Audi A3 Limousine 35 TFSI S-tronic prestige

Prestige-­udstyr giver blandt andet 17” alufælge. Testbilen er monteret med 18” til 15.165 kr.

© Frederik T. Frey

Snork: Det kan I gøre bedre, Audi!

Anden generation af Audi A3 Limousine er på vej til Danmark. Den byder på meget af det samme indhold som den nye A3 Sportback, der blev præsenteret tidligere på året, bare i en anderledes indpakning.

19. maj 2021 af Frederik T. Frey og redaktionen

Test: Audi A3 som sedan og mildhybrid

I 2019 banede Audi Q3 vejen for mærkets 48 volt mild-hybrid-teknologi for de 4-cylindrede motorer, der tidligere måtte tage til takke med et 12 volt­system. Turen og teknologien er nu, ikke overraskende, kommet til den populære A3-model, der har ikke så lidt til fælles med Q3, hvis man ser bort fra karrosseriet.

Testbilen er en 35 TFSI S-tronic Limousine, der er Audi’sk for en sedan med dobbeltkoblingsgearkasse og 1,5-liters benzinturbomotor med 150 hk – og nu mild-hybrid-teknologi på 48 volt. Der er ikke noget videre revolutionerende i systemet, og den største ros man kan give det, er, at det fungerer ubemærket i kulissen til gavn for brændstofforbruget. Det er mest synligt på lande- og motorvej, hvor bilen med foden fjernet fra speederen kan “coaste” (friløbe) med motoren slukket i op til 40 sekunder.

Start/stop-mekanismen er udvidet, så den kan træde til ved højere hastigheder og derved sætte benzinmotoren tidligere ud af spil frem mod stilstand ved for eksempel et lyskryds. Når der igen er brug for forbrændingsmotoren, trækkes den i gang af en remstartergenerator, der er flink til at gøre det uden for mange uønskede vibrationer.

Audi A3 Limousine

Hvad er dommen?

Vanen tro er det svært at finde mangler og fejl ved den gennemarbejdede Audi, der har en god allround tilgang til klassen. Samtidig er det også svært at blive egentlig begejstret eller hæfte sig synderligt ved A3’ens egenskaber.  

Ser man bort fra det elegante ydre design og flere fine kabineløsninger og -detaljer, er anonymiteten og den regelrette tilgang til bilkonstruktion ved at kamme over. Bilens køreegenskaber kan bedst beskrives som harmløse, og det kan Audi sagtens gøre bedre – i hvert fald mere spændende. Det har de bevist på flere andre modeller og ­varianter.

Vi synes

Pulsen og lav og rolig bag rattet af en vellykket, lille sedan, som savner mere spræl.

Denne test er fra Bil Magasinet, men der er meget mere at komme efter i bladet. Prøv at få 3 numre i postkassen for bare 99 kr.

Audi A3 35 TFSI S-Tronic Prestige

  • Pris: 374.990 kr.
  • Årlig afgift: 1.160 kr.
  • Ydelse: 150 hk og 250 Nm
  • Topfart: 232 km/t
  • 0-100 km/t: 8,4 sek.
  • Forbrug (WLTP): 17,5 km/l
  • Forbrug (test): 17,5 km/l
  • Mål: 450/182/143 cm L/B/H
  • Vægt: 1.395 kg
  • Last: 480 kg
  • Påhæng: 1.700 kg
  • Bagagerum: 425 liter

Herunder kan du læse artiklen om A3 Limousine fra april 2020:

Nu er Audi klar med den nye A3-variant, som har fået tilnavnet limousine

Audi forsøgte tidligere på året at sparke døren ind med 4. generation af A3. Men det nyeste skud på stammen ligner umiskendeligt det gamle hak, der blev sat for 8 år siden, og derfor ramte sparket os nok nærmere som et forsigtigt bank på døren. 

Tyskerne er dog ikke lige sådan at slå ud. Derfor prøver de igen - denne gang med 2. generation af A3 Limousine. Den kompakte firedørs model byder på meget af det samme som Sportback'en.

Læs mere om modellen i et fremtidigt nummer af Bil Magasinet, som du kan bestille abonnement på lige hér!

Audi A3 Limousine

Mere aerodynamisk

Den nye A3 Limousine drager fordel af en højere bagende sammenlignet med forgængeren såvel som en stor diffusor. A3 Limousine 35 TDI med 150 hk når en Cd-værdi på 0,25, som er 0,04 Cd-point bedre end forrige generation. 

Køleluftindtaget er kontrolleret med to elektrisk aktiverede luftspjæld. De regulerer luftstrømmen, når du kører. Luftmodstanden reduceres af undervognsbeklædningen, de udvendige spejle med forbedret aerodynamik og den aktive bremsekøling.

Audi A3 Limousine

2. generation er vokset

Sammenlignet med forgængeren er den nye generation groet med 4 centimeter i længden, 2 centimeter i bredden og 1 centimeter i højden, så den nu er 4,50 meter lang, 1,82 meter bred og 1,43 meter høj. Og så er den 15 centimeter længere end Sportback’en. 

Foran er hovedhøjden øget med 2 centimeter, fordi førersædet har fået en lavere position. Bagagerummet er med sine 425 liter uændret. 

Audi A3 Limousine

Digitalt kørelys

Foran har tyskeren en stor Singleframe med honeycomb grill. Forlygterne er trapezformet. Taglinjen skråner ned fra B-stolpen – ligesom på en coupé – og slutter i en spoiler på bagklappen. Spoileren kan tilvælges i carbon. 

I den mest avancerede version med Matrix LED-teknologi sidder her det nye digitale kørelys, der består af en 15 LED segmenter i en pixelmatrix. Segmenterne kan aktiveres individuelt og give forskellige versioner af A3 Limousine en specifik signatur. 

Audi A3 Limousine

Rammer Danmark til sommer

Audi A3 Limousine rammer de danske forhandlere sammen med A3 Sportback i løbet af sommeren 2020. Standardudstyr og designlinjerne Attitude, Prestige og S line fra A3 Sportback vil også være gældende for A3 Limousine. 

Foreløbigt er der ikke nogen danske priser, men som udgangspunkt vil merprisen for A3 Limousine være ca. 10.000 kr. i forhold til en tilsvarende A3 Sportback.

Læs mere om modellen i et fremtidigt nummer af Bil Magasinet, som du kan bestille abonnement på lige hér!

Audi A3 Limousine

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...