Audi R8 V10
Audi R8 V10 © bilmagasinet.dk

Audi R8 med 10 cylindre

5,2-liters V10'er med direkte indsprøjtning og 525 hk

10. december 2008 af Steen Bachmann

Audi R8 fås nu også med 10 cylindre. Centermotorsportsvognen har hidtil kunnet fås med en 4,2-liters V8-motor med 420 hk, men suppleres nu af V10-maskinen kendt fra Audi RS6, Audi S8 og - i en modificeret udgave - Lamborghini Gallardo.

I R8 er den forsynet med tørsumpsmøring delvist på grund af ønsket om at placere den så langt fremme som muligt af hensyn til vægtbalancen, der er 44/56 pct. for/bag.

Den 5.204 cm3 store motor har direkte indsprøjtning og yder 525 hk ved 8.000 o/min og 530 Nm ved 6.500 o/min (tilsvarende tal for 4,2 V8: 420 hk ved 7.800 o/min og 430 Nm ved 4.500 o/min).

0-100-tiden angives til 3,9 sek., 0-200 km/t tager 12,0 sek. og topfarten er 315 km/t. EU-snittet angives til 7,3 km/l. R8 V10 har kun taget 31 kg på i forhold til R8 V8, så egenvægten nu er 1.620 kg, hvilket betyder et vægt/effekt-forhold på 324 hk pr. ton.

Audi R8 V10 FSI leveres med verdens første forlygter, der udelukkende benytter LED-dioder, Audis elektronisk justérbare Magnetic Ride-undervogn og Bang & Olufsen hifi-anlæg som standard. Standard er 6-trins manuel gear, men R Tronic sekventiel gearkasse kan tilkøbes. Første biler leveres i løbet af foråret 2009.

Racingudgaven af R8 V10 hedder R8 LMS og blev præsenteret sidste uge

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...