Uge 3/15 Audi A6 3,0 TFSi Quattro HOT
Uge 3/15 Audi A6 3,0 TFSi Quattro HOT

250 km/t ingen hindring

A6 Quattro ligger som en mursten på vejen - også ved topfart

16. januar 2015 af Mikkel Thomsager

Den forgangne uge har jeg været en tur i Tyskland for at lave flere historier. Det kan du godt glæde dig til det bliver helt vildt fedt med både nye og klassiske biler og en solid overraskelse til BM282, der udkommer den 19. februar.

En del af turen foregik i en Audi A6 3,0 TFSi Quattro. Det er den med Audis V6-motor, kompressor og 333 hk. Det er længe siden jeg har kørt den motor, og ærligt talt husker jeg den som det dårlige sidestykke til V6-dieselmotoren med 320 hk, som er et fremragende stykke brugskunst.

Efter ret mange kilometer bag rattet ikke mindst på tysk autobahn, restituerede benzin-V6'eren sig i min hukommelse. Den er så hurtig, som du forventer af en 333-hestes limousine, bundtrækket er fænomenalt, og gangkulturen er ren og uspoleret af natur. Dieselmotoren lyder mere potent, men også mere konstrueret - altså lyden.

Men det, der imponerer mest, er højfarts-stabiliteten. Acceleration fra 180 km/t og op efter er så vedholdende som fra 20 til 60 km/t, og A6 Quattro ligger fuldstændig roligt på vejen uden skygge af behov for at justere på rattet, selv med 18" vinterdæk monteret.

Man kunne frygte, at den slags ville koste på komforten, men den kan man heller ikke klage over i en Audi A6. Det er en komplet rejsevogn.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.