Audi Q3, nu som coupé

Audi Q3 er lige blevet lidt mere sexet at se på. Den har fået samme behandling som storebror, Q8. Se alle billederne af den nye SUV-coupé her

24. juli 2019 af Mathias Brandt

Det kan næsten tage pusten fra de fleste, når man skal forsøge at holde styr på alle de nye bilmodeller, der bliver lanceret i øjeblikket. Der er to kategorier som klart har mest fokus. Den ene er selvfølgelig elbiler, mens den anden er SUV’er. Folk vil sidde højere og have bedre udsyn - og her er en SUV løsningen. 

Gad vide hvad der sker, når alle folk har fået en SUV og sidder i samme højde igen. Det bliver spændende at se, hvilken løsning bilproducenterne har på den udfordring. Men lige nu skal der bare spyttes den ene SUV ud efter den anden, fordi kunderne står i kø.

Audi Q3 Sportback er ikke set før

For første gang nogensinde har Audi lanceret en Audi Q3 Sportback, som er lille SUV-Coupe i stil med Audi Q8. Fronten har Audi ikke gjort noget ved i forhold til den almindelige Q3. Det meste er sket fra B-stolpen og bagud. Det bageste del af taglinjen skråner ned af for at give Coupé-fornemmelsen. Audi Q3 Sportback er også 3 cm lavere end en almindelig Q3.

Audi Q3 Sportback er som standard udstyret med progressiv styring med en udveksling, der bliver mere og mere direkte, jo mere man drejer på rattet, samt sportsundervogn. Som ekstraudstyr fås undervognen med støddæmperregulering, som giver større spredning mellem dynamik og komfort. 

Afhængigt af kørselssituationen, vejens tilstand og de personlige præferencer kan føreren variere sin bils karakter i seks forskellige profiler via det standardmonterede køredynamiksystem ‘Audi drive select’. Systemet har ud over motorens og gearkassens opsætning også indflydelse på de elektronisk indstillelige støddæmpere og styretøjet. 

Motorudvalg i Audi Q3 Sportback

Når Audi Q3 Sportback kommer til Europa kan kunderne vælge mellem en benzin- og en dieselmotor. Skal det være med benzinmotor er eneste mulighed en 2-liters TFSI-motor med 230 hk (Audi Q3 Sportback 45 TFSI quattro S tronic). 

På dieselfronten er det den velkendte 2-liters TDI-motor, der yder 150 hk (Audi Q3 Sportback 35 TDI S tronic). Senere hen vil den også kunne fås med manuel gearkasse og quattro-firehjulstræk. 

I løbet af året vil der komme andre motorvarianter, herunder en kraftfuld diesel- og en billigere benzin-variant, som spiller sammen med et 48-volts mildhybridsystem.

Audi Q3 Sportback har en længde på 4,50 m, en bredde på 1,84 m og en højde på 1,56 m, og akselafstanden er 2,68 m. Bagsædet, hvor der er plads til tre personer, kan som standard forskydes 130 mm i længden, og hældningen for det tredelte ryglæn kan indstilles i syv trin. 

Bagagerumsvolumenen rækker fra 530 til 1.400 l. Som ekstraudstyr fås en elektrisk bagklap, som også kan åbnes og lukkes med en fodbevægelse.

Hvor langt kører Audi Q3 Sportback på literen?

Audi Q3 Sportback 35 TDI S tronic

Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 20,4-21,3

CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 123-129

Audi Q3 Sportback 45 TFSI quattro S tronic

Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 13,0-13,7

CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 166-174

Assistentsystemer i Q3 Sportsback

I Audi Q3 Sportback er der fire standardmonterede systemer, som sørger for sikkerheden, herunder vognbaneassisten- og vognbaneskiftadvarsel. Mens det førstnævnte system hjælper føreren med at holde vognbanen, gør det sidstnævnte system opmærksom på kritiske situationer i forbindelse med et vognbaneskift, fx hvis der befinder sig en bil i den blinde vinkel. 

‘Audi pre sense’ front er ligeledes en del af standardudstyret, og hvis der er risiko for en frontalkollision, advarer systemet føreren optisk, akustisk og mærkbart. I en nødsituation kan systemet blandt andet lave en fuld opbremsning. Derudover foretaget systemet en selestramning af de forreste sikkerhedsseler, lukning af ruderne og skydesoltaget (ekstraudstyr) samt tænding af havariblinket.

Hvornår kommer Audi Q3 Sportback til Danmark?

Q3 Sportback introduceres i Danmark i løbet af efteråret. Ovenstående angivelser vedr. udstyr og data er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af motorer og udstyr heller ikke er fastlagt.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.