© Bil Magasinet

7 tips til billeje i ferien

Det skal du vide, inden du lejer bil i sommerferien

3. juli 2012 af Bil Magasinet

Spørgsmål om forsikring, afleveringstidspunkt og reservation kan for mange danskere få biludlejning til at føles som en jungle. Daglig leder af Avis Biludlejning i København City, Søren Larsen har arbejdet med udlejning af biler i 25 år, og ved hvilke spørgsmål, danskerne ofte stiller, når de skal leje bil.

1. Bestil bilen i god tid
For mange er udlejningsbilen det sidste, der bliver bestilt, inden de tager på ferie. Men der kan være mange fordele ved at bestille i god tid. ”Kunderne bestiller ofte først deres bil i sidste øjeblik, men for at være sikker på at få den ønskede biltype og det nødvendige ekstraudstyr, er det en god idé at være lidt tidligere ude. Hos Avis Biludlejning kan man eksempelvis spare 10 pct. på billejen, hvis man bestiller sin danske lejebil minimum fem dage i forvejen,” siger Søren Larsen.

2. Udnyt afhentnings- og afleveringstidspunktet
Hold øje med, om du lejer bilen per kalenderdag eller per døgn, så at du kan få det maksimale ud af lejeperioden. Hos nogle udlejningsselskaber lejer man bilen per kalenderdag. Det vil sige, at hvis man har brug for en bil i to dage og henter den mandag kl. 16, skal man - uanset hvad - aflevere den onsdag kl. 8. Ellers bliver man trukket for en ekstra lejedag. Gå efter et udlejningsfirma, hvor man lejer pr. døgn. Hvis du henter den mandag kl. 16 og betaler for to døgn, bør du først skulle aflevere den onsdag kl. 16.

3. Kørekort på alle førere
Alle de personer, der skal køre bilen, skal være til stede og fremvise kørekortet, når bilen afhentes. I værste fald risikerer man ikke at være forsikret, hvis der sker uheld med bilen, og føreren ikke er registreret.

4. Vælg den rette forsikring
De fleste udlejningsselskaber har en grundforsikring på bilen, mens det oftest er muligt at tilkøbe forsikringer, der f.eks. sænker selvrisikoen. ”Forsikringer er altid et spørgsmål om temperament, og hvilken risiko man som fører føler sig tryg ved. Overvej, hvor du skal køre, og hvor stor risikoen er for at få skader netop dér. Og så skal man huske at tage med i overvejelserne, at skaden lige såvel kan forårsages af andre end én selv,” siger Søren Larsen.

5. Udnyt fleksibiliteten ved afhentning og aflevering
Hvis du lejer din bil gennem et af de større selskaber med mange udlejningsstationer, kan du hente bilen ét sted og aflevere den, hvor end selskabet er repræsenteret. ”Afhentnings- og afleveringsstedet behøver ikke være det samme, så du kan sagtens planlægge din bilferie til at starte i én by og slutte i en anden. Fx har Avis Biludlejning 400 udlejningsstationer i Skandinavien og 5.200 stationer i mere end 165 lande verden over, så der er rig mulighed for at aflevere sin bil i de fleste større byer og lufthavne,” siger Søren Larsen.

6. Tom eller fuld tank ved aflevering?
”Et spørgsmål, som rigtig mange kunder stiller os, er, om bilen skal afleveres med fuld eller tom tank,” fortæller Søren Larsen. Svaret er, at du kan gøre begge dele: ”Når du lejer en bil hos Avis, vil den altid komme med en fuld tank, men du bestemmer selv, hvordan du vil returnere den. Hvis du ikke gider alt bøvlet med at lede efter benzintanken lige inden aflevering, kan du ved afhentningen betale dagsprisen for en fuld tank til udlejningsselskabet, og så aflevere bilen tom. Vælger du i stedet selv at stå for brændstofkøbet, skal du huske at påfylde tanken før aflevering.”

7. Husk ekstraudstyr
Små børn skal sidde fastspændt i en autostol i den rigtige størrelse. Har du ikke selv en GPS med, kan du leje en, så hverken kringlede motorveje eller nye rundkørsler kommer bag på bilens fører. Husk at planlægge hjemmefra, hvilket ekstraudstyr der kan blive brug for, så du kan reservere det i god tid sammen med bilen. Så er du sikker på, at alt er klart ved afhentningen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...