Aston Martin V12 Vantage V600
Aston Martin V12 Vantage V600

Aston Martin V600 vender tilbage

Kan du huske den monumentale Aston Martin V8 Vantage V600 fra 1998? Nu vender den tilbage i en begrænset serie med V12-motor og manuelt gear

9. maj 2018 af Steen Bachmann

I 1998 byggede Aston Martin en V8 Vantage med 600 hk og efternavnet V600. Nu offentliggør fabrikkens afdeling for specialbyggede biler ‘Q by Aston Martin’ en plan om at genoplive muskelbilen.

Der skal bygges syv coupéer og syv roadster-udgaver af V12 Vantage med efternavnet V600. De får 600 hk fra mærkets egen V12'er uden trykladning, og leveres kun med 7-trins manuelt gear.

Markerer variantens 20-års jubilæum

Det er 20 år siden, Aston Martin lancerede en af datidens kraftigste sportsvogne i form af V8 Vantage V600. Den havde kompressor, og var et monster. 

Q by Aston Martin bygger 14 eksemplarer af den nye V600 baseret på den netop udgåede generation af Vantage. Målet er at kombinere moderne performance med tidløst design, og dermed skabe den ultimativt analoge Vantage.

Aston Martin V12 Vantage V600 Coupé Roadster
Aston Martin V12 Vantage V600 Coupé (tv.) og V600 Roadster

Motoren i den nye V600 er en opgraderet version af Aston Martin’s 6,0-liters V12'er med 600 hk. Varianten har baghjulstræk, wishbone-ophæng for og bag og 3-trins adaptiv undervogn. 

Karrosseriet er 100 pct. skabt i kulfiber, og her er en ny og unik sort frontgrill med større luftindtag. De unikke fælge har centermøtrik og er smedet i aluminium, mens diffuseren under bilens bagende også er i kulfiber.

Aston Martin V12 Vantage V600
Aston Martin V12 Vantage V600

Kabinen er i sort kulfiber og sort anodiseret aluminium. Letvægtsstolene har et nyt perforeret mønster, og centerkonsollen er også i kulfiber. Et håndsyet armlæn i læder er placeret bag gearstangen, der betjener den 7-trins manuelle gearkasse placeret ved bagakslen for at skabe bedre vægtfordeling.

V600 kan bestilles nu til levering inden nytår. Prisen er ikke oplyst, men Q by Aston Martin er ikke kendt for at forære deres produkter væk, så find bare de første par millioner kroner frem, hvis du vil have én. 

1998 Aston Martin V8 Vantage V600
1998 Aston Martin V8 Vantage V600

Den originale V600 med 5,3-liters V8, Eaton-kompressor og 600 hk blev bygget i 40 eksemplarer. De handles i dag fra ca. 2,5 mio. kr. u/afgifter.

Måske er du interesseret i...