Millionærnyt: Bentley Grand Convertible

Har du en 7-8 millioner kroner til overs og er der plads i garagen, så tjek den åbne udgave af mægtige Mulsanne

18. november 2014 af Steen Bachmann

Grand Convertible er ifølge Bentey Motors den mest avancerede og elegante åbne bil, fabrikken har præsteret, og det siger ikke så lidt.

Formand for bestyrelsen og CEO Wolfgang Dürheimer viste bilen i Los Angeles mandag:

“Konceptet demonstrerer Bentley's evne til at konstruere en majestætisk convertible. Vi kombinerer den overlegne Mulsanne-oplevelse med fornøjelsen ved at køre med taget nede, og vi er spændte på at høre publikums reaktioner på bilen. Vi er sikre på, at den bliver en eksklusiv bil forbeholdt entusiaster og samlere."

Bentley Grand Convertible bliver vist på Los Angeles Auto Show fra 19. november.

Bilen i Los Angeles står i Sequin Blue, der første gang blev brugt på en speciallakeret Bentley, der fik samme nuance som ejerens kones nye kjole. Grand Convertible har en sølvmetal finish på forruderamme og kølerhjelm, og specielle polerede fælge.

Den gamle 6,75-liters V8 med to turboladere er på imponerende vis opgraderet, så den overholder EU6-normen (dette troede Bentley ikke selv var muligt for bare et par år siden). Den yder her 537 hk og 1.100 Nm.

Der er anvendt 14 huder fra økologisk opdrættet kvæg for at beklæde kabinen på passende vis, og her er plads til fire voksne. Farvenuancerne er Bright blue for at fremhæve bilens trim, og Sequin Blue som konstrastsyninger. Dele med lyst læder har Beluga læder som kontrast.

Den tre-lags kaleche bor under det største stykke træ, der nogensinde er anvendt i en Bentley. Sorten er Burr valnød, og indlægget stammer fra træets rod. Det består af mange milimetertynde skiver lagt oven på hinanden, og er limet sammen med miljømæssig bæredygtig lim. Som i alle Bentley'er er indlægget spejlvendt, så det er helt identisk i hver side af bilen.

Danske priser er ukendte.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.