Nicklas Bendtner får konfiskeret sin Porsche Taycan Turbo S

Bendtner anklaget: Vi snupper Porsche'n, tak!

Den danske fodboldstjerne Nicklas Bendtner har tidligere været på kant med loven. Nu står han, efter en række forseelser, til at miste sin Porsche Taycan

17. april 2021 af Frederik Hauschildt

Syv forseelser siden juni

"Den tidligere danske landsholdsprofil Nicklas Bendtner skal atter stå skoleret foran en dommer i Københavns Byret.

Her vil fodboldspilleren stå tiltalt for i alt syv forhold, der alle vedrører overtrædelse af færdselsloven.

Af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, fremgår det, fem af de syv forhold vedrører kørsel uden kørekort, mens de resterende to forhold vedrører hastighedsovertrædelser."

Det skriver B.T. fredag 17. april 2021.

Kørte uden kørekort

Strengen af lovovertrædelser startede den 9. juni 2020, hvor Nicklas Bendtner kørte for stærkt uden kørekort. Et tema, der skulle følge fodboldstjernens forseelser i de kommende måneder. Hastighedsovertrædelsen var dog relativt mild med 58 km/t i en 50 km/t-zone.

Få måneder efter, blev Bendtner så knaldet igen. Den her gang var det med 157 km/t på et stykke af Helsingørmotorvejen, der ellers maksimalt tillader 110 km/t. 

Desuden blev han siden snuppet to gange: Én på Amagermotorvejen i februar, og endnu en på Færgestationsvej i Rødby. Alle forseelser var som forventeligt uden, at Nicklas Bendtner havde generhvervet et kørekort at få klippet i.

Nu skal Taycan konfiskeres

Nicklas Bendtner foretog ifølge B.T. alle lovovertrædelserne i en Porsche Taycan Turbo S. Med 625 hk og en boostfunktion der hiver 761 hk ud af elmotorerne periodisk, er det intet under, at han har formået hastighederne. Porsche skilter i skrivende stund med bilen til en nypris på 2.051.252 kr.

Anklagemyndigheden mener, at en bødestraf ikke er tilstrækkelig, og har indgivet begæring om beslaglæggelse af den eldrevne Porsche, der kan ende med at staten konfiskerer den. Retssagen begynder den 27. april.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...