Audi A6 har været på markedet i knap 30 år. Det er først de seneste år, at den er blevet elektrificeret med deres plugin-hybrid-udgave. Sidste år viste Audi de første billeder af deres kommende Audi A6, der bliver eldrevet med en rækkevidde på over 700 km, og nu følger stationcarudgaven.
Audi A6 Avant e-tron har 800 voltteknologi og kan lade med 270 kW. Det betyder, at man kan presse mere energi ned i det 100 kWh store batteri på kortere tid. Audi oplyser, at A6 Avant e-tron på papiret vil kunne lades med op til 300 km på 10 minutter.
Til sammenligning kan Audi's populære Q4 e-tron lade med maksimalt 125 kW.
Konceptbilen er 496 cm lang, 196 cm bred og 144 cm høj, hvilket er marginalt længere og lavere, men betydeligt bredere end den nuværende A6 Avant.

A6 e-tron er inspireret af fortiden
En helt lukket front og en gennemgående lysstribe på bilens bagende skal understrege slægtskabet med de øvrige eldrevne Audi modeller i e-tronmodelprogrammet, men det mest interessante er faktisk, at konceptbilen viser vejen for kommende modeller fra mærket uanset drivline.
Under online-præsentationen fra Ingolstadt forklarer designeren bag den nye stationcar, at man har ladet sig inspirere af den markante Audi 100 Avant fra 1984, der blev kendt for sine firkantede former og en ekstremt lav vindmodstand.
Vi har selv svært ved at få øje på detaljerne fra Audi 100 Avant. Audi’s forklaring er, at vi skal vide og være bevidste om, hvor vi kommer fra, men kursen skal være fremad.
Den originale Audi 100 Avant havde en dynamisk stil set forfra, og den har vi bevaret i den nye A6 Avant. Den gamle så hurtig ud, og det gør den nye også," siger Audi exterior designer, Philipp Römers.
Læs også: Test og gennemgang af ny Audi Q8 e-Tron.

Ukendt lancering og pris
Den eldrevne Audi A6 vil kunne fås med en eller to elmotorer og bag- eller firehjulstræk. Philipp Römers fortæller, at konceptbilen er 95 pct. identisk med den endelige model, og at man derfor kan regne med ligheden.
Dørhåndtagene er lidt overdrevne på konceptbilen, men den lange akselafstand, de store hjul og de korte udhæng vil blive ført videre i produktionsudgaven, lyder forklaringen. Den endelige bil bliver præsenteret i 2023.
Der er endnu ingen indikationer om en dansk introdato eller pris, men vi følger sagen.
Læs også: De mest interessante elbiler på markedet.

Audi A6 e-tron ses her med de karakteristiske kamera-sidespejle.
© Audi