Bentley Bentayga V8 First Edition
Bentley Bentayga V8 First Edition© S. Bachmann

Danske priser: Bentley Bentayga 2021 kører heldigvis videre med V8-motor

Hvis dit bilbudget har godt med luft, så tjek den faceliftede Bentayga. Den fås via leasing for 46.021 kr. om måneden

15. oktober 2020 af Steen Bachmann

Hvor er vi?

Vi kører den faceliftede Bentayga i og omkring København. 

Hvad sker der?

Bentley Bentayga kom i 2016 og får et facelift til 2021-årgangen. Det kendes på de elliptiske forlygter, der før var runde, og på diskrete, men effektive fornyelser som muskelbuler i kølerhjelmen og slanke i stedet for firkantede baglygter. 

Designernes mål er at få den til at ligne den nye GT, og det er lykkedes samtidig med, at den har en passende udstråling. Der fås alverdens krompakker, tofarvede lakeringer og fælge op til 22" som på testbilen, men det er også muligt at bestille mere diskrete farve- og fælgløsninger.

Bentayga fås som udgangspunkt i 57 farver, hvoraf nogle er tofarvede løsninger, og fabrikkens Mulliner-afdeling for specielle ønsker skaber gerne en eller flere unikke farver mod merpris.

Bentley Bentayga V8 First Edition
Bentley Bentayga V8 First Edition

Bentley tilbyder ni forskellige fælge i 20", 21" og 22" med forarbejdninger som for eksempel krom, mat aluminium eller sølvgrå polering, og frit valg mellem at få rattet i venstre eller højre side. 

© S. Bachmann

Hvordan opleves den?

Kommer du fra en Range Rover eller en af de store tyske basser som Mercedes GLS eller Audi Q7, er størrelsen på Bentleys SUV ikke intimiderende. For alle andre er den, for det er en stor bil med en længde på over fem meter og en bredde på to meter målt med sidespejlene klappet ind. 

Testbilen har et 360-graders kamerasystem, der skaber en illusion af at se bilen ovenfra og hjælper med at manøvrere på snævre områder. Det virker uundværligt.

Hvilke motorer i Bentayga?

Der fås V8, W12 Speed og V6 hybrid med benzin/el. Hvad du vælger, er helt op til behov, temperament og budget. 

V8'eren har al den power, man kan ønske sig, hvilket illustreres af en topfart på 290 km/t på trods af, at det er den "lille" motor. Med luftaffjedring, lang akselafstand og hjul og bremser dimensioneret til bilens høje vægt føler man sig ganske tryg ved en marchfart på 200 km/t, og der er masser af kræfter til at komme op forbi 250 km/t og videre til topfarten, hvis det skal være.

Bentley Bentayga V8 First Edition
Bentley Bentayga V8 First Edition© A. Hansen

Hvad koster den?

Bentayga V8 fås fra godt 3,6 mio. kr., men prisen løber i vejret med lidt udstyr. Testbilen er en First Edition med ekstraudstyr for ca. 1 mio. kr.

Bentayga V8 kan leases i 12 måneder med en udbetaling på 362.500 kr. og en månedlig ydelse på 46.021 kr. inkl. moms, men ekskl. forsikring. Ved leasing af en brugt er afgiften mere lempelig, efter bilen er fyldt tre år.

Hvordan kører den?

Det kan du læse om i et kommende nummer af Bil Magasinet. Tjek tilbuddet på at få 3 numre lige ind af din brevsprække.

Bentley Bentayga V8 First Edition
Bentley Bentayga V8 First Edition© S. Bachmann

Bentley Bentayga V8

Opbygning Femsædes SUV, benzinmotor, luftaffjedring, firehjulstræk, ottetrins automatgear

Motor V8, 3997 cm3, 32V, biturbo

Præstationer 0-100 km/t 4,5 sek., topfart 290 km/t, forbrug 7,5 km/l

Dimensioner L/B/H 514/200/174 cm, køreklar vægt/påhæng 2463/3500 kg, bagagerum 484/1774 liter, dæk 285/40R22

Pris 3.665.000 kr. (testbil 4.591.679 kr.)

I 2016 interviewede Bil Magasinet designeren bag kabinen i Bentayga:

Skal genkendes som en Bentley

Kabinen i Bentley's første SUV genkendes øjeblikkeligt som en Bentley. Men den er ikke identisk med kabinen i GT, og faktisk er designteamet startet med et blankt stykke papir. Interior Designer Louise McCallum forklarer:

"Fra et designmæssigt synspunkt var kabinen i Bentayga en skøn udfordring, fordi vi startede helt forfra. Vi har videreudviklet layoutet fra Continental GT med et instrumentbord i symmetrisk vinge-tema, så nuværende Bentley-kunder vil føle sig hjemme. Her er en trykfølsom skærm i midten, og det var et af de steder, vi ville styrke i forhold til GT. Teknikken er Audis MMI-system, men designet står vi selv for."

Startknappen er placeret mellem forsæderne. Knapperne opererer med en tør klik-lyd og en tilpas tyngde.
Startknappen er placeret mellem forsæderne. Knapperne opererer med en tør klik-lyd og en tilpas tyngde.© Peter Robain

"Med fire sæders konfiguration får man en bil med fire identiske stole og en midterkonsol bagtil med træindlæg efter eget valg. Vi ville skabe en demokratisk bil, hvor alle har de samme muligheder." 

Med hensyn til sæderne, så har Bentley aldrig tidligere bygget sæder til en SUV. Så hvor begyndte de? 

"Det var et spørgsmål om, hvorvidt vi skulle gå efter sport, luksus eller lounge-udtryk. Bentayga er den første Bentley med quilting på både sædebund og -ryg. Når man ser ind i bilen, skal den se luksuriøs ud uanset om du skal bruge den til at køre på jagt, i teatret eller på arbejde. De bagerste stole har også quiltet indtræk. Det kan bestilles med perforeret læder og kold/varm ventilation."

© Peter Robain

Sæderyggen på de forreste stole er lidt mørkere for at gøre dem mere modstandsdygtige mod for eksempel børn, der kan komme til at sparke på sædet. Bentayga er udviklet som en familiebil, så her er ISOFIX-beslag som standard og mulighed for tablets i nakkestøtterne af de forreste stole.

Tablets er en del af Rear Seat Entertainment-pakken til 125.742 kr.
Tablets er en del af Rear Seat Entertainment-pakken til 125.742 kr.© Peter Robain

"Vi har designet instrumentbordet som en skulptur og besluttet, hvor der skal være læder, metal og skærme. Så prøver vi at placere elektronikken i vores design. Visse andre bilproducenter, der er meget begejstrede for skærme, gør det omvendt... Vi ønsker, at du husker kabinens design og håndværk, når du træder ud af den – ikke en skærm," siger Louise McCallum.

Samlinger i instrumentbordet er fremstillet med tolerancer på 0,3 mm, hvilket svarer til standarden i smykkeindustrien. Bentley-kunder kan ikke lide gabende paneler, der samler støv. Bakspejlet er uden ramme, hvilket flere kunder bemærker.

Vil ikke have beskidt bagklap

"Nogle kunder har spurgt, hvorfor vi ikke har lavet en todelt bagklap som på en Range Rover. Det skyldes, at det er svært at nå ind forrest i bagagerummet, og at en bagklap kan være beskidt. Vi bryder os ikke om, at vores kunder skal sidde på en beskidt bagklap. Du kan tilkøbe en bænk, der kan trækkes ud, og så har vi lavet en diskret belysning, så der er en lille romantisk plads for to personer under bagklappen." 


Louise McCallum er ansvarlig for designet af sæderne i Bentayga. Hun kommer fra en stilling hos Audi og er fascineret af Bentleys tilgang til design, hvor man lægger elektronikken ind i designet – i stedet for at designe rundt om elektronikken.
Louise McCallum er ansvarlig for designet af sæderne i Bentayga. Hun kommer fra en stilling hos Audi og er fascineret af Bentleys tilgang til design, hvor man lægger elektronikken ind i designet – i stedet for at designe rundt om elektronikken.© Peter Robain

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...