Designet ville være ordinært uden diodelygterne. Mon de sælger nogen A4 uden?
Designet ville være ordinært uden diodelygterne. Mon de sælger nogen A4 uden? © bilmagasinet.dk

Audi A4 1,8 TFSI

Audi slår tilbage

17. marts 2008 af Bilmagasinet



Den er ikke uden fejl, men summen af A4's dyder er stor

Af Mikkel Thomsager

En Alfa 159 ser lidt bedre ud, BMW 320 kører en anelse bedre, Saab's turbo-motorer har mere punch og Mercedes' C-klasse har et mere funky design i kabinen end den nye Audi A4. Men ingen af de fire konkurrenter når Audi A4 til fælgkanten, når summen af dyderne lægges sammen.

I sidste nummer af Bil Magasinet var det Audi A4 med den nye 2,0 TDI motor, der slog konkurrenterne. Havde sammenligningsgrundlaget været benzinmotorer, var det givetvis ikke gået anderledes. Også med 1,8-liters turbo-benzinmotor er den nye A4 et hit.

Vi har kørt den nye 16-ventilede 1,8 TFSI i mange forskellige modeller fra både Skoda, VW, Seat og Audi, og det er en vellykket motor, som gør det bedre, des mere den får at slæbe på. Det gælder også Audi A4, som er den hidtil tungeste bil, vi har kørt med denne motor.

Den eksplosive effektudvikling, som samme 1,8'er giver i eksempelvis Seat Altea, er tæmmet en smule i Audi A4. Resultatet er en mere helstøbt, homogen bil med en jævn effektudvikling helt uden turbotøven og med tilstrækkelig effektressource, selv om accelerationstiden fra 0-100 km/t på 8,6 sek. lyder af mere, end det føles.

Det kan også hænge sammen med, at lyden er tæmmet elegant. Den er ikke fjernet, men når den kommer, er det som en turbineagtig, dyb brummen, der indgyder respekt bag rattet. Komforten er fremragende. Selv med de større 17" hjul (16" er standard), absorberer den små dybe huller forbilledligt. Styretøjet er revolutioneret i forhold til forgængeren. Nu er det meddelsomt, præcist og underholdende, som man ikke troede, Audi kunne lave det. Selv Alfa Romeo kan lære noget her. Der skal en baghjulstrækker til for at gøre det bedre. Måske kan et veldisponeret firehjulstræk gøre forskellen? Eneste tvivlspørgsmål er sidevindsfølsomhed. Med mild vind er retningsstabiliteten udmærket, men ved moderat til kraftig vind blev A4 mindre stabil, end vi forventede.

Den er større end den gamle model, og den ekstra plads er især kommet bagsædet og bagagerummet til gode. I det hele taget er den nye A4 blevet mere brugbar, hvilket Audi synes at understrege ved at gøre Isofix-beslagene til børnesæderne synlige i siddehynden både for og bag. De er dog stadig ekstraudstyr.

Skal man sætte en finger på A4 bliver det på karrosseriets design. Selv om den tager sig bedre ud i virkeligheden end på fotos, så må man tillægge de labre forlygter med svungne diodebånd en væsentlig del af den moderne fremtoning. Og det er trods alt en stor ære at tildele den to gange 14 lysdioder - bortset fra, at de ikke er standard. De følger med xenonlygter, som er ekstraudstyr til 23.662 kr. Der er bare ingen, der har set en A4 uden endnu.

AUDI A4 1,8 TFSI      
Motor  R4, 1.798 cm³, 16V, turbo
Ydelse  160 hk 5.000 o/min
            250 Nm ved 1.500 o/min
Topfart 225 km/t
 0-100 km/t 8,6 sek.
EU-miks 14,1 km/l      
Årlige afgifter 3.020 kr.
Mål (L/B/H)     470/183/143 cm
Vægt/last/påhæng         1.560/400/1.300 kg
Bagagerum       480 liter
Dæk     205/60R16V
Reservedelsprisindeks   150
Værditab/3 år   ca. 160.000 kr. (37 pct.)
Pris      434.998 kr.

VI SYNES...En større og mere brugbar A4, der ikke er perfekt i alle detaljer, men som helhed er den gennemført

 

 

 

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...