Audi Coupé

Vi drømmer om en retro Audi Coupé fra 1996, men tør du købe én?

Den stilfulde Audi Coupé møder frem til 90’er-festen i smoking og cerut, og Steen Bachmann hjælper dig med at finde ud af, om du skal udleve Audi-drømmen eller ej.

26. september 2020 af Steen Bachmann

Velkommen til Audi Coupé 2,8 V6 fra 1996

Hvordan sænker man elstolen i en Audi Coupé fra 1990’erne? Det burde være nemt, men det er som om, den ikke vil ned? Nå, den er nede – stolen er bare monteret så højt, at jeg sidder med håret oppe i himlen. Det giver en besynderlig førerposition, men man må sige, at udsynet heroppe fra er godt.

Og Audi Coupé har udseendet med sig. Den velproportionerede profil emmer af de YouTube­videoer, vi alle har set med rasende Audi quattro’er, der flyver gennem den finske nat i snestorm eller på barbariske grusveje på Cypern. Men testbilen, som er lakeret i sin originale mørkegrønne metallicfarve, kunne ikke være længere fra rallyillusionen. 

1996 Audi Coupé

Stilen emmer af ­rallysejre og turbobomber fra 80’erne, men med V6-­motor er Audi Coupé absolut kun egnet til ­cruising.

Audi Coupé var baseret på Audi 80

Audi Coupé var en 3-dørs coupé-­udgave af Audi 80, der debuterede i 1980 og kom i anden generation i 1988 (B3). Den var i produktion frem til 1996, så det er en af de sidst producerede biler, vi har fat i her. Den kunne fås med 4-, 5- og 6-cylindrede suge- og turbomotorer, og testbilen er med en bedstefar af en søvnig 12-ventilet V6’er. Den yder 174 hk helt oppe ved 5.500 o/min, hvor man aldrig kommer i dén her bil, for det ville være synd. Motoren har en dejlig afslappende og dæmpet rumlen, men er det modsatte af en sportslig motor. Det er en morfar-motor.

1996 Audi Coupé

For 25 år siden var den eneste skærm i en dyr Audi et lillebitte digitalt display. Testbilen står 100 pct. originalt.

Den største var Audi Coupé 2,8 E

Topvarianten 2,8 E quattro kunne fås med manuelt gear eller 4-trins automatgear og for- eller firehjulstræk, og transmissionen fungerer fejlfrit. En sjov detalje er, at man kan låse akslerne med et tryk på en knap mellem sæderne. Det aktiverer et spærrediffentiale for bedre vejgreb i sne og på grus – det må være en hilsen til mærkets rallyarv. Testbilen er til salg for 99.900 kr. hos Rødkjær Biler i Hammel i Østjylland og ligner et fund for en Audi-­entusiast. Her er fuld servicebog, fra bilen var ny, og det er ikke en overdrivelse, når sælger skriver, at den står i mint condition. 

1996 Audi coupé

Hvis du er i tvivl om udtrykket ’analoge instrumenter’, så er de her. Man må give Audi, at det er tidløst udført. 

Kassettebåndet spiller endnu i Audi Coupé

Alt er originalt og fungerer fejlfrit fra den lidt klodsede fart­pilot over 2-zone klimaanlægget til 90’er-­lydanlægget med kassettebånd og en simpel equalizer. Byggekvaliteten viser sig her at være formidabel, og udstyr omfatter også startspærre, hvilket gør det meget nemmere at bruge bilen, fordi du ikke behøver være så bange for, at en idiot skal stjæle den. Motoren rumler fornøjet derudad, og gearstangen skal betjenes en gang imellem, men det er ikke noget, man lægger mærke til. Sådan er det også med køreoplevelsen. 

Audi Coupé 2,8 E er for dig, der er til klassiske 90’er-Audi’er og absolut ikke har travlt med noget som helst. Du får en cruiser med galvaniseret ­karrosseri, dejlig motorlyd og solid mekanik fra 75.000 kr. for en original bil. Vil du have en S2 Coupé, må du regne med mindst det firedobbelte.

Husk at tjekke!

  • Motor og gear
    • Den 2,8-liters V6’er med 12 ventiler er en af de mest pålidelige Audi-motorer nogensinde og lider ikke af sin 30-ventilede efterfølgers svagheder med skrøbelig ventilteknik. Den gamle 2,8’er kører bare.
  • Undervogn
    • Audi Coupé har i denne generation et meget solidt McPherson hjulophæng foran – det var først på senere generationer af Audi A4, at der kom et problemfyldt 4-link forhjulsophæng. Generelt er 90’er-Audi’er særdeles solidt bygget, og det gælder også Audi 80 og Coupé.
  • Interiør
    • Her er simpel elektronik, og kvaliteten af materialer er i topklasse. På denne type bil skal du konsekvent forlange, at alt fungerer fejlfrit inklusive klimaanlægget.
  • Sikkerhed og rust
    • De fuldgalvaniserede 1990’er-Audi’er har sjældent rustproblemer. Fabriksbeskyttelsen var i top, og undervognen er dækket af skjolde fra motor til bagagerum. Tjek for stenslag i motorhjelm og forlygter.
1996 Audi coupé

Profilen står lige så skarpt som på den første Audi quattro. Bemærk den bizart høje montering af førersædet.

1996 Audi coupé 2,8 E quattro aut.

  • Nypris: 688.587 kr.  
  • Pris i dag fra: 75.000 kr.
  • Motor: V6, 2.771 cm3, 12V  
  • Ydelse 
    • 174 hk ved 5.500 o/min, 
    • 250 Nm ved 3.000 o/min  
  • Topfart: 220 km/t
  • 0-100 km/t: 9,4 sek.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...