audi q5 plugin hybrid pris test
© Mikkel Østrup-Jeppesen

Test af Audi Q5: Plugin-hybriden er stadig det bedste køb

Plugin-hybrid ser ud til stadig at være det bedste køb i Q5-programmet, og selv en diesel-fan har svært ved at vælge andet end hybriden. Her får du hele testen af den nyeste Q5.

5. april 2023 af Mikkel Østrup-Jeppesen

I denne test af Audi Q5 plugin-hybrid undersøger vi, om afgiftsrabatter og billigt købte hestekræfter per automatik er lig med et godt køb. Vi gennemgår alt fra præstationer og elektrisk rækkevidde til udstyr og priser på den populære Q5.

Testens indhold:

Test af Audi Q5 plugin-hybrid

I 2023 kan danske bilkøbere stadig takke det danske afgiftssystem for at få mere bil for pengene, hvis de kigger mod de elektrifiserede af slagsen. Plugin-hybriden er billigste vej til en Audi Q5 og har mere udstyr og flere hestekræfter end det dyrere diesel-alternativ.

Det gør det umiddelbart til en let sag, når valget står mellem en plugin-hybrid med 299 hk og en diesel med 163 hk til 50.000 kr. mere.

Valget bliver kun nemmere af, at Audi Q5 er en vellykket SUV, der tilbyder komfort, power og acceptabel rækkevidde på el.

audi q5 plugin hybrid pris test
© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvor langt kører Audi Q5 på el?

Q5 har en opgivet elektrisk rækkevidde på op til 62 km (WLTP), og under gode omstændigheder er det ikke langt fra virkeligheden. Vælger du udstyrsniveauet S-line, så har bilen en rækkevidde på tre km mindre.

Dermed er Q5 en plugin-hybrid, hvor kørslen på el reelt er brugbar. Batteriet på brutto 17,9 kWh fungerer ikke blot som et supplement til den to-liters benzinmotor for at forbedre brændstofforbruget. SUV’en kan køre op til 135 km/t, inden benzinmotoren sætter ind, og de 143 hk på ren eldrift sikrer, at man ikke rigtig savner benzinmotoren inden for bymurene.

audi q5 plugin hybrid pris test

Med S-line skiftes fælgene fra 18" til 19".

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvor langt kører Q5 på literen?

Bag rattet giver Audi dig mulighed for at køre på udelukkende el eller i hybrid, hvor begge motorer arbejder sammen. Det giver Q5 et forbrug på 62,5 km/l, hvilket bestemt er pænt. Til sammenligning er en konkurrent som Mazda CX-60 med 66,7 km/l opgivet til noget lignende, mens BMW X3 er opgivet til 47,6 km/l.

Forbruget er til gengæld meget følsomt og afhængigt af, hvor meget strøm der er på batteriet. Bliver batteriet først kørt fladt, så er forbruget ikke imponerende. Med en gennemsnitsfart på ca. 80 km/t vil benzinmotoren præstere et forbrug på omkring 9,5 km/l, mens bykørsel vil bringe forbruget på den anden side af 10 km/l.

Det er måske selvsagt, men ikke desto mindre lider Audi Q5, når først batteriets netto 14,4 kWh er brugt op. Det betyder, at medmindre dit daglige kørselsbehov ligger indenfor Q5’s elektriske rækkevidde, så bør du blive i hybrid-mode.

audi q5 plugin hybrid pris test

Kønt er det ikke, men det er ganske effektivt. De orange ledninger røber, at det er en hybrid.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvad koster Audi Q5?

Audi Q5 starter fra 589.990 kr., men kan løbe op i en startpris på 817.990 kr. Plugin-hybriden i udstyrsniveauet Prestige er den billigste Q5, mens den i S-line har en pris på 609.990 kr.

Forskellen på de to niveauer er overordnet set kosmetisk i form af sort loftbeklædning, tagspoiler og andre sportslige detaljer, men S-line har også større 19” fælge og sportssæder foran.

Modelprogrammet er delt op i diesel og plugin-hybrid, hvoraf de delvist elektrificerede Q5’ere tilbyder mere udstyr og power for pengene. Det er ikke muligt at få Q5 udelukkende med benzinmotor, men den laves både med en 4- og 6-cylindret dieselmotor. 

Audi Q5 priser

Plugin-hybrid:

  • 50 TFSIe, Prestige, 7-trins S-tronic, 299 hk – 589.990 kr.
  • 50 TFSIe, S-line, 7-trins S-tronic, 299 hk – 609.990 kr.
  • 55 TFSIe, S-line, 7-trins S-tronic, 367 hk – 703.990 kr.

Diesel:

  • 35 TDI, Prestige, 7-trins S-tronic, 163 hk – 639.990 kr.
  • 40 TDI, Prestige, 7-trins S-tronic, 204 hk – 699.990 kr.
  • 50 TDI, Prestige, 8-trins Tiptronic, 286 hk – 781.990 kr.
  • 40 TDI, S-line, 7-trins S-tronic, 204 hk – 735.990 kr.
  • 50 TDI, S-line, 8-trins Tiptronic, 286 hk – 817.990 kr.

audi q5 plugin hybrid pris test

Ved igangsættelser vil Q5'eren som udgangspunkt køre på el, indtil det ikke er tilstrækkeligt. Den elektriske topfart er 135 km/t.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvordan kører Audi Q5?

Køreoplevelsen i Q5 plugin-hybrid er først og fremmest komfortabel. Siddepositionen er høj, og de store sæder i S-line krammer godt fat. De 299 hk gør hverken Q5 til en blærerøvshurtig eller langsom maskine. I stedet synes det passende til bilen, der føles moden og selvsikker.

For knap 100.000 kr. oven i får man en 55 TFSIe med 367 hk, men det er svært at se, hvorfor de ekstra kræfter skulle være pengene værd. Forskellen er 6,1 til 5,3 sek fra 0-100 km/t, og den ”sløveste” af de to føles rigeligt tjep.

Læs også: De bedste og største familiebiler.

Fartoverskuddet fejler nemlig ingenting i Q5, og accelerationen foregår udramatisk og overlegent.

Plugin-hybriden vejer 140 kg mere end tilsvarende Q5 med V6 dieselmotor, og det skyldes til ingen overraskelse batteriet. Det bringer Q5 som hybrid op på 2.150 kg, og det kan uundgåeligt mærkes under kørsel.

Alligevel tager affjedringen pænt fra ved ujævnheder i vejen, selvom man på intet tidspunkt er i tvivl om, at man sidder i en tung bil. Det bliver man mindet om, hvis man bremser en smule hårdere, end hvad der er behageligt for svigermor på bagsædet.

Bremserne er bestemt ikke "svampede" og utilregnelige , som på andre hybrider, men de kræver sin tilvænning. Til gengæld fungerer den automatiske nedbremsning fuldstændig sublimt, ligesom fartpiloten i øvrigt gør det.

audi q5 plugin hybrid pris test

Kabinen er klinisk udført og i klassisk Audi-kvalitet. Integrationen af AndroidAuto og Apple CarPlay i infotainmentsystemet virker upåklageligt.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Bliv bare i komforten

Som på enhver anden Audi kan køreren vælge mellem forskellige forudbestemte køreindstillinger eller opsætte sin egen. Efter en uges tid bag rattet af Q5 står det klart, at comfort-mode er at foretrække til langt de fleste scenarier.

Dynamic-mode, der er Audi-sprog for ”sport”, forbedrer speederresponsen og holder bilen i de lavere gear.

Det er ganske skægt på en motorvejstilkørsel, men til helt almindelig hverdagskørsel er det komplet unødvendigt – og med en firecylindret hybriddrivlinje er det ikke sød musik for ørene.

Rattet er blandt favoritterne i kabinen. Det er lækkert i hænderne, materialerne er velvalgte, og ser vi bort fra alcantara, ville jeg ikke have gjort det anderledes.

Gennem de forskellige køreindstillinger kan man tydeligt mærke, at rattet bliver lettere eller tungere. Selv i de indstillinger, hvor rattet er lettest, forbliver følelsen af et solidt tag i styretøjet.

Læs også: Test af Audi A3.

audi q5 plugin hybrid pris test

Listen over standardudstyr i Q5 er lang. Eksempelvis er de dynamiske LED-lygter med automatisk længderegulering inkluderet i alle niveauer.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Audi Q5 lader dig være i fred

Indfinder man sig i stedet i komforten, opdager man hurtigt, at Audi Q5 er et behageligt sted at opholde sig. Byggekvaliteten og kvalitetsfornemmelsen er høj, selv hvis man ikke krydser hele udstyrslisten af. Vigtigst af alt lader Q5 dig være i fred under kørsel.

Det er efterhånden forventeligt, at en ny bil kører sig selv, har indgribende sikkerhedssystemer og en nervøs kontrolfreak i form af vejbaneassistenten – og jo dyrere en bil er, jo flere systemer har den.

Sådan bruger Audi Q5 heldigvis ikke systemerne, der nærmest usynligt hjælper med nedbremsninger frem mod lyskryds og holder den rette hastighed på motorvejen.

Audi stoler tilsyneladende på, at deres kunder kan køre bil – og det er sgu da forfriskende!

Læs også: Test af Audi A4

audi q5 plugin hybrid pris test

Bagagerummet er skrumpet fra 520 til 465 liter på grund af batteriet. Plugin-hybriden trækker også 400 kg mindre (2.000 kg) end dieselvarianten.

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Hvad synes vi om Audi Q5?

Selvom Q5 ikke er spritny længere, føles den tidstypisk og selvsikker. Som plugin-hybrid er den ganske vellykket med en elektrisk rækkevidde, der vil være tilstrækkelig for mange. Det kliniske og konservative design holder den ung, mens prisen holder Q5 konkurrencedygtig. Selv de, der sværger til diesel, vil have svært ved at vælge andet end hybriden.

Du kan se flere test af plugin-hybrider her.

Audi Q5 S-line 50 TFSIe Quattro

Pris: 609.990 kr.

Opbygning: Plugin-hybrid, 2.0 benzinmotor, elmotor, 17,9 kWh batteri, 7-trins aut. gear

Systemydelse: 299 hk, 450 Nm

0-100 km/t: 6,1 sek

Topfart: 239 km/t

Forbrug: 62,5 km/l

Elektrisk rækkevidde: 59 km (WLTP)

Ladetid AC 0-100%: 2,5 time

Ladeeffekt: op til 7,4 kW

Dimensioner L/B/H: 469/189/160 cm

Vægt/anhængervægt: 2.150/2.000 kg

Bagagerum: 465/1405 l

audi q5 plugin hybrid pris test

Der er masser af plads i både højde og længde på bagsæderne, hvorfra passagere selv kan styre klimaanlægget. 

© Mikkel Østrup-Jeppesen

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...