© GMC

To af amerikanernes FEDESTE elbiler kan være på vej til Europa

Bilgiganten GM overvejer at vende tilbage til Europa med to modeller - men især den ene kan der være store udfordringer med.

16. juni 2022 af Patrick Boje Jensen

Cadillac i Europa

Den amerikanske bilgigant General Motors forlod Europa i 2017, da de solgte mærkerne Opel og Vauxhall til PSA, der senere blev en del af Stellantis-koncernen.

Men nu pønser General Motors på at returnere til Europa for at sælge elbiler.

Det skriver Bloomberg, der har snakket med anonyme kilder hos GM.

Hvis det sker, bliver den første GM-model på europæisk jord formentlig den flotte Cadillac Lyriq, der endnu ikke er på gaden i USA. Dog kan den forudbestilles, og Cadillac markedsfører den som en sportslig SUV med gode køreegenskaber. Den har mellem 345 og 505 hk alt efter variant, og den officielle rækkevidde er i omegnen af 500 km.

© Cadiilac

Kun elbiler

GM forlod blandt andet Europa, fordi mange af mærkets biler havde svært ved at overholde miljøstandarderne i EU. Blandt andet forsøgte de at sælge den uhyggeligt tørste Hummer H2 i Europa med begrænset succes. Hummer-produktionen lukkede ned i 2010, men for nylig har General Motors genoplivet navnet som en model under mærket GMC og en gigantisk elektrisk pickup lander hos de amerikanske forhandlere inden længe. Senere følger en SUV-variant.

Den nye Hummer er mildest talt vanvittig. Den er gigantisk, får op til 1.000 hk, og har firehjulsstyring, der gør at den kan køre sidelæns. Listen over ekstreme påstande fra GMC er lang, og hvorvidt der er noget hold i dem, ved vi stadig ikke med sikkerhed.

Læs også: 5 eldrevne monster-offroadere

Men det største problem ved at sælge GMC Hummer i Europa er vægten. Den køreklare vægt på Hummer’en er næsten 4.800 kg., så det ville kræve stort kørekort at køre bilen de fleste steder i Europa.

Ifølge Bloomberg er der endnu ikke truffet en endelig beslutning, men vi krydser fingre!

Forestil dig at se denne køre gennem Latinerkvarteret i Aarhus!

© GMC

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...