Audi: Her er vores nye motor

Den kommende Audi A4 får nyudviklet 2,0 TFSI turbomotor med 190 hk og over 20 km/l

29. maj 2015 af Bil Magasinet

 

For over 10 år siden satte Audi TFSI-motoren med turboladning og direkte indsprøjtning i serieproduktion. Senere i år er der debut for en ny tendens inden for benzinmotorer, nemlig kombinationen af downsizing og downspeeding.

Den nyudviklede 2,0 TFSI får premiere i næste generation af Audi A4. Den 4-cylindrede motor leverer 190 hk og et drejningsmoment på 320 Nm fra en slagvolumen på 1.984 cm3. Momentet er til rådighed fra 1.450 til 4.400 o/min, og forbrugstallet er over 20 km/l.

Teknikken i detaljer

En ny forbrændingsmetode har skabt gennembruddet i forbindelse med 2.0 TFSI-motoren. Dens princip kan grundlæggende set sammenlignes med den såkaldte Miller-cyklus. Audi ingeniørerne har dog videreudviklet den. Den øgede effektivitet er baseret på følgende faktorer:

  • Indsugningstiden er stærkt afkortet (en krumtapvinkel på 140° i stedet for en krumtapvinkel på 190-200°).
  • På grund af et højere ladetryk på indsugningssiden opnår motoren en optimal cylinderopfyldning på trods af den kortere indsugningstid.
  • Indsugningsventilen lukker desuden tidligere - allerede langt før det nederste dødpunkt. Derved sænkes det mellemste tryk, og det giver mulighed for et højt, virkningsgradsoptimerende kompressionsforhold.
  • I dellastområdet sørger en ekstra indsprøjtning før indsugningsventilen for en effektiv blandingsdannelse, som allerede i indsugningsmanifolden og i forbrændingskammeret suppleres af den direkte indsprøjtning.
  • Audi valvelift system (AVS) på indsugningssiden giver mulighed for en kort indsugningstid ved dellast og en længere indsugningstid ved højere belastninger (fuldlast: 170° krumtapvinkel).

"Med denne rightsizing-tilgang opnår den nye motor i dellastdrift de samme forbrugsfordele som en downsizing-motor, og ved højere belastninger udnytter den fordelene ved en motor med stor slagvolumen. Det giver optimale effektivitets- og ydelsesforhold i hele omdrejningsområdet," siger Dr. Stefan Knirsch, der er leder af motorudviklingen hos Audi.

Ud over den nye forbrændingsmetode gør den nye, kun ca. 140 kg tunge motor også brug af andre effektivitetsteknologier. Eksempelvis styres kølevæskestrømningerne på en sådan måde, at motorens varmkøringsfase er meget kort. Det er udstødningsmanifolden, som er integreret i topstykket, også med til at sørge for. Også den konsekvente reducering af friktion samt anvendelsen af letløbsmotorolie (0W-20) er med til at øge effektiviteten.

Audi indfører først den nye motorgeneration i den nye Audi A4 og derefter i flere andre modelrækker.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.