Audi A1 front
© Graeme Fordham

Audi A1 er blevet voksen

Anden generation af Audis mindste model rykker en halv klasse op i størrelse og fås med masser af avanceret udstyr. Læs vores førstehåndsindtryk af bilen her.

25. november 2018 af Søren Juul

Hvor? 

Vi er taget til Sydspanien for at teste den nye Audi A1, der står linet på rad og række og klar til test udenfor Málaga lufthavn. Testruten byder på motorveje og et smut op  på bjergvejene til byen Ronda. 

Hvad er nyt i Audi A1?

Audi A1 kom i 2010 som en luksuriøs søstermodel til VW Polo. Anden generation A1 indtager samme rolle i VAG-familien og deler stadig mekanik med Polo, som nu om dage bygger på den større "MQB A0" platform. Det har givet A1 vokseværk. Den er vokset knapt 6 cm i længden og 9 cm mellem akslerne. I praksis betyder det, at en voksen person på 180 cm kan sidde på bagsædet uden at få klemt knæene. Bagagerummet har samtidig fået mere plads. 65 liter for at være præcis. 


Modellen kommer indtil videre kun som 5-dørs Sportback og med turbobenzinmotorer med partikelfilter og effekt fra 95 til 200 hk. Der kommer ingen dieselvariant.  

A1 er samtidig blevet opgraderet med gadgets og sikkerhedsudstyr fra de større Audi modeller, såsom radarbaseret adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, en automatisk nødbremse, der kan spotte fodgængere og cyklister selv i tåge, og en avanceret parkeringsassistent. 

"Singleframe" kølergrillen er vokset i bredden på den nye A1. De tre slidser under motorhjelmen er en kæk designhilsen til rallybilen Audi Sport quattro fra 1984. 

Audi A1 interiør

Den nye A1 kabine føles bredere og mere rummelig end den gamle. Bag multifunktionsrattet sidder som standard en 10,25" skærm med digitale instrumenter. I midten sidder som standard en 8,8" trykfølsom skærm, men den kan opgraderes til en stor 10,1" skærm. 

© Daniel Wollstein

Hvordan er kabinen i Audi A1? 

Markant større end forgængerens. Det grundlæggende layout minder om dét du finder i VW Polo, men Audi har gjort sig umage med at få A1-kabinen til at føles mere sportslig og førerorienteret.  Der er flere kanter på instrumentbordet, mens den standardmonterede, digitale instrumentering rammes flot ind af et par markante luftdyser til klimaanlægget. Samtidig får luftdysearrangementet over handskerummet kabinen til at føles bredere end i en Polo. Til gengæld er vi lidt skuffede over mængden af hård plastik - A1 føles ikke mere eksklusiv end konkurrenterne, når det kommer til materialevalg i kabinen. 

Hvem er konkurrenterne? 

Rent størrelsesmæssigt er alternativerne den sædvanlige garde af minibiler så som VW Polo, Seat Ibiza, Ford Fiesta og så videre, men den mest oplagte konkurrent er en 5-dørs Mini, der også er en livsstilsbil, der kan fås med op til 192 hk. 

Hvordan kører den så?

Vi har kørt Audi A1 35 TFSI med 150 hk fra en 1,5 liters motor og topversionen, A1 40 TFSI, med 200 hk fra en 2,0 liters motor. Begge motorer har kræfter nok til at gøre A1'eren veloplagt og kvik, når speederen trædes ned på en bjergvej, der går opad. Undervogn og styretøj er præcist afstemt, men om Audi har bygge noget ekstra køreglæde ind i Polo's eksklusive søstermodel, må du vente med at læse til et kommende nummer af Bil Magasinet.  

Giv Bil Magasinet i julegave

Giv Bil Magasinet i julegave til en du holder af. Vi har gjort det nemt og hurtigt at give gode julegaver. På Magasinetgaver.dk kan du nemlig nemt og hurtigt få julegaven i hus. Du bestemmer selv, om det skak være 5, 8 eller 12 måneders abonnement på Bil Magasinet. Læs mere om julegaven her

Audi A1 Sportback har dansk premiere i starten af 2019. Priserne er ikke forhandlet på plads endnu. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.