2022 Bentley GTC Speed
Bentley Continental GTC W12 Speed

er en ultimativ, åben gran turismo med høj komfort, voldsom ydeevne og fantastisk lyd.

© James Lipman

“Hos Bentley Motors har vi håndbygget V12-motorer i årtier, og det bliver vi ved med”

Den åbne Bentley Continental GT Speed med W12-motor er psykopat-hurtig. Vi giver gas, og spørger, hvad meningen er med 12 cylindre

28. februar 2022 af Thomas Saks
Bentley Continental GTC W12 Speed

Med verdens største kulstofkeramiske bremser på 440 mm på forhjulene (ekstraudstyr) har bilen et imponerende bid.

© Thomas Saks

Hvor

Hvad der skulle have været en december-juleevent under sydlige himmelstrøg i selskab med tre nye Bentley-modeller blev grundet covid udskudt til foråret. Vi har nu været på Valentine date i Rom og kørt de nyeste sportslige modeller i og omkring den italienske storby, rundt om smukke Lago di Bracciano og en tur banen Vallelunga.

Hvad

Vi tester den nye Bentley Continental GT Speed Cabriolet. Tredje generation Continental GT blev lanceret i 2018 efterfulgt af V8 Cabriolet og nu den kraftige Speed-model med W12 motor som coupe og cabriolet. 

Bentley Continental GTC W12 Speed

I køreindstilling Comfort er der komfort i lange baner og mellemtrinnet ”Bentley” forener komfort og dynamik i fin harmoni. I Sport bliver det for alvor sjovt. 

© Thomas Saks

Hvilken bil

GT Speed Cabriolet er den mest kraftfulde åbne bil med baghjulsstyring og eLSD (Electric Limited Slip Differential) for forbedret dynamisk evne kombineret med ekstra kraft. Testbilen står i Blackline styling med pyntelister, kølermatrixgrill, rammerne på sideruderne og bageste kofanger i sort. Sammen med matchende smedede 22” hjul udstråler den rå elegance.

Den gennemførte luksuriøse kabine har masser af håndsyet Alcantara og læder. Broderi på Speed-nakkestøtterne og Speed-emblemer på instrumentbrættet har et strejf af retro over sig men ellers fremstår kabinen tidløs elegant. Det roterende Bentley-display på instrumentbrættet virker nærmest James Bond-agtigt. 

Her er alt, hvad der skal være i en moderne luksusbil, og kvaliteten er vanvittig lækker. 

Hvilken motor

Ørerne forkæles med brølet fra en 6-liters W12 biturbomotor, som ganske vist er tung men klæder bilen. Ifølge Bentley er W12’eren valgt fordi den er mere ikonisk end den lettere V8. 

Continental GT Speed håndbygges på Bentleys CO2-neutrale fabrik i Crewe, som har lang tradition for produktion af W12 motorer. 

Bentley Continental GTC W12 Speed
© Thomas Saks

Hvad kan den

På papiret klares 0-100 km/t på 3,7 sekunder, mens kræfterne fra den bastante motor først stopper ved 335 km/t på toppen. 650 hk og et drejningsmoment på 900 Nm indikerer, at denne åbne gran turismo har muskler.

Sport-indstillingen er konfigureret, så motoren yder sit bedste inden for effektområdet med gearskift, der er hurtigere end i alle andre Bentley-modeller. Chassissystemet ”Bentley Dynamic Ride” hjælper med at komme kontrolleret gennem sving.

Hvordan kører den

Vi får et godt skud adrenalin i GT Speed Coupé på Vallelunga banen. Det kan du læse om i Bil Magasinet.

Hvad koster den

Bentley Continental GT Speed Cabriolet er blandt de mest luksuriøse og kapable åbne gran turismoer på markedet og koster 5.999.900 kroner på danske plader. 

Bentley Continental GTC W12 Speed

Continental GT Speed Cabriolet håndbygges på fabrikken i Crewe og er den mest sportslige åbne bil i modelprogrammet.  

© Thomas Saks

GT Speed er mærkets hidtil kraftigste benzinbil

Jonathan Smedley er product manager hos Bentley Motors, Crewe, Storbritannien.

Får I aldrig kræfter nok?

“Det korte svar er nej. Tredje generation Continental GT blev lanceret i 2018 efterfulgt af cabriolet, V8 og nu den kraftige Speed med W12-motor som coupe og cabriolet. Med GT Speed bruger vi erfaringerne fra Flying Spurs baghjulsstyring og har udviklet et elektronisk antispin-differentiale (electronic limited slip differential, red.) for at kunne overføre de mange kræfter til underlaget," siger Jonathan Smedley.

Bentley Continental GTC W12 Speed jonathan smedley

 Vi møder Jonathan Smedley til præsentationen af GT Speed og GTC Speed uden for Rom, Italien.

© James Lipman

Hvordan er køredynamikken optimeret?

“Bentley- og Comfort-køreindstillingerne skal give en følelse af komfort og trækkraft med balanceret greb på for- og bagaksel. Sport-indstillingen giver en mere dynamisk køreoplevelse. Her er drejningsmomentet kraftigere på baghjulsakslen. Elektronisk stabilitetskontrol tilpasser sig hele tiden, så ydeevnen kan udnyttes fuldt ud under alle forhold. GT Speed har øget krængningsrespons på grund af firehjulsstyring og opgraderede chassiskalibreringer.”

Er Speed mest til bane eller komfort?

“Den er en grand tourer med stærk ydeevne og ikke en decideret banebil. Continental GT Speed er dynamisk med unik detaljering, som giver ejeren en bil med sportslig karakter.”

Bygger fortsat 12-cylindrede motorer

Hvorfor en W12- og ikke V8-motor?

“Fordi W12 er en ikonisk motor med over 100.000 håndbyggede eksemplarer på Bentleys CO2-neutrale fabrik i Crewe. Motoren er den mest avancerede og raffinerede 12-cylindrede i verden med utrolig kraft og drejningsmoment. Med automatisk cylinderdeaktivering og start/stop-system forbedres brændstofeffektiviteten.”

Betyder det noget for Bentley, at Crewe nu er det eneste sted i VW-koncernen, hvor W12-motoren bygges?

“Vi har altid bygget W12 til Bentley i Crewe og har styrket fabrikken med et W12-center of excellence i anerkendelse af den mangeårige ekspertise inden for motorproduktion. Vi har gennem mange år forbedret præstationerne på tværs af modellerne i programmet, og det arbejde fortsætter vi med.”

Den "almindelige" GTC W12

I efteråret 2019 rapporterede Steen Bachmann fra den internationale pressepræsentation i Andalusien, Spanien, om den dengang nye Bentley GTC W12:

2020 Bentley Continental W12 GTC
2020 Bentley Continental W12 GTC© S. Bachmann

HVOR

Bjergene i Andalusien nord for Malaga, Spanien. 17 grader, sol, tørre veje (og pansere over det hele, der ikke har noget at lave, så pas på med for tunge træsko). 

HVAD

International pressepræsentation af Bentley GTC W12, som samtidig er første gang, pressen får lov at køre den nye model. Bil Magasinet er inviteret som det ene af to danske medier til 446 km testkørsel gennem by, land og bjerge. Vi er 24 journalister fra hele verden i 12 forserie-biler.

HVILKEN BIL

Bentley introducerede tredje generation af coupéen Bentley GT i 2018, og til sommer følger den åbne GT Cabriolet. 

Bentley GTC er en nykonstrueret 2-dørs cabriolet med fire sæder og stofkaleche, der kan køre op/ned på 19 sekunder ved hastigheder op til 50 km/t. Her er W12-motor, en ny elektrisk servostyring, 48 volts-system med aktive krængningsstabilisatorer, luftaffjedring, firehjulstræk med 40/60-fordeling af kræfterne for/bag under normal kørsel (i Sport er her op til 100 pct. trækkraft på baghjulene), og et nykonstrueret 8-trins dobbeltkoblingsgear. 

2020 Bentley GTC W12
2020 Bentley GTC W12

Metallakken hedder Orange Flame. Bremseskiverne fortil er de største nogensinde på en serieproduceret bil med en diameter på 42 cm. Bagtil måler de 38 cm.

© Steen Bachmann

HVILKEN MOTOR

Den 6-liters motor er tredje generation af Bentleys største maskine. 6,0 TSI-motoren er designet, udviklet, testet og bygget i hånden af Bentley's ingeniører på fabrikken i Crewe syd for Birmingham. Den er 30 kg lettere end forgængeren.

Motoren har to indsprøjtningssystemer: Direkte indsprøjtning under ekstremt højt tryk og traditionel indsprøjtning under lavt tryk. Kombinationen af disse er med til at hæve motorens effektivitet og sænke udslippet af skadelige stoffer. 

Motoren er bygget i aluminium og har to twinscroll-turboladere, der er bygget til både at kunne levere sejtræk ved lave omdrejninger og høj ydelse ved høje omdrejninger.

Automatisk cylinderdeaktivering slår seks af de 12 cylindre fra ved rolig kørsel i 3.-8. gear under 3.000 o/min. Det er ikke muligt at høre funktionen slå til og fra med taget nede. 

2020 Bentley GTC W12
2020 Bentley GTC W12

Med quiltet læder er her 750 km sytråd i kabinen. Alt bygges i hånden af fabrikkens specialister, som man har gjort det nu i 100 år.

HVAD KAN DEN

Motoren yder 635 hk ved 6.000 o/min og et moment på 900 Nm fra 1.300 og op til 4.000 o/min. Det gør bilen helvedes hurtig på trods af en køreklar vægt på 2.414 kg.

Det er nemt for alle at prøve 0-100-tiden på 3,8 sekunder: Sæt bilen i Sport, hold venstre fod på bremsen, træd speederen i bund, og slip bremsen. Nu farer den enorme Bentley frem med et brøl som en bjørn med ild i røven.

HVORDAN KØRER DEN

Det kan du læse om i et kommende nummer af Bil Magasinet.

HVAD KOSTER DEN

Prisen fra fabrikken er 192.000 pund uden afgifter (1.650.000 kr.). Med lidt udstyr, moms og dansk registreringsafgift bliver det svært at komme under 5 mio. kr. på danske plader – men synes du, det er tosset at lægge så mange penge for afgifter, kan du sæsonlease den, så der kun er plader på om sommeren.

2020 Bentley GTC W12
2020 Bentley GTC W12© Steen Bachmann

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...