© S. Bachmann

Autobranchen: Hallo Christiansborg - hvornår sker der noget?

Mens bilsalget er ved at gå i stå, er der tavshed fra regeringen og Finansministeriet. Det er uanstændigt over for en hel branche, mener Autobranchen Danmark

24. november 2020 af Steen Bachmann


S-regeringen forhandler i øjeblikket med Folketingets øvrige partier om finansloven for 2021, herunder en omlægning af bilafgifterne. 

Den 7. september fremlagde Transportkommisionen under ledelse af Anders Eldrup sin første delkonklusion for, hvordan man kan opnå et stort antal grønne biler i 2030. Kommisionen har efter tre års arbejde foreslået at gøre afgiften grønnere ved at beskatte biler efter, hvor mange gram CO2 de udleder per kørt kilometer. Den foreslår også at indføre et ekstra bundfradrag til el- og hybridbiler.  

Regeringen vil hæve afgifter på alt med fire hjul

Regeringens eget forslag til nye bilafgifter er pinligt, hvis du spørger os, for de vil stort set hæve afgifterne på alt med fire hjul - for eksempel bør afgifterne på en Peugeot 3008 plugin-hybrid hæves, så dens pris vil stige med 130.000 kr. - på trods af et samtidig ønske om at sænke CO2-udslippet fra transportsektoren.  

S-regeringen med vanvittigt forslag: Brandbeskat grønne biler!

Bilsalget er på vej til at gå i stå

i mellemtiden er bilsalget ifølge Dansk Industri påvirket af uvisheden om, hvad nye biler koster efter nytår. Salget af nye biler faldt med 18 pct. i oktober i forhold til året før.

Skatteministeren: Bilafgifterne er alt for høje

”Tallene viser en tilbagegang i det generelle personbilsalg, hvilket må tilskrives usikkerhed, som følge af de nuværende politiske forhandlinger om nye bilafgifter. Vi håber, at politikerne hurtigst mulig kommer til enighed om en ny, grøn bilaftale, der rækker langt ind i fremtiden,” sagde direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig, den 2. november 2020.

Siden er der ikke sket andet, end at forhandlingerne er flyttet fra et ministerium til et andet. 

Skatteminister giver op

Den 20. november skrev Berlingske, at skatteminister Morten Bødskov (S) har opgivet at skabe et kompromis om bilafgifterne. Partier uden om regeringen kræver mere støtte til elbiler, end regeringen vil være med til, og man kan ikke blive enige om, hvor pengene skal komme fra.

Det har fået skatteministeren til at opgive at lande en aftale og i stedet sende forhandlingerne over i Finansministeriet. Her er det nu finansminister Nicolai Wammen (S), der har ansvaret for at finde en løsning. 

Hvilken konsekvens har forvirringen om afgifterne for autobranchen? Det skrev Gitte Seeberg, adm. direktør, Autobranchen Danmark, om i et debatindlæg i Børsen mandag 24. nov.

Autobranchen: Bilsalg går i stå hvert efterår

"Der er dog ikke noget at sige til, at kunderne holder sig væk. Det vidste vi på forhånd, at de ville gøre, inden forhandlingerne gik i gang. Det sker nemlig hver gang, der forhandles om afgifterne. Salget af biler er grundet den høje registreringsafgift meget sensitiv over for enhver form for politisk debat om afgifter. Derfor har vi fra start af opfordret politikerne til at have et højt tempo i forhandlingslokalet," skriver Gitte Seeberg.

"Det er en urimelig situation at sætte autobranchen i. Det sker desuden midt i en coronatid, hvor der er udfordringer og bøvl nok i forvejen: Forsamlingsloft, regler om mundbind, nedlukninger af geografiske områder, afstandskrav, rengøring m.v. Alt sammen noget, som påvirker de forretningsdrivende."

Hvis du køber ny bil inden nytår

Køber du en ny bil nu, anbefaler vi, at du tilføjer et forbehold i slutsedlen, hvor det fremgår, at du har ret til at annullere handlen, hvis registreringsafgiften afviger væsentligt fra det, den var, da du skrev under.

Ved tidligere lovændringer har princippet været, at hvis der var underskrevet en slutseddel, før lovforslaget blev fremsat i Folketinget (ikke når det blev vedtaget, men altså ved første fremsættelse), så har man kunne få bilen på “gamle betingelser”.

Der er tradition for skøre beslutninger hvad angår bilafgifter i Danmark, så derfor anbefaler vi den ekstra sikkerhed med et forbehold.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...