Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept

Analyse: Her er forbrugernes forventninger til selvkørende biler

Rådgivnings- og it-virksomheden Capgemini har som de første kortlagt forbrugernes forventninger og syn på en fremtid med selvkørende biler

29. juni 2019 af Steen Bachmann


Der er optimisme og store forventninger til de nye, teknologiske muligheder, førerløse biler åbner op for. Rådgivnings- og it-virksomheden Capgemini har kortlagt forbrugernes forventninger og syn på en fremtid med selvkørende biler.

Hvad er status for den selvkørende bil her midt i 2019?

"De senere år er teknologi, der skal være i selvkørende biler, dukket op i almindelige biler. Eksempelvis adaptiv fartpilot og vognbaneassistent, som med radar, kamera og ultralyd scanner vejen og griber ind, hvis der er fare på færde. Så dele af teknologien er egentlig klar. Men der er stadig store strukturelle barrierer for 100 pct. selvkørende biler. Herunder lovgivning, infrastrukturen og ikke mindst en stor flåde af ”gammeldags” biler med mennesker bag rattet," siger Maria Søndergaard, digital direktør i Capgemini Danmark.

Stigende optimisme for selvkørende biler

Hvad viser Capgeminis undersøgelse?

"Den viser, at der er en stigende optimisme over for selvkørende biler og en stor forståelse for, hvordan de kan blive et aktiv i hverdagen. Faktisk svarer seks ud af 10, at de vil foretrække en selvkørende bil om bare fem år. Samtidig forventer et flertal, at førerløse biler vil reducere trængsel på vejene, så du skal bruge mindre tid i bilen, og at bilerne vil kunne køre ærinder i hverdagen samt hente og bringe familie og venner. Og så er der en klar forventning til, at selvkørende biler vil være positive for klimaet."

Peugeot e-Legend Concept
Peugeot e-Legend Concept

Hvad bliver de sikkerhedsmæssige fordele ved selvkørende biler?

"Nu leger vi med tanken om, at teknikken er helt på plads, og at der ikke er de nævnte strukturelle udfordringer. I det scenarium vil selvkørende biler tage den primære årsag til trafikulykker ud af ligningen – nemlig mennesket. Det sker naturligvis ikke i morgen eller om fem år. Men teknologien kan få stor betydning for trafiksikkerheden alene fordi selvkørende biler ikke er uopmærksomme og konstant vil kunne være i kontakt de andre biler på vejene."

Bilen vil blive udnyttet i langt højere grad

Hvad er de miljømæssige fordele?

"Forbrugerne forventer, at selvkørende biler vil udnytte brændstoffet bedre og dermed bruge mindre af det. I en verden domineret af selvkørende biler, er bilen ikke længere noget vi ejer, men en service vi benytter. Måske via en app. I den fremtid vil udnyttelsen af den enkelte bil være langt højere end i dag, og der vil være brug for lang færre biler. Alt sammen noget, som kan reducere klimabelastningen fra bilerne."

Svarer folks viden om selvkørende biler til virkeligheden?

"Nu kan man sige, at der endnu ikke er en reel virkelighed, når det gælder selvkørende biler. Capgeminis undersøgelse fokuserer primært på bilisternes forventninger og syn på teknologien - hvad de tror, den vil betyde for deres liv. Tidligere undersøgelser, som beskæftiger sig med de strukturelle og teknologiske aspekter omkring selvkørende biler, viser, at der er en lang række ting, som skal være på plads, før vi hopper ombord i en bil uden rat. Det forholder deltagerne i vores undersøgelse sig ikke direkte til."

Maria Søndergaard, digital direktør i Capgemini Danmark
Maria Søndergaard, digital direktør i Capgemini Danmark © PR

Om undersøgelsen

Europæere er optimister, når det gælder selvkørende biler. Stor undersøgelse viser, at seks ud af 10 vil foretrække at sætte sig ind i en selvkørende bil om bare fem år, og et flertal forventer, at førerløse biler gør livet lettere, sparer tid og hjælper klimaet.

Hvor de færreste europæiske forbrugere i dag (17,5%) vil foretrække en førerløs bil frem for en traditionel, forventer seks ud af 10, at de om fem år hellere vælger en førerløs bil. Og så er et flertal villige til at betale en merpris for en selvkørende bil.

I en stor undersøgelse har rådgivnings- og it-virksomheden Capgemini spurgt 5.500 personer i Europa, USA og Kina om deres forventninger til selvkørende biler. Og selv om der nok går en del år inden 100 pct. selvkørende biler indtager vejene, viser undersøgelse en gryende optimisme omkring selvkørende biler – også i Europa.

Overordnet viser Capgeminis undersøgelse, at forbrugerne allerede i dag ser store muligheder i selvkørende biler. Mange forventer, at bilerne vil forandre vores syn på, hvad en bil er, og at de førerløse biler får en helt ny rolle i vores hverdag. Ikke kun som transportmiddel, men også som en forlænget arm i forbindelse med ærinder, hente-bringe situationer og andre daglige gøremål.

Læs hele undersøgelsen her

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.