Dansk succes på Daytona

Christina Nielsen og Christoffer Nygaard starter fra pole position ved 24 timers løbet

23. januar 2015 af Bil Magasinet

Den danske racerkører Christina Nielsen starter fra pole position, når 24 timers løbet ”Rolex 24 at Daytona” afvikles i weekenden. Christinas australske holdkammerat James Davison satte torsdag aften dansk tid hurtigste tid i kvalifikationen og sikrede dermed holdet en stærk udgangsposition, når skal forsøge at kæmpe med om sejren i det hårde løb. Christina Nielsen og James Davison stiller til start for TRG Aston Martin Racing i en Aston Martin V12 Vantage i GTD klassen. De to faste kørere har til løbet selskab af danske Christoffer Nygaard og amerikanske Brandon Davis.

Den stærke kørerbesætning har et erfarent team i ryggen, når de i deres Aston Martin med James Bond startnummer 007, skal forsøge at vinde den 53. udgave af det klassiske 24 timers løb. TRG, The Racers Group, har siden deres debut på Daytona i 1996 vundet 4 gange, heraf 1 generel sejr, og de har været på podiet ikke mindre end 13 gange. Så det er et team, der kender alt til den strategi, der skal til for at komme først over stregen søndag eftermiddag.

Løbet på Daytona byder på store udfordringer for kørerne og teamet. Blandingen af prototyper og GT biler giver masser af kontakt mellem bilerne. Den kendte Daytona ovalbane, med de stejle kurver, hvor der nogle steder er 10 meters højdeforskel fra den øverste del af svinget til den nederste, benytter sig ved 24 timers løbet af en banedel på inderkredsen, hvor to hårnåle sving forbindes af en meget smal og kort langside. Prototyperne har ikke tid til at spilde tid bag de langsommere GT biler på denne del af banen og der tages ofte store chancer i trafikken, i forsøg på at vinde tid. Og da løbet på Daytona samtidig er kendt for at have den længste nat i motorsport, da solen går tidligt ned i Florida på denne tid af året, er udfordringerne mange, hvilket Jan Magnussen, der også deltager i år, kan skrive under på. I 10 forsøg er det endnu ikke lykkedes for Jan Magnussen at komme først over stregen og dermed vinde det eftertragtede Rolex ur.

”Fantastisk job af James (Davison - red.). Vi er super glade og bilen er god på nye dæk” fortæller Christina Nielsen fra Daytona. ”Nu bliver det spændende, om vi kan holde farten på brugte dæk. Men vi har et stærkt kører-lineup og vi har et fantastisk team i ryggen, så jeg tror vi har en reel chance for at køre med om sejren. Vi kom først sent ud i kvalifikationen og da der kom rødt flag, havde vi ikke sat en ordentlig omgang. Så James havde kun en omgang til at sætte tiden, da der blev grønt igen. Han kørte en fantastisk omgang og fik en god slipstream fra en foranliggende bil - og voila, pole position. Vi ved godt det er et langt løb og meget kan ske undervejs, men det er altid dejligt at starte fra pole position”.

Løbet starter lørdag kl. 20.10 dansk tid. Løbet kan følges på Motors TV eller imsa.com

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...