Audi Q7 får elektrisk mega-boost

Med op til 456 hk bliver den nye Audi Q7 Plugin-hybrid en kvik SUV, der tilmed går langt på literen

10. december 2019 af Bil Magasinet

Trin for trin introducerer Audi sine nye elektrificerede modeller, og turen er nu kommet til Q7. SUV’en er nu blevet udstyret med en plugin-hybrid drivlinje, der kombinerer en 3-liters V6 benzinmotor med en elektrisk motor, fås i to effektniveauer. Topversionen har en systemeffekt på 456 hk og 700 Nm systemmoment, mens den anden version har 381 hk og 600 Nm. Indtil videre har Audi i 2019 introduceret plugin-hybrid versioner af Q5, A8, A6 og A7 Sportback.

Samspil mellem benzin- og elmotorer

Som alle plugin-hybrid-modeller har Audi Q7 TFSI e quattro to motorer. Den 3-liters benzinmotor er en af mærkets mest avancerede, hvor den turboladede V6’er giver 340 hk og 450 Nm. Den er certificeret i henhold til Euro 6d TEMP-emissionsstandarden og er udstyret med partikelfilter. Elmotoren - en permanent aktiv synkronmotor – har en ydelse på op til 126 hk og 350 Nm og er integreret i den otte-trins tiptronic gearkasse.

Strømmen til den elektriske motor kommer fra et lithium-ion-batteri, der er placeret under bagagerummets gulv og har en kapacitet på 17,3 kWh.

Kommer i to effektniveauer

Det er muligt at vælge Audi Q7 TFSI e quattro mellem to effektniveauer med samme forbrændingsmotor men forskellig opsætning af elmotoren, der blandt andet adskiller sig ved deres boost-strategi. Q7 60 TFSI e quattro har en samlet systemydelse på 456 hk og et systemmoment på 700 Nm, hvilket er 250 Nm mere, end benzinmotoren alene yder. Når begge motorer arbejder sammen i boost-mode, accelererer Q7 60 TFSI e fra 0 til 100 km/t på 5,7 sekunder. Q7 55 TFSI e quattro har en systemydelse på 381 hk og et systemmoment på 600 Nm, hvilket giver 0-100 km/t på 5,9 sekunder.

Begge varianter har en elektronisk begrænset tophastighed på 240 km/t og kan med elmotoren alene køre op til 135 km/t. Rækkevidden ved kørsel udelukkende på el er op til 43 kilometer (efter WLTP).

Hvor langt kører Audi Q7 Plugin-hybrid på literen?

Audi Q7 55 TFSI e quattro
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 33,3 – 35,7
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 69 – 64

Audi Q7 60 TFSI e quattro
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 33,3 – 35,7
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 69 – 64

Kunstig intelligens planlægger kørslen

Uanset om afstanden er kort eller lang, om turen går gennem by, på landevej eller på motorvej, så vælger hybridstyringen i Audi Q7 TFSI e quattro automatisk den optimale driftsstrategi for hver tur. Systemet er konstrueret til, at føreren kan dække en stor del af sine daglige afstande ved elektrisk kørsel. Med "EV"-knappen på den nederste af de to MMI-skærme kan man til enhver tid beslutte, om og hvordan man vil gribe ind i interaktionen mellem de to motorer.

Audi Q7 Plugin-hybrid starter i det rent elektriske EV-mode, og hybrid-mode har to driftsformer – Auto og Hold. I Auto-mode aktiveres automatisk den forudseende driftsstrategi, når rutevejledningen startes i MMI-navigation plus (standard). Strømforbruget distribueres intelligent langs ruten med et højt niveau af elektrisk kørsel i byen og i køkørsel. I Hold-mode består strategien i at holde den aktuelle batteristatus med minimale udsving. Således kan turen afsluttes i byrummet med rent elektrisk kørsel.

Hvornår kommer Audi Q7 plugin-hybrid til Danmark?

Q7 TFSI e quattro introduceres i Danmark i starten af 2020. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...