Intet Le Mans uden Audi. Sådan har det været de sidste 13 år, hvor bilmærket har sejret 11 gange. Et 24-timers løb kræver en maskine, som er udviklet og gennemtestet ned til mindste detalje, og det har Audi bevist, at de kan bygge.
I dette års løb stiller de op med samme model, som tog trofæet sidste år. Vognen hedder Audi R18 e-tron quattro, og det er en af de mest komplicerede racerbiler, der findes. Dette er nemlig en hybridbil, og faktisk er det den første hybrid til nogensinde at vinde Le Mans.
V6-dieselmotoren med en effekt på over 490 hk driver baghjulene, mens forhjulene optager bilens bremseenergi, lagrer det i et batteri, og sender kræfter tilbage gennem forhjulene, så snart chaufføren presser speederen i bund. Dog virker systemet først, når bilen når over 120 km/t, som reglementet foreskriver. Systemet gør også bilen til en slags firehjulstrækker, hvilket også er grunden til, at den bærer quattro-navnet.