Update!
Audi har netop sænket prisen på Audi e-tron 55 med 50.000 kr. Det betyder, at du nu kan få den fra 749.990 kr. I 2020 er der allerede blevet solgt 180 eksemplarer af Audi e-Tron på det danske marked, og det tal kommer kun til at blive større med en prisreduktion på 50.000 kr. Læs vores test af Audi e-tron herunder.
Der findes dog stadig en billigere e-tron 50 quattro, der allerede starter ved 569.990 kr. Læs mere om den i artiklen hér!
Vi tester Audi e-tron i Danmark
Designet er klassisk Audi med det store gebis i snuden samt det stramme og stilrene udtryk. I kabinen er det samme historie, hvor skærme og andet er hentet fra A6, A7 og A8. Men tryk på startknappen og bemærk, hvordan stilheden i stedet tager over.
Den nye e-tron er Audi’s første bud på et elbil, men det er ikke et køretøj, der får folk til at vende hoveder. Her er ingen blå striber, eller store øko-skilte, som signalerer, at du sorterer dit skrald og redder isbjørne i din fritid. Det her er en elbil, som ligner alle andre biler. I stedet kan du glide rundt i bybilledet helt diskret. Men du behøver ikke holde dig på den ene side af byskiltet. Med en rækkevidde på 410 km kan du sagtens komme langt omkring.

Rækkevidden i e-tron styres af din højrefod
I testugen blev det til adskillige langture, som e-tron klarer med bravur. De 410 km, bilen er opgivet til i rækkevidde, kan du tage alvorligt. Kører du pænt, kan du sagtens køre over 400 km. Kører du som en bølle, falder rækkevidden dog drastisk. Du finder hurtigt ud af, at det kræver en hel del strøm at transportere 2,5 ton tysk SUV rundt ved motorvejshastigheder. Heldigvis kan e-tron lades med op til 150 kW. En ting vi afprøver i BM's opladningsracerløb, hvor batteriet blev ladet fra syv til 100 pct. på 42 minutter – imponerende!

Opgradér til 21" fælge på e-tron
Testbilen er udstyret med standardfælgene, som måler 19” i diameter. De er monteret med dæk, der har en relativt høj profil (255/55R19), hvilket giver en god kørekomfort. Bilen får dog et tungt udtryk, når du iagttager den i profil. Hvis du vil vække bare en smule opsigt, skal du opgradere til 21”, hvilket koster 21.589 kr. ekstra. Ud fra et designmæssigt synspunkt kan de varmt anbefales.

Digitale sidespejle på Audi e-tron
En anden ekstraudstyrsdetalje, du bliver nødt til at have, er de digitale sidespejle (pssst! De findes også på den nye Honda e, som vi har testet hér!). Der bredte sig en vis skuffelse på redaktionen, da vi spottede testbilens gammeldags sidespejle. Den nye e-tron fås nemlig med en ny type sidespejle, som erstatter spejlet med et kamera på ydersiden, som så sender et livesignal til en skærm placeret i hver dørside. Det er altså en sej gadget, som sikkert kommer til at sprede sig i luksusklassen frem over. De koster 13.871 kr. ekstra.
Læs også om vores ladetest af Audi e-tron, som den ender med at vinde!
Audi e-tron var en af de første i en ny bølge af tyske el-SUV’er. Mercedes EQC (læs vores test af Mercedes EQC hér!) er også landet, og BMW er også i fuld gang med at køre de sidste testkørsler med en konkurrende model.

Skal du købe en Audi e-tron?
Om man skal vælge e-tron frem for dens nye elektriske modstandere må en duel eller stortest afgøre. Indtil da kan det konstateres, at Audi e-tron leverer en elbilsløsning, som nogle af dem, der ikke er vant til elbiler, nok vil synes om. Dette er en elbil på den fede og relativt uproblematiske måde.

Audi e-tron 55 quattro
- Pris
799.990 kr.Ny pris 749.990 kr. - Motor el, 95 kWh batteri
- Ydelse 408 hk, 664 Nm
- Topfart 200 km/t
- 0-100 km/t 5,7 sek.
- Rækkevidde (WLTP) 410 km
Læs mere i Bil Magasinet
Husk at du kan læse mere om alle nye køretøjer i Bil Magasinet, hvor vi kører bilerne og giver dig en rapport. Husk derfor at starte dit abonnement i dag ved at klikke her!
Artiklen herunder er fra december 2018, hvor vi første gang kørte Audi e-tron.
Hvor kører vi Audi e-tron?
Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater, 4.845 km sydøst for København eller 8,5 timers flyvning. Temperaturen i december er 25-29 grader om dagen, og solen bager fra en skyfri himmel.
Årsagen til at vi er her, er ifølge Audi, at det er en international præsentation for 400 journalister fra hele verden, og at Emiraterne ligger lige så centralt for amerikanske og kinesiske medier som for eksempel Sydeuropa. Desuden er man sikker på godt foto-vejr.

Hvad er nyt ved Audi e-tron?
Audi e-tron er mærkets første model, som er 100 pct. udviklet som elbil fra bunden af. Der er tale om 5-sædet SUV med en elmotor på hver aksel og et lihium-batteri i bunden mellem akslerne. Alle Audi's kommende elbiler har firehjulstræk som standard, hvorfor de dropper quattro-betegnelsen i modelnavnet.

E-tron bliver Audi's første elbil
Audi's motto er 'Vorsprung durch Teknich' (forspring gennem teknik), og da både markedet og lovgiverne i EU og på andre kontinenter efterspørger biler med lavere CO2-udledning, er det oplagt at udvide modelprogrammet med batteridrevne biler.
Beslutningen om at investere massivt i elbiler blev taget for flere år siden, men den nye generation af tyske elbiler begynder at komme på gaden i 2019. Audi e-tron bliver den første, der kommer til Danmark.
Hvilken motor er det i Audi e-tron?
e-tron har en elmotor på forakslen og en på bagakslen. Den forreste yder et moment på 247 Nm, mens den bageste yder 314 Nm. Den samlede systemydelse er 408 hk og 664 Nm.
Bilens computer fordeler selv trækkraften mellem de to aksler og fire hjul efter behov. I normal kørsel trækker den primært på baghjulene, fordi det er mest effektivt.

Hvad er rækkevidden i e-tron?
Batteriet kan rumme op til 95 kW energi, hvilket giver en rækkevidde på over 400 km i WLTP-normen (det endelige WLTP-tal er ikke lagt fast). Årsagen til, at den ikke er længere, er en simpel afvejning mellem batteriets vægt, muligheden for hurtig opladning og en brugbar rækkevidde.
De danske ladeløsninger er ikke på plads, men Audi Danmark forventer, at der følger opstilling og montering af en Clever-lader på købers adresse med i prisen på Audi e-tron. Et abonnement til ubegrænset strøm koster 599 kr. om måneden hos Clever.
Købere af e-tron får også adgang til et Audi e-tron Charging Service abonnement, hvor man betaler særskilt for strømmen via en app.
Clever har på nuværende tidspunkt mange 22 kW ladestandere, og deres High Power Charging ladestandere er på 50 kW. Hvis man desuden vil lade på IONITY’s HPC ladestandere på 150 kW, kan man benytte sit Audi e-tron Charging Service abonnement, hvor man så betaler for strømmen via sin MyAudi app (foreløbig er der opstillet en 150 kW-lader i Aabenraa, men flere følger i 2019).

Hvornår kommer Audi e-tron til Danmark?
Med e-tron følger et intelligent navigationssystem, der kommer med forslag til destinationer på grundlag af de tidligere kørte strækninger.
Det viser den passende strækning med forslag til ladesteder, og Audis kendte assistentsystemer er tilpasset e-tron, så de understøtter udnyttelsen af energien til gavn for rækkevidden.
Audi e-tron produceres på en CO2-neutral fabrik i Bruxelles, og de første biler finder vej til de danske forhandlere i starten af 2019.
Hvad koster Audi e-tron?
Hvis regeringen får vedtaget sit finanslovforslag for 2019, køres der videre med 20 pct. registreringsafgift på elbiler. Det vil betyde, at prisen på e-tron begynder ved 935.000 kr.

Kan e-tron virkelig køre 400 km på en opladning?
I 25 graders varme er den angivne rækkevidde tilsyneladende realistisk. Når man taster en rute ind i navi-anlægget, finder bilen selv ud af at udnytte energien optimalt. Den tager selv farten af op til rundkørsler og vejkryds, og er ifølge Audi den mest avancerede elbil på markedet hvad angår opsamling og genbrug af energi (rekuperation).
Når man løfter speederen, fungerer elmotorerne som generatorer, men det gør de også, når man træder på bremsen. Kun ved nødbremsninger bliver de store bremser aktiveret. Man mærker ikke forskellen, og bilen finder selv ud af det hele - det er en del af filosofien bag den nye model, at den skal være lige så nem at køre og bruge som enhver anden Audi.
Hvor langt den kan køre i træls vintervejr i Danmark har vi ingen anelse om. Læsere af Bil Magasinet får en rapport så snart vi får fingre i en testbil i Danmark.

Tjek de nye digitale spejle i e-tron
I sommer fik Bil Magasinets Steen Bachmann en unik mulighed for en tur i en prototype af Audi e-tron som passager gennem et travlt indre København. Her kan du blandt andet se, hvordan de nye digitale sidespejle fungerer:

12 nye elbiler fra Audi frem mod 2025
Ved verdenspremieren på Audi e-tron den 17. september 2018 påbegynder Audi en elektrificeringsoffensiv.
Frem mod 2025 vil mærket tilbyde 12 modeller med rent elektrisk drivliner på de vigtigste markeder verden over. Ca. en tredjedel af koncernens salg vil være elektrificerede modeller.
SUV’erne i denne portefølje omfatter blandt andet e-tron og fra 2019 også e-tron Sportback. Derudover vil der komme en række modeller med klassisk karrosseriform som Avant og Sportback.
Udbuddet kommer til at omfatte alle relevante segmenter fra den kompakte klasse til luksusklassen.