Top Gear Danmark
Top Gear Danmark

Anmeldelse: Derfor skal du se det danske Top Gear

Top Gear Danmark er i strid modvind, før det overhovedet er sendt, men vi har set første afsnit, der faktisk rummer nogle seværdige elementer. Læs med her.

27. februar 2020 af Victor David Kraft

Både produktionsselskabet og programmets værter fraråder alle at sammenligne Top Gear - Danmark med det oprindelig show, der med Clarkson, Hammond og May i front er blandt de mest sete programmer i hele verden. Det er bare svært at lade være med at sammenligne, når nu den danske TV-satsning bærer det legendariske Top Gear-navn. Selvom den danske version aldrig vil få samme status som originalen, så er der alligevel en række grunde til at se programmet, når det første af 8 afsnit går i luften. 

Super-SUV’er flyver gennem luften

Man kunne frygte, at det danske Top Gear ville repræsentere det danske afgiftssystem og stille op med nogle halvtamme biler, men det er slet ikke tilfældet. Allerede fra første program møder vi både Lamborghini Urus, Mercedes G-klasse og Bentley Bentayga, og selvom de ikke er på listen over mine foretrukne biler, så er det biler med tilstedeværelse, et passende antal cylindre og et solidt lydbillede

Afsnittet byder også på en anmeldelse af en Aston Martin Vantage, som den ene vært Dar Salim hiver med på en bane. Her bliver det dog tydeligt, at programmet ikke retter sig mod de mest dedikerede bilentusiaster, for det er begrænset, hvad Dar Salim fortæller omkring køreegenskaber og teknik, og det er skuffende. 

Top Gear Danmark
Top Gear Danmark

Værterne prøver ikke at kopiere

Til gengæld er det befriende, at hverken Dar Salim, Felix Smith og Jesper Carlsen prøver at kopiere den originale britiske trekløver. Det havde simpelthen været for tåkrummende. I stedet påtager de sig værtskabet på en meget rolig facon, selvom de selvfølgelig puffer lidt til hinanden med drillerier. Det passer til genren, men det bliver heldigvis ikke for forceret. 

Felix Smith fungerer som "hoved-værten", og mange tror, at han er castet til Top Gear pga. hans fortid som vært på Go'aften Danmark. Det er rigtigt nok, at hans medietræning selvfølgelig gavner ham og os seere, men han har fået jobbet, da han er oprigtigt bilinteresseret (og oven i købet stor Mercedes-fan). Heller ikke fra Felix får vi dog serveret de motorjournalistiske guldkorn, men passionen er ikke til at tage fejl af.

Den sidste vært er Jesper Carlsen, og nogle vil måske vide, at han er tidligere racerkører. Man fornemmer hurtigt, at han ikke er medievant på samme måde som de to andre herrer, men han efterlader dog et håb om, at han med sin køretekniske viden kan kaste lys over forskellige køreoplevelser. Det gør han dog ikke i første afsnit. I det hele taget er de tre værter ganske ufarlige og forsigtige, men hellere dét end krampagtige forsøg på at være Jeremy Clarkson

Biler ser godt ud med Danmark som baggrund

Mange læsere har givet udtryk for, at de hellere så, at Top Gear-navnet blev droppet og begravet. Jeg kan godt følge tanken, for det havde været rart med et program, der ikke skulle dele format med fortidens mastodont. Vi skal bare huske på de ressourcer, der følger med Top Gear-formatet. Det kan godt være, at High on Cars-drengene har en mere interessant jargon end de tre nye Top Gear-værter, men når det kommer til produktionen og æstetikken, kan de ikke være med. 

Vi ser nogle ret flotte optagelser af Danmark i det første afsnit, hvor de tre værter kører rundt i Nordjylland omkring Vesterhavet, og jeg ender med at ville have endnu flere billeder af alle de flotte områder, der findes i vores land. Faktisk ville jeg gerne ofre alle de fjollede udfordringer og Mikkel Kesslers laps i en Peugeot 208, hvis jeg bare kunne se noget mere Geländewagen, der spiser sig gennem det danske landskab. Og var der lidt mere bilviden fra værternes side, ville det heller ikke gøre noget.

Top Gear - Danmark sæson 1, episode 1

Programmet har premiere på Dplay d. 27. februar

Værterne er Felix Smith, Dar Salim og Jesper Carlsen. 

I løbet af sæsonen skal en række gæster sætte omgangstider på en racerbane. Gæsterne er blandt andet Mikkel Kessler, Line Rafn, Kevin Magnussen m.fl

Programmet er produceret af Nordisk Film og optagelserne har fundet sted i Danmark, Norge og Sverige. 


Bil Magasinets dom:

3 ud 6 stjerner

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...