© Marcus Werner

Første billeder: Ny Audi RS Q3 kan køre 280 km/t

Endnu en Audi RS-model meldes klar med fem cylindre og 400 hk under motorhjelmen.

27. september 2019 af Søren Juul

I går kunne vi vise de første billeder af den kompakte coupé/SUV Audi RS Q3 Sportback. Nu har vi modtaget et galleri af dens mere praktiske, men ligeså slagkraftige, SUV-søster: den nye Audi RS Q3.

Fra 367 til 400 hk

Hvor forrige generation RS Q3 stormede fremad med 340 hk, og siden 367 hk i den vildere Performance-udgave, stiller den nye RS Q3 med hele 400 hk og 480 Nm. Kræfterne leveres stadig af en 5-cylindret 2,5 liters TFSI benzinmotor, men der er tale om den nye, lettere og stærkere version, der blev introduceret i bl.a. Audi TT RS i 2016.

Quattro firehjulstræk sørger for fodfæste, mens en 7-trins s tronic dobbeltkoblinggearkasse håndterer gearskift.

Det gør RS Q3 i stand til at ramme 100 km/t på 4,5 sek. mens topfarten er 250 km/t - eller 280 km/t, hvis du sætter et kryds på ekstraudstyrslisten. 

Dobbelt op på udstødningsrør

Sportsafdelingen Audi Sport GmbH har givet Q3'eren eksakt samme steroidekur som Q3 Sportback. Det vil sige et mere muskelsvulmende design via én cm bredere skærme i hver side og mere aggressivt udseende kofangere.
  
Den forreste er udstyret med glubske luftindtag og en blanksort, bikube-formet kølergrill. Bagtil er der installeret et diffuser-panel, hvorfra to ovale udstødningsrør spiller en dyb bas fra motoren. Den forrige generation RS Q3 nøjedes med et enkelt udstødningsrør i venstre side.

Alcantara på rattet og digitale instrumenter

RS-varianten adskiller sig fra den almindelige Q3 med bl.a. et fladbundet RS-rat, digitale instrumenter og sportssæder i læder/alcantara.
Sammenlignes RS Q3 med søstermodellen RS Q3 Sportback, byder førstenævnte på lidt mere loftshøjde på bagsædet takket være den mere lige taglinje - og et bagsæde, der kan justeres to cm længere frem og tilbage. Dertil 125 liter større bagagerum, hvis bagsæderne nedfældes. 

Den væsentligste forskel på RS Q3 (på billedet) og søstermodellen RS Q3 Sportback: Der er lidt mere loftshøjde på bagsædet i Q3 og det kan justeres et par cm længere frem og tilbage. Mekanisk er de to biler ens, ligesom præstationerne er identiske. 

© Marcus Werner

Dansk premiere i 2020

RS Q3 og RS Q3 Sportback introduceres i Danmark i starten af næste år. Priserne og udbuddet af udstyr er endnu ikke fastlagt.
© Marcus Werner

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...