Aston Martin DBS Superleggera 50th Edition
Aston Martin DBS Superleggera© PR

Aston Martin markerer 50-året for James Bond-film med bandit i habit

DBS Superleggera skal bygges i begrænset serie som hyldest til 007-filmen 'I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste' fra 1969. Se video og Bil Magasinet's test her

22. maj 2019 af Bil Magasinet


Aston Martin DBS Superleggera bliver den næste model fra mærket, der er inspireret af en James Bond-film. Det skyldes et samarbejde mellem Aston Martin og EON Productions, selskabet der producerer 007-filmene sammen med Metro Goldwyn Mayer Studios.

Vil bygge 50 stk. DBS Superleggera

For at fejre 50-året for James Bond-filmen On Her Majesty’s Secret Service med George Lazenby som den britiske efterretningsagent, der kører Aston Martin DBS, bygger fabrikken en lille serie DBS Superleggera i samme olivengrønne lakering som Bond's 1969 Aston Martin DBS.

Der skal bygges 50 eksemplarer af 50-års varianten, der kommer med 5,2-liters V12 med 725 hk. 

Se videoen, og læs Sørens Juul's første indtryk af modellen herunder:

Aston Martin DBS Superleggera 50th Edition
Aston Martin DBS Superleggera 50th Edition

Hvor er vi?

Berchtesgaden, Tyskland. Den hurtigste Aston Martin pt. tester vi på flade landeveje, Autobahn med fri hastighed og snoede bjergveje.

Hvad er det?

For ikke så længe siden skærpede Aston Martin formen på den store GT-model DB11 med den særlige AMR-variant. Nu skruer briterne yderligere op for blusset med en ny super-GT baseret på samme platform. Den kan bedst kan beskrives som en DB11, der har tabt sig, fået transplanteret et nyt ansigt og pumpet musklerne til bristepunktet. Den nye DBS Superleggera er den hurtigste Aston Martin nogensinde.  

© Dean Smith

Hvad er det for et navn?

Det er en hilsen et par berømte kapitler i Aston Martins historie fra 60erne: de lette Superleggera-modeller bygget af den italienske karroserimager Carrozzeria Touring – og modellen DBS, der kom første gang i 1967 – og i øvrigt dukkede op igen i 2007 i form af en brutal storebror til DB9.
© Dean Smith

Hvad gør den til en bisse i forhold til DB11?

Vi kan starte med designet, som er markant mere aggressivt at se på. I forhold til DB11 har DBS Superleggera fået et større gab foran og en F1-inspireret dobbelt-diffuser bagpå. Dertil en muskelsvulmende motorhjelm med større luftindtag. Det er ikke kun til pynt: DBS Superleggera kløver luften som ingen anden Aston har gjort før. Ved topfart 340 km/t genereres der 180 kg downforce.

Den 5,2 liters V12 biturbomotor yder 725 hk og byder på et gigantisk drejningsmoment på 900 Nm, hvor en almindelig DB11 nøjes med 608 hk og 700 Nm. Det har skærpet præstationerne. 0-100 km/t klares på 3,4 sekunder, hvor en DB11 bruger 3,7 sekunder og topper ved 322 km/t.

For at tøjle de ekstra kræfter har Aston Martin installeret en ny 8-trins ZF automatgearkasse.

Endelig er DBS Superleggera slanket 72 kg i forhold til DB11. Vægttabet er primært sket ved at lave diverse karroseridele i kulfiber.   

© Dean Smith

Hvem er konkurrenterne?

Aston Martin selv peger på Ferrari 812 Superfast. Det kunne også være en Bentley Continental GT, som også er i stand til at fragte dig meget hurtigt tværs over et kontinent, med 12 cylindre ude foran. 

Hvordan kører den så?

Det kan du få en detaljeret beskrivelse af snart i Bil Magasinet, men vi kan sige så meget, at DBS Superleggera er noget andet end en Ferrari 812 Superfast – og den føles i markant bedre form på en snoet landevej end DB11’eren.  

Læs hele testen og mere om køreoplevelsen i den nye super-Aston i et kommende nummer af Bil Magasinet.  

Vi forventer, at Aston Martin DBS Superleggera får dansk premiere til september. Prisen kender vi ikke i skrivende stund, men i Tyskland er den prissat til cirka 2 mio. kroner uden dansk registreringsafgift. 

© Dean Smith

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...