Cupra Leon

Turbobomben fra Spanien! Endelig får vi Leon Cupra at se i levende live

Sløret er netop blevet løftet for den splinternye Cupra Leon, der både kommer som hatchback og stationcar. Læs alt om de to spanske banditter lige hér!

20. februar 2020 af Christian Birkekvist & Anders Richter

Opdateret kl. 19.49, d. 20. februar

Der er kun gået små tre uger, siden Seat introducerede den seneste generation af Leon. Nu er sløret så løftet for dens performance-fætter. For første gang vil den hurtige Leon-variant ikke få Seat logoet. Cupra Leon bliver navnet på denne selvstændige model – som dog under huden er en Leon. Vi forstår ikke helt Seat's nye brand-politik, men vi forstår da i det mindste gode køreegenskaber og hestekræfter, og dem bør den få masser af.

Vil du gerne være sikker på at være først med at læse, hvordan Cupra Leon kører, så husk allerede nu at bestille dit abonnement på Bil Magasinet, hvor vi tester modellen meget snart. Du kan gøre det, ved at bruge linket hér!

Den kraftigste variant af Leon Cupra får 300 hk, men der vil også blive tilbudt en Leon Cupra plug in-hybrid. Sidstnævnte får tilnavnet PHEV og bliver udstyret med en 1,4-liters turbobenziner tilført elhjælp samt et batteri. Systemydelsen bliver 246 hk, og den bliver i stand til at køre 59 km på el alene.  

Cupra Leon

Her ses den variant, de fleste familiefædre drømmer om, Cupra Leon stationcar.

Cupra Leon bliver vild!

Der kommer dog også et par andre Leon-varianter. Endnu en 246-hestes variant, men denne får i stedet alle sine kræfter fra en benzinmotor – nemlig den velkendte 2,0-liters, som vi kender fra VAG-koncernen. 

Du kan dog også vælge at opgradere til en større og kraftigere Leon Cupra med 300 hk og 400 Nm. Hvad enten du vælger det ene eller det andet, får du forhjulstræk, et elektronisk spærredifferentiale til at tøjle kræfterne og en dobbeltkoblingsgearkasse. Den manuelle gearkasse udgår altså i Cupra-sammenhæng. 

Der kommer dog også en endnu kraftigere variant, som især vil tilfredsstille familiefaderen. For vælger du stationcar-varianten af Leon Cupra har du mulighed for at få hele 310 hk og et firehjulstræk, som gør Leon Cupra stationcar i stand til at ramme 100 km/t på 4,6 sekunder og videre til en topfart, der er elektronisk begrænset til 250 km/t. 

Undervognen er blevet sænket 25 mm i for og 20 mm i bag. Støddæmperne er elektrisk justerbare, og forbremserne er hentet fra italienske Brembo og måler 370 mm i diameter. 

Er du ikke så interesseret i hestekræfter, og hellere bare vil læse mere om en standard Seat Leon, kan du gøre det i artiklen hér...

Allernederst kan du se en video fra bilens præsentation i Spanien.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...