– Udsynet fra førersædet er glimrende. Det er ikke det, der er problemet, fortæller Tom, der flere gange har kørt Type C og Type D.
Specielt en highspeed-tur i den Type D, der kan ses til Copenhagen Historic Grand Prix, står klart i bogen over sjove køreoplevelser.
– Problemet opstår, når du godt kunne tænke dig at få farten ned igen. Her er store, smalle hjul med trådeger og et kæmpe rat, der flekser, des hurtigere, man kører. Og absolut ingen aerodynamik, der gavner forsøget på at bremse. Når man kommer fra omkring 250 km/t og vil ned i fart, løfter man først speederen. Så træder man forsiiigtigt på bremsen, meget forsigtigt. Så vil et af hjulene på et tidspunkt blokere, så man må lette på bremsen igen. Men kun så meget, at man stadig bremser.
– Det sjove ved at køre den er mellemhurtige sving. Her flyder man fra sving til sving driftende på alle fire hjul. Der er et godt moment fra motoren, der tillader at køre bredt, men tromlebremser og bladfjedre sætter sine begrænsninger. Alt med at give gas er utroligt sjovt i en Type D. Men at bremse den ned... det er en udfordring. Det er faktisk svært, konstaterer Tom.
Type D er meget højt gearet, så det er nødvendigt at bruge første gear på langsomme baner.
– Gearstangen skal ind til låret og helt ned, og det er svært at komme fra første til andet gear. Fjederen er meget stram, og man skal op, til højre, og op, så det er nemt at komme til at ramme fjerde gear i stedet. Og prøv så at tænke på, at de har kørt langdistanceløb på baner som den i Monaco, hvor der næsten kun er hårnålesving...

– Det har krævet mod at køre løb i den her bil. Under nedbremsning skal du være sensibel, for der er ingen vejgreb. Smooth kørestil er et must, for ellers har du ingen speed med ud af svinget. Og hele kurven skal tages driftende på fire hjul! I dag kører vi mange gange stærkere gennem svingene. Den var ikke gået dengang.
Auto Unions racere var et stort teknologisk skridt fremad, og på den måde var udviklingen af teknologi allerede i rivende fart for 80 år siden.
Der går en lige linje til den moderne Audi: I dag downsizer Audi Sport også motorernes slagvolumen og fokuserer på lavere vægt, mindre forbrug og højere effektivitet.
– Det er den nydelse og det krav om fokus på selve det at køre bilen, jeg tager med, når jeg har kører en gammel bil som den her, fortæller Tom.

– Vi er ved at udvikle Copenhagen Historic Grand Prix til en kulturhistorisk begivenhed mere end bare et race. Det er fantastisk at være med til. Passionen for de historiske biler er der, og vi kører til grænsen samtidig med, at vi passer på bilerne og hinanden. Tag nu bare de hvidhårede entusiaster, der står bag løbet: De er ikke til at holde væk. Man møder dem alle mulige steder, hvor der køres ræs, og sådan skal det være. Hjertet skal være med. Det var det i 1930'erne, og det er det i dag.
1939 Auto Union Type D
Motor: V12, 2.986 cm3, 24V, kompressor, 2 x Solex karburatorer
Ydelse: 485 hk ved 7.000 o/min
Topfart: 310 km/t
Længde: 420 cm
Tørvægt: 850 kg