Danskerbilen starter som nr. tre

Young Driver AMR-Aston Martin Vantage GTE med tre danske kørere fik en tilfredsstillende kvalifikation og melder klar til race

13. juni 2014 af Steen Bachmann

Trioen i #95 Aston Martin Vantage GTE består af Kristian Poulsen, debutanten Nicki Thiim og David Heinemeier Hansson. Torsdag aften kørte Nicki Thiim bedste tid med 3:55,944 minutter, hvilket rakte til en 3.-plads i det stærke felt af hele 19 GTE-Am biler i den lille GT-klasse.

Bortset fra en punktering i første kvalifikation onsdag aften, der medførte en skade på fronten af bilen, har de tre kørere gennemført de planlagte test og opnået en række forbedringer af bilen.

”Kvalifikationen forløb meget tilfredsstillende. Nicki havde kørt en andenplads hjem i stedet for en tredjeplads, hvis ikke en afkørsel foran ham havde forsinket ham. Der er en god speed i bilen, og alle tre kørere er fortrolige med den,” siger teamejer Jan Struve.

“Kvalifikationen torsdag aften var kaotisk. Jeg har aldrig set så mange biler møde muren og få skader, så vi er tilfredse med, at det kørte godt for os. Det var min første kvalifikation i en lukket GT-bil, der er meget anderledes at køre end de åbne prototyper, jeg har siddet i de seneste to åt på Le Mans. Jeg skal stadig lære at vænne mig til de mange afbrydelser i kvalifikationen, som betød, at jeg ikke fik mange omgange i bilen. Men det er et langt løb. Bilen føles godt, den har et godt setup og jeg tror, den er konkurrencedygtig i løbet,” siger David Heinemeier Hansson.

Christoffer Nygaard, den fjerde danske kører for Young Driver AMR, starter på 2.-pladsen i GTE AM-klassen i søsterbilen fra Aston Martin Racing.

Den 82. udgave af 24-timers løbet flages i gang lørdag kl. 15. Eurosport og Eurosport 2 sender hele løbet live, mens TV2 er med det meste af tiden.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...