Som så ofte tidligere med nye Audi-modeller er der med S3 tale om gennemtænkt og varsom evolution fremfor brølende og verdensomstyrtende kursændring fra de ferme folk i Ingolstadt. A3's småhidsige fætter udbydes som 5-dørs hatchback kaldet Sportback og 4-dørs sedan kaldet Limousine – præcis som A3’eren. En cabriolet-udgave af begge er uden tvivl på vej.

Under præsentationen af Audi S3 fik vi mulighed for at prøve bilen på lukket bane.
Audi S3 er en hurtigløber
Benzinturbomotoren på to liter yder 310 hk og 400 Nm, der sendes til alle fire hjørner gennem Audi's quattro-firehjulstræk efter behandling i en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Præstationerne skal man ikke kimse ad, da S3 Limousine (ja, det kalder Audi deres sedan-karrosseri) skyder til 100 km/t fra stilstand på 4,8 sekunder. Topfarten er 250 km/t for den 1.580 kg-tunge tysker.
Kabinen har mere luksus over sig end egentlig hårdkogt GTI.
Mulighed for adaptive støddæmpere i Audi S3
S3 er sammenlignet med A3 sænket 15 mm, og baghjulsophænget består af tværsvingarme, mens de mest brystsvage A3-varianter må nøjes med compoundbagaksel. S3 kommer standard med Audi’s køreprogramvælger, men hvis du tydeligt vil mærke forskellen i de forskellige programmer, skal der lægges 16.515 kr. oveni bilens pris for at få en undervogn med adaptive støddæmpere.

De røde bremsecalipre koster 6.498 kr.
"GTI" for en gentleman
Audi S3 har et solidt fodfæste takket være et effektivt firehjulstræk og en tilgivende natur, hvor den bestemt føles hurtig men aldrig rå og skarp. Kabinens mange lækre materialer og digitale løsninger går fint i spænd med en "GTI", der henvender sig mere til en gentleman end til en gaderacer.Hvis du er interesseret i at læse mere om Audi S3 og andre spændende biler, kan du med fordel og rabat tegne et abonnement på Bil Magasinet.
Audi S3 har priser, der starter ved 641.990 kr. for hatchbacken, mens der skal lægges yderligere 10.000 kr. på bordet, hvis du skal køre fra forhandleren i sedanudgaven... men husk, Audi kalder sedan for Limousine.

Turbobenzinmotoren på to liter yder 310 hk og 400 Nm.