Honda Civic VIII til service på værkstedet

Autobutler - så meget koster et stort service

Du kan spare penge ved at indhente tilbud fra flere værksteder hos prisportalen Autobutler, viser vores analyse. Bilbranchen peger dog på farer ved at bruge billige mekanikere. Læs vores analyse.

14. januar 2014 af Steen Bachmann

Hvis der er én branche, der virkelig er berørt af muligheden for at sammenligne priser på internettet, er det eftermarkedet for biler. Det omfatter alt, der har at gøre med en reparation, vedligeholdelse, serviceeftersyn og reservedele, og her vakte prisportalen Autobutler bekymring, da den blev lanceret i 2010.

Hvad er autobutler

Autobutler er en portal for formidling af tilbud fra værksteder, og alene i 2012 noterede man en firedobling i antallet af brugere, ligesom to e-handelspriser samme år var med til at placere virksomheden på kortet. Forretningsmodellen er simpel: Værksteder betaler et bidrag til Autobutler hver gang, en kunde accepterer et tilbud fra portalen, og for kunderne er det gratis at benytte tjenesten.

Konservativ branche: Ikke brug for mellemled

Brancheforeninger for autoforhandlere og værksteder peger på, at der ikke er brug for et fordyrende mellemled i en i forvejen trængt branche, og at en almindelig bil ejer ikke har en jordisk chance for at sammenligne tilbud fra forskellige værksteder.

"Forbrugerne bliver ladt i stikken, fordi de ikke reelt kan gennemskue, om bilens reparation bliver udført på en kvalitetsmæssig forsvarlig måde," siger Hans-Jørgen Jørgensen, der er adm. direktør hos Als Motor A/S og bestyrelsesmedlem i Dansk Automobil Forhandlerforening.

I april 2012 skrev direktør i CAD, Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, Erik S. Rasmussen på vegne af sine 1.800 medlemmer: "Jeg fastholder mit råd til vore medlemmer i CAD - hold jer langt væk fra at sætte jeres gode håndværk på auktion til mindst bydende." Indlægget blev bragt i branchebladet Motor-Magasinet som kulmination på en debat mellem Autobutler og branchens etablerede aktører.

Forskel på værksteder

En central forskel på de frie og mærke værksteder er, at mærke værkstederne har faste omkostninger til store bilhuse og mange fastansatte, mens de frie og typisk mindre værksteder har variable omkostninger, som kan have et bedre tilbud til dig. Det er en del af forklaringen på de generelt højere timepriser på mærkeværkstederne. De seneste år har mærkeværkstederne tabt markedsandele til de frie, og derfor er der kræfter i branchen, der føler sig kompromitteret af en portal med frit udbud af opgaver og nem sammenligning af priser.

Autobutler: Sådan er udviklingen

"Det er sidste krampetrækning fra en branche, hvor man har gjort som man plejer i generationer og ikke vil se de nye markedsvilkår i øjnene, og det samme, som sker eller er sket i tøj-, møbel- og bolig-branchen. Vi går til forhandlerne og værkstederne og siger: I er gode til jeres håndværk og vi er gode til at få folk til at skaffe kunder via nettet. Så lad os samarbejde til alles bedste," siger Peter M.O. Ziegler, partner og marketingchef for Autobutler, til Penge & Privatøkonomi og Bil Magasinet. Han peger på, at den konservative del af branchen var utroligt fjendtlig i 2010, men at der i dag er større forståelse for Autobutlers berettigelse.

Medvirker I til at dumpe priserne?

"Vi formidler tilbud fra vores værksteder, men blander os ikke i deres priser. Kvaliteten af vores tilmeldte værksteder og deres mekaniker er et vigtigt parameter for os. Vi afviser ugentligt baggårds mekaniker, der tror, at de kan være med i Autobutler , men vi kræver, at vores værksteder er medlemmer af en kæde eller en organisation som D.A.F eller CAD, eller er autoriserede. Vores målsætning er ikke til at presse priserne, men at skabe gennemsigtighed og sammenlignelighed," siger Peter M.O. Zigler.

Han peger på portalens konsekvent skriftlige tilbud som en anden fordel: Langt de fleste klagesager over bilens reparation skyldes uenighed om, hvad der var aftalt, men det problem er elimineret på forhånd, fordi der kun formidles skriftlige aftaler hvor alt er aftalt på forhånd via Autobutler.

Mere kompliceret end det lyder hos Autobutler

Inden du kaster din bil i et stort serviceeftersyn i en ukendt mekaniker fra Autobutler , bliver vi nødt til at grave lidt mere. På Audi'en i skemaet er der tale om tre relativt gennemskuelige opgaver, idet service af motor og aircon skal udføres efter Audis forskrifter, og skift af en forrude vel kun kan gøres på én måde?

"Det lyder fint, men tingene er ikke så enkle i virkeligheden. Det er problemet med forretningsmodellen hos Autobutler ," siger Brian Madsen, der er indehaver af Universal Bilpleje på Amager og har været i forskellige dele af branchen siden starten af 1990'erne.

"Service og tandremsskift er sådan set regulært arbejde for en mekaniker , men overlader man det til en ukyndig at udskifte for eksempel en forrude, kan resultatet blive fatalt. Man skærer forsigtigt den gamle rude fri med en skarp kniv, og det kræver håndelag og erfaring at undgå at ødelægge selve ruderammen eller instrumentbordet.”

Fare for sjuskede mekanikere

Brian Madsen peger på, at en almindelig bilejer er på Herrens mark ved mere specialiserede opgaver som f.eks udskiftning af styrekugler, for her kan en sjusket mekaniker for at spare tid og penge finde på at montere de nye dele samme sted som de gamle og håbe det bedste - i stedet for at foretage den nødvendige firehjulsudmåling. Når kunden så kommer tilbage og siger til sin mekaniker , at hans bil ryster og slider dækkene skævt, kan værkstedet sige, at det ikke vedrører dem, og at kunden har fået det stykke arbejde, han eller hun har betalt for. Her burde der have været foretaget en firehjulsudmåling, men for at holde prisen nede, har man valgt at undlade dette. Og til hvis fordel ??

Ikke nemt at gennemskue eftermarkedet

"Og endnu værre går det ved komplicerede opgaver, som kræver specialviden. Her ville jeg i hvert fald ikke selv sende min bil til en tilfældig mekaniker , jeg har fundet på nettet. På den anden side ER det ikke nemt for bilejerne at gennemskue eftermarkedet. Jeg har fornylig klargjort en fin ældre Audi A4 Cabriolet, hvis ejer var rystet, da vi talte om priser på service. Han havde lige modtaget en faktura fra det lokale Audi-værksted på 21.000 kr. for helt almindelig service og et par småting. Regninger i dén størrelsesorden får man kun én gang, før man finder et billigere værksted," lyder det fra Brian Madsen.

Konklusionen når man sammenligner værkstedstilbud er, at man SKAL sikre sig, at det er det samme, man sammenligner, og ikke blot stole på, at en given reparation kun kan udføres på én måde.

”En mekaniker fra Autobutler er ikke tilfældig, og der stilles høje krav til deres tilknytning til branchen. Der medfølger en uddybende værkstedsprofil med alle modtagne tilbud , der beskriver værkstedets kompetencer, tidligere brugeres bedømmelser, billeder med mere. Alt sammen med målet om at give den nødvendige information, så bilejeren kan træffe et informeret værksted ,” svarer Peter M.O. Zigler fra Autobutler .

Autobutler - Betydelige besparelser at hente

Hvad betyder den skærpede konkurrence i autobranchen så for den almindelige bilejer? Konklusionen på vores analyse af to konkrete opgaver på en Audi og en Passat viser som forventet, at der er betydelige besparelser at hente ved at spørge flere værksteder om samme opgave. Der er ikke noget nyt i, men portalen gør det meget nemmere og overskueligt at udføre et pristjek.

Sjælland har stadig de dyreste værksteder

Penge & Privatøkonomi og Bil Magasinet har indhentet tilbud på to større rutinemæssige opgaver på en Audi og en Volkswagen hos værksteder fire steder i landet. Tilbuddene viser, at mærke værksteder er dyrere end de frie værksteder , og billigere at få lavet sin bil på Fyn og i Jylland end på Sjælland. Den gennemsnitlige pris for et stort service, et aircon-eftersyn og en ny forrude i en Audi A4 er 7.051 kr. hos de frie værksteder og 12.429 kr. hos Audi-værkstederne (snitbesparelse: 5.377 kr.).

På vores læsers Passat 2,0 TDI fra 2007 skal der skiftes tandrem og udføres stort serviceeftersyn , og snit prisen hos de frie værksteder er 8.390 kr. og hos VW 10.323 kr. (besparelse: 1.933 kr.). Her skal det bemærkes, at et af VW-værkstederne selv gjorde opmærksom på en aktuel kampagne med 20 pct. rabat på tandremsskift, hvorfor det faktisk er på prisniveau med de billigste frie værksteder. Det betyder, at det i høj grad betaler sig at holde øje og spørge til mærke værkstedernes tilbud, der ofte kan være værd at køre langt efter.

Begge læserbilerne er fra 2007, hvorfor begrebet kulance er uaktuelt. Ingen bilimportør vil betale en reparation eller dele heraf på så gamle biler, hvorfor argumentet om at blive hos sit mærke kun har følelsesmæssig betydning.

Bliv på mærkeværkstedet med nyere bil

Konklusionen er, at du bør holde dig til dit mærkeværksted til mindst ét år efter garantien er udløbet. I den periode kan du forvente at få repareret dyre reparationer pr. kulance (når en importør vælger at betale for en reparation, selv om fabriksgarantien er udløbet). Derefter gælder det om at finde et værksted , du har tillid til.

Autobutler giver dig et hurtigt overblik over prisniveauet, og du kan med fordel benytte deres tilbud bilens reparation . Er du i tvivl om reparationens karakter handler det i højere grad om tillid, og her kan det autoriserede værksted have en fordel, fordi de har større kendskab til din bil.

kunde aflevere nøgler til personalet på værkstedet
© iStock

Sammenligning af tilbud fra Autobutler

Tilbud på reparationer indhentet via autobutler.dk hos hhv. mærkeværksteder og frie værksteder:

   Audi A4 Avant 2,0 TDI VW Passat Variant 2,0 TDI  
Årgang 2007 2007
Kørte km 146.000 km 145.000 km
Reparationer

Stort service
Stort aircon service
Ny forrude

Stort service
Tandremsskift

Mærkeværksteder snit
totalpris for samlet opgave

12.428,62 kr. 10.322,50 kr.
Frie værksteder snit
totalpris for samlet opgave
7.051,20 kr. 8.389,64 kr.
Besparelse v/frie
værksteder
5.377,42 kr. 1.932,86 kr.

Kilde: Penge & Privatøkonomi

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...