Aston Martin-ejer frikendt for at betale skat af bil, der var afmeldt

Skat forlangte, at en Aston Martin-bruger skulle betale firmabilskat selv om bilen var afmeldt – men den gik ikke

30. april 2019 af Steen Bachmann


Der har de senere år verseret en række sager om beskatning af værdi af fri bil – typisk sommerbiler, som er blevet vinteropbevaret fra oktober til april.

Kort fortalt siger skattelovgivningen, at hvis man aflønner folk med en bil i stedet for penge, skal værdien af rådigheden betragtes og beskattes som en indtægt.  

Reglerne siger, at brugeren skal beskattes af fri bil i de måneder, hvor der er plader på bilen – men ikke i måneder, hvor bilen har været vinteropbevaret. Her har nummerpladerne været afmonteret og bilen stilstandsforsikret.

Skattemyndighederne har dog i en række sager indtaget den holdning, at man ikke kan fraskrive sig rådigheden til en bil ved at stilstandsforsikre den. Først når bilen er afregistreret i hele måneder, og nummerpladerne afleveres til Motorstyrelsen eller en nummerpladeoperatør, er rådigheden tilstrækkeligt afskåret til at undgå beskatning af fri bil.

Opbevarede sommerbil

Skatteadvokat Christian Falk Hansen (H) fra det aarhusianske advokatfirma Vistisen Falk Winther fik i efteråret 2018 medhold i en sag i Skatteankenævnet om denne problemstilling. 

En hovedaktionær havde ladet selskabets sommerbil, en Aston Martin DB9 Volante, vinteropbevare samt stilstandsforsikret bilen.

Nummerpladerne var afmonteret og afleveret ved forsikringsselskabet.

Skat: Jo, du har rådighed over bilen

Skattemyndighederne mente ikke, at han på behørig vis var afskåret fra at råde over bilen, da han bare kunne hente den og få nummerpladerne udleveret ved forsikringsselskabet. 

Man krævede, at bilen skulle have været afregistreret ved Motorstyrelsen og gennemførte en betydelig beskatning af fri bil for vintermånederne over tre indkomstår.

Det var i sagen ubestridt, at han ikke havde kørt i bilen i de måneder, hvor skattemyndighederne ville beskatte ham – det var den påståede rådighed over bilen, man ville beskatte.

Aston Martin DB9 Volante
Aston Martin DB9 Volante © PR

Uenige om begrebet rådighed

"Jeg har altid anvendt et anerkendt statsautoriseret revisionsselskab som revisor i mine selskaber og har efter råd fra dem vinteropbevaret bilen i en garage, hvor bilen er blevet holdt med strøm," siger hovedaktionær i Osmedic Holding Aps, Ole Svendsen, til Bil Magasinet.

"Mit selskab har under hele forløbet betalt for opbevaringen, mens nummerpladerne var afmonteret og lagt i depot hos forsikringsselskabet, så der kun var stilstandsforsikring på bilen, hvis værkstedet/garagen skulle brænde ned eller bilen blive stjålet fra garagen. Der var flere andre biler opbevaret i denne garage. Proceduren omkring afmontering af pladerne, stilstandsforsikring m.v. havde jeg foretaget med en anden bil, en Mercedes cabriolet for år tilbage ligeledes efter råd fra min revisor," siger Ole Svendsen.

"Jeg var aldrig i tvivl om fremgangsmåden, og min retsbevidsthed blev krænket af, at Skat blev ved med at fastholde, at jeg som hovedaktionær havde mulighed for når som helst at køre i en bil, der var vinteropbevaret uden nummerplader."

Ole Svendsen slap for en ganske betydelig beskatning ved at vinde sagen. Men på trods af at han fået dækket udgifterne til advokatens honorar efter reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager, har han stadig en betragtelig udgift til revisionsselskabet i opstartsfasen, som der ikke er fradrag for.


"Det var indledende møder med Skat, hvor man forsøger at få dem til at forstå det helt urimelige i sagen. Lovbekendtgørelser og vanskelig jura er jo ikke almindelige menneskers hverdag, og man har derfor brug for hjælp. Denne udgift beløb sig til ca. 40.000 kr, som ikke kan trækkes fra. Det er et urimeligt tab. Også det, at man nu pludselig er ’skattesnyder’ og må vente i op til fire år med søvnløse nætter til følge, er en helt urimelig situation," siger han.

Fokuser på afregistrering

Siden 2012 har private nummerpladeoperatører kunne udlevere nummerplader med kort varsel – og derfor udgør en afregistrering ved Motorstyrelsen ikke en mere effektiv afskæring af rådigheden af bilen for hovedaktionæren, frem for vinteropbevaring af bilen eksternt og deponering af nummerplader ved forsikringsselskabet.

"Mit hovedsynspunkt i sagen var, at der ikke er noget lovkrav om, at en bil skal afregistreres ved Motorstyrelsen for at undgå beskatning, ligesom det rent faktisk var nemmere for hovedaktionæren at få bilen ud at køre, hvis bilen var afregistreret – frem for når bilen var vinteropbevaret i en ekstern garage, og nummerpladerne fysisk var deponeret ved forsikringsselskabet," siger advokat Christian Falk Hansen.

Giv ikke op over for Skat

Et tip til andre med adgang til at bruge sæsonbetonede biler?

"Det vil være, at man sørger for, at bilen bliver behørigt afregistreret i de måneder, hvor man ikke kører i bilen – simpelthen for at undgå diskussioner med skattemyndighederne," siger Christian Falk Hansen.

"Jeg er klar over, at mange vil give op på forhånd over for Skat, når man tænker på den lange behandlingstid og de mange penge, som man måske mister i omkostninger. Mit råd vil være at finde en dygtig advokat til opgaven. Det lykkedes heldigvis for mig," tilføjer Ole Svendsen.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.