius Plug-In
Hyundai Ioniq Plug-in og Toyota Prius Plug-In © Søren Juul

Bilernes Hus: Vi sælger næsten ingen brugte biler med kabler

Danmarks største bilhus i Silkeborg kunne sælge mange flere brugte biler med kabler, hvis de fandtes på brugtmarkedet. Få forklaringen her

21. november 2018 af Steen Bachmann


Købere af brugte biler er interesserede i at få mere at vide om hybrid- og elbiler. Der er bare ét problem: Der er meget få på brugtmarkedet, og de, der findes på internationale auktioner, købes som regel af norske opkøbere.

Skal jeg købe benzin eller diesel?

Vi skyder fem hurtige spørgsmål afsted til adm. direktør for Bilernes Hus i Silkeborg, Ivar Dyrlund.

Hvad er det mest stillede spørgsmål fra potentielle kunder til en brugt bil i Bilernes Hus lige nu?

"Næsten alle kunder ønsker en forklaring eller vejledning til hvilken form for brændstof, der passer direkte til deres behov. Kunderne er mere end nogensinde i tvivl om forholdet mellem benzin- og dieselbiler, og hvad man skal vælge. Derfor er det meget naturligt også det, kunderne oftest søger svar på."

2018 Hyundai Ioniq Plug-In Hybrid interior kabine copenhagen
2018 Hyundai Ioniq Plug-In Hybrid © Søren Juul


Hvordan er interessen for brugte biler med kabler?

"Lige nu oplever vi ikke megen direkte interesse på brugte biler med kabler, men vores kunder er generelt nysgerrige og spørger til fremtidens drivmidler i biler."

Nordmænd støvsuger markedet for grønne biler

Hvilke muligheder har I for at opkøbe nyere, brugte grønne biler som Kia Optima Plug-in, Hyundai Ioniq Plug-in og Nissan Leaf?

"Vi har selvfølgelig mulighed for at byde på diverse auktioner, men for at være ærlig, har vi endnu ikke købt det helt store, da vi typisk oplever generelle høje bud fra eksempelvis Norge og andre lande med stor efterspørgsel på denne type biler."

2018 Toyota Prius Plug-in Hybrid interior copenhagen
2018 Toyota Prius Plug-in Hybrid © Søren Juul


Hvad er jeres råd til en køber, der kører 15.000 km blandet om året og er ude efter en brugt grøn bil i mellemklassen til et budget på 200.000 kr.?

"Så vil vi typisk anbefale en ny Volkswagen Polo til lige over 200.000 kr., og gerne en 1,2 TSI turbobenzin. Alternativet kunne være en brugt Golf. Det er begge modeller med tidløse design og en komfort som ingen andre konkurrenter på det prisniveau. Samtidig er de billige at vedligeholde."

Bolden ligger hos politikerne

Hvor lang tid går der, før Bilernes Hus vil kunne tilbyde et bredt udvalg af brugte hybrid- og elbiler?

"Det er meget svært at sige. Det kommer helt an på vores omgivelser og vilkår, lige fra lademuligheder og generel rækkevidde på drivlinjen til leveringstid og antal på bilerne, som faktisk har været et større problem. Vi vil meget gerne være en aktiv del af fremtidens bilmarked, men lige nu ligger "bolden" alle andre steder end hos forhandlerne."

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.