Byg din nye bil via virtual reality

Vi troede virtual reality uddøde i 00'erne, men Audi forsker intensivt i at bruge det til at give kunderne en bedre oplevelse

21. februar 2015 af Bil Magasinet

Audi tager det næste store skridt med integreringen af digitale teknologier i forbindelse med bilsalg: Kunderne får i fremtiden mulighed for at konfigurere deres drømmebil og opleve den på en hidtil uset realistisk måde via virtual reality-briller, når de besøger forhandlerne. Den kompakte brille viser alle Audis modeller inklusive alle tilgængelige udstyrskombinationer. Som den første bilproducent i verden har Audi i den forbindelse udviklet sin egen softwareløsning til virtual reality-applikationen.

Kunder og interesserede vil kunne opleve Audis biler i tre dimensioner, med alle lydeffekter og næsten som i virkeligheden. De kan virtuelt tage plads på førersædet eller tage et kig på bagagerummet. I den forbindelse følger et kamera brugerens bevægelser af hovedet, og systemet tilpasser billedvisningen i overensstemmelse hermed.

Kunderne kan se hele Audi modelprogrammet og tilhørende udstyr fra farver, lædertyper og dekorindlæg til infotainmentsystemer.

Med stort synsfelt og præcis registrering af bevægelser giver virtual reality-brillerne ifølge Audi en fremragende indlevelse - seeren føler sig helt integreret i de viste scenarier. Hos Audi forhandleren henter VR-brillerne de ekstremt detaljerede data om bilmodellerne fra en computer, som sikrer en billedvisning med en meget høj frekvens. Audi VR experience er desuden udstyret med highend-hovedtelefoner fra Bang & Olufsen. De gengiver alle akustiske informationer, fra lyden af dørene, der lukker, til lyden fra det 14-kanals Advanced Sound System i Audi A8 samt samtalen med kunderådgiveren.

De nye virtual reality-briller testes i øjeblikket men bliver allerede i år taget i anvendelse hos de første forhandlere med fokus på vækstmarkederne. I fremtiden vil det også være muligt at anvende systemet mobilt uden for bilhuset - fx hjemme hos kunden.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.