Endelig er Audi klar med A6 plugin-hybrid, og vi har skaffet den danske prisliste

Audi har længe varslet med en elektrificeret udgave af mærkets populære A6. Nu er den her så endelig, og vi har også skaffet de danske priser.

29. maj 2020 af Anders Richter

Ny Audi A6 plugin-hybrid kommer nu tll Danmark

Endelig kommer Audi med en elektrificeret udgave af mærkets populære A6. Ja, faktisk kommer de med to varianter. Den mindste hedder A6 50 TFSI e quattro, mens den større har navnet 55 TFSI e quattro – og nej, vi forstår stadig heller ikke Audi's modelbetegnelser, så tryk her, hvis du skal have et kursus.

Topfart på 250 km/t i den mindste plugin-hybrid

Den mindste variant har en systemydelse på 299 hk og og 450 Nm. Det gør den i stand til at ramme 100 km7t på 6,2 sekunder og videre til en topfart på 250 km/t. I hvert fald, når der er power på batteriet. 

367 hk giver flotte præstationer i A6

Storebror er endnu hurtigere, og A6 55 TFSI e quattro har en systemydelse på 367 hk og 500 Nm. Den skal derfor kun bruge 5,6 sekunder for at nå 100 km/t. Topfarten er dog den samme på 250 km/t.

Hvad enten du vælger den ene eller den anden, er benzinmotoren, der er koblet til, en 2-liters benziner med turbo og fire cylindre. 

Rækkevidde på op til 56 km i Audi A6

Batteriet er på 14,1 kWh, hvilket giver en el-rækkevidde på op til 56 km. Det tager omkring 2,5 time at oplade batteriet igen, hvis du bruger en ladestander, der kan lade med 7,4 kW, hvilket er bundniveaet i dag. Lynladning er altså ikke en mulighed. 

Audi A6 TFSI e har en varmepumpe

En smart ting er, at Audi A6 plugin-hybrid bl.a. er udstyret med en varmepumpe, som kan udnytte restvarmen fra den elektriske drivline til at skabe varme i kabinen – i stedet for at benzinmotoren skal startes op for det.  

En stationcar kommer!

Audi A6 TFSI e quattro bliver senere på året også præsenteret i en Avant-version, hvilket betyder stationcar på Audi-sprog. 

Her er standardudstyret i A6 plugin-hybrid

Listen over standardudstyr er lang, men her er nogle af hovedpunkterne:

  • 18” alufælge
  • Matrix LED-forlygter 
  • LED-baglygter med dynamisk blinklys 
  • Fartpilot 
  • parkeringshjælp plus 360 grader kamera
  • opvarmelige el-klapbare og aut. nedblændelig sidespejle
  • 2-zoners klimaanlæg
  • sportssæder foran med varme 
  • MMI Navigation med MMI touch response

Hvad koster Audi A6 plugin-hybrid?

Priserne (eller vi bør nok hellere skrive prisen) er listet herunder. Audi Danmark har dog kun forhandlet prisen for den mindste variant på plads, så den større må vi vente på lidt endnu. 

A6 Sport Prestige 50 TFSI e quattro 

  • 649.990 kr. inkl. Clever ladestander til hjemmet
  • Beskatningsprisen er 580.000 kr. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...